»Kroppen er ikke i rummet, den bebor rummet,« skriver fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, og jeg mærker det som et nervesus, da det pludselige udsyn af kroppene foran mig absorberer kirkerummet: en nærved nøgen kvindekrop som centrum i trekantsformation af tre mandlige kroppe klædt i sort.

Sakramente (Natsange) af kropskomponisten Jeppe Ernst simrer af posthumanisme: kroppe, der bevæger sig, som var de forprogrammeret i en metronomstram synkronicitet, prædetermineret til at danne imitationer, spejlinger og kontrapunkter. Skinbarlige kroppe, der blinker og ryster, men på samme tid fremstår lige så artificielle og konstruerede som det partitur, der har sat dem sammen.

Værket består af tre satser, hvor den sidste er et ekko af den første. De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser. Bløde løft, en pludselig sitren i hånden, kontante fremadskydninger: Alt sammen udført med et imponerende fokus.

I andensatsen træder værket i karakter. Kvindekroppen bliver lagt ned i en positur, der både minder om da Vincis Den Vitruvianske Mand og Kristus på korset. Mandekroppene sætter sig på hug rundtom og iværksætter et voldsomt ritual, hvor dumpe slag og kvælertag blander sig med nænsomt strygende kærtegn.

Bevægelserne, der før virkede abstrakte, bliver nu til symbolske berøringer, som udtrykker en besidderisk ambivalens. De vil dominere, men er allerede domineret, sat sammen i rytmiske mønstre. Det er en form for afmagt, der udsulter humanismens naturaliserede kropsbegreb og på fornemste vis afslører mande- og kvindekroppen som dybt konstruerede størrelser.