Skulle have sendt min dobbeltgænger
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
»Music is a deep, but not serious, spiritual practice, in which creator, collaborator, and consumer alike are their own personal pope.«
James Black (b. 1990) is a composer, performer, and artistic director of Klang Festival – Copenhagen Experimental Music. Originally from Bristol, England, they moved to Copenhagen in 2013. Black's works have attracted a large amount of attention both nationally and internationally for their signature combination of artistic courage and vulnerability, described by the Danish Arts Council as »a universe of real madness where everything goes«. Their work is a deep and personal exploration of topics such as religion, loss, and queer identity, that is unafraid to be stupid or serious in any direction.
»Music is just something for me.«
Christian Juncker is a Danish musician and songwriter who has released a number of Danish-language albums. He debuted in 1995 with the band Bloom. Together with his friend Jakob Groth Bastiansen, he formed the duo Juncker in 2002. He is also behind the Christmas carol »Luk julefreden ind« from 2024.
»Music, for me, reveals the emptiness of boundaries and definitions – in consciousness, in space, and in music itself.«
Idan Elmalem is an oud player and composer working across world and popular music, now presenting his debut instrumental EP and live performance project. Following years of collaboration within the Israeli music scene, he turns toward a more personal and intimate musical voice, blending traditional oud with a contemporary sensibility. Influenced by his studies with master Nissim Dakwar, Elmalem’s music explores the space between tradition and innovation. His debut EP, Time, features three live-recorded pieces that move between past, present, and future, combining classical Arabic and Persian elements with jazz, minimalism, and cinematic sound. Based in Tel Aviv, Elmalem draws on his Moroccan-Danish heritage in his work. He is a graduate of the Jerusalem Academy of Music and Dance and is currently pursuing a Master’s degree in Ethnomusicology at the University of Haifa, alongside his work as a player and composer.
On May 29, the Aalborg-based collective Datahaven9000 takes over the venue Skråen, transforming its main hall into a concentrated one-day festival of electronic music. The event is part of the concert series Bystanders #3, where the stage is handed over to local scenes rather than the venue’s in-house programming.
Two of contemporary music’s most uncompromising material thinkers meet on Music for Intersecting Planes: the American organist Kali Malone and the French cellist Leila Bordreuil. Malone works with oversaturated blocks of sound and sonic mass as a sustained pressure, while Bordreuil seeks friction – her cello a recalcitrant organism that creaks and resists.
What they share is an ascetic attention to the specificity of their instruments. The organ and the cello are pushed to their outer limits, where recognizability dissolves and overtones emerge like hidden entities.
The title pieces, »Intersecting Planes I» and »II«, unfold as undulating ruptures of sound: animalistic, almost elephantine cries that surge forward and recede again. Only rarely can the sound be identified as organ or cello. (»Pilots in the Night« comes closest to a familiar balance between the organ’s gravity and the cello’s resistance.) Otherwise, the music moves within a field between the metallic and the electronic, as if the sound originates neither from strings nor pipes.
It is not mass that is being explored here, but rather a kind of hollowness: an airiness that is not light, but permeated by an indeterminate resonance – something ancient, almost ceremonial. The album holds something far more porous and open than Malone and Bordreuil’s earlier works. The sound appears as a concave form, bending inward, like an absence of material. The sonic landscape carries its own dissolution within it as an inherent delay – as if the music exists, first and foremost, as the erosion of something one thought one heard.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek