Tre kunstnere. Et håb

Kateryna Zavoloka: »Jeg vil aldrig være en politisk eller social kunstner«

»Da Rusland invaderede i 2014 [anneksionen af Krim], tænkte jeg, at jeg måtte på en eller anden måde sige fra, og brugte de samples, jeg indsamlede til at lave et album med lydene fra revolutionen. Det var en slags svar på, hvad der foregår i mit liv. Jeg vil aldrig være en politisk eller social kunstner.«

»Vilna« fra albummet Volya er optaget under Maidam-revolutionen i 2014 og består af optagelser af brændende politibiler, metallyde fra gadekampe og ekploderende granater og molotovcocktails. »Volya« betyder frihed.

Interview: 2. marts 2022, kl. 17:00. Kateryna Zavoloka er født i 1981 i Kiev. Hun er komponist, performer og eksperimenterende elektronisk musiker såvel som grafisk designer. I 2008 modtog hun et stipendium fra det polske kulturministerium og har ligeledes studeret elektroakustisk komposition på musikakademiet i Kraków. 

»Da de begyndte at bombe Kyiv, var det præcis den dag, jeg ville færdiggøre mit nye album, så nu kan jeg ikke gøre noget. Alt, hvad du gjorde før med dit liv, det ændrede sig bare.«

Flygtede I fra Ukraine?

»Vi ankom til Berlin to dage før beskydningen, så vi flygtede ikke fra krigen. Vi kom bare tilbage, og to dage senere fandt vi ud af, at Kyiv var blevet bombet.« 

Så du vidste ikke, at krigen skulle til at starte, da du rejste? 

»Selvfølgelig vidste vi, at det kunne ske på et tidspunkt. Det havde været i nyhederne i tre måneder, men vi tog derover, fordi jeg skulle spille koncert, og så tog vi hjem igen. Du kan forestille dig, at det var meget svært for os at blive her de første dage. Vi ville straks tilbage, fordi vi ikke ved, hvad der vil ske.«

»Vzir« fra Zavolokas syvende album ORNAMENT er et let og minimalistisk elektronisk track, der ligesom resten af albummet er en kompleks algoritme.

»Syngoia« fra albummet af samme navn er et rytmisk og lyst nummer, der bæres af elektroniske trommer, synthesizers og krystallinske klangflader.

»Uanset hvor du flytter hen, vil du altid bære mest præg af det sted, hvor du er født. Jeg er født i Lviv»

Katarina Gryvul: »Jeg føler mig skyldig, fordi jeg er i sikkerhed«

»Jeg føler mig skyldig, fordi jeg er i sikkerhed, og nogen dør under beskydning i øjeblikket. Og det skærer bare i mit hjerte. Og logisk nok begynder du at falde til ro, men du vil gerne komme tilbage, og hvordan vil du hjælpe der? Du er mere nyttig her, men skyldfølelsen er så dyb og smertefuld, at den ikke forsvinder.«

I sit arbejde fokuserer hun på brudfladerne mellem det fysiske og det virtuelle, det digitale og det analoge.

»WISŁA soundwalk« er en kontemporær klassisk binaural produktion med elektroniske lydflader og optagelser af Wisła-floden. Stykket er en del af projektet RIVERSSSOUNDS. 

»How to? (personal approach) for tenor saxophone and electronics« er et improvisatorisk soundscape, hvor der eksperimenteres indenfor det elektroakustiske.

»Dalam for analog tape« er minimalistisk noise, der tenderer en analog pendant til Autecre.

Interview: 4. marts 2022 kl 23:17. Katarina Gryvul er født i 1993 i Lviv. Hun er uddannet komponist, lydkunstner, producer og violinist og spillet på en række festivaler som Vox Electronica, Solaris og KMCD. I 2018 modtog hun et stipendium fra Polens Kulturministerium, studerede elektronisk og elektroakustisk komposition på Musikakademiet i Kraków, og i 2019 modtog hun et stipendium fra Ukraines præsident til unge forfattere og kunstnere.

»Det forekommer mig, at det er lige meget, hvor du bor, for uanset hvor du flytter hen, vil du altid bære mest præg af det sted, hvor du er født. Jeg er født i Lviv, der ligger i det vestlige Ukraine. Byen minder meget om Graz, hvor jeg er nu.«

Boris Filanovsky: »Ikke muligt at træde på scenen – hverken etisk eller fysisk«

I forbindelse med interviewet var der stor usikkerhed om, hvorvidt han kunne forlade Moskva, hvor han netop havde aflyst en stor premiere på grund af invasionen af Ukraine. 

»Det er en 45-minutters komposition for middelalderlige instrumenter (og stemmer) baseret på fragmenter af teksten i den jødiske afhandling 'Sefer Yetzirah', angiveligt fra det 3.-6. århundrede e.Kr., som fortæller om verdens skabelse ved hjælp af 22 bogstaver fra det hebraiske alfabet. Det er anden gang, at denne premiere er blevet aflyst: I marts 2020 fandt den ikke sted på grund af pandemien og lockdown. Nu har jeg selv aflyst. Det er ikke muligt for mig at øve og træde på scenen i sådan en situation – hverken etisk eller fysisk.« 

»Infinite Superposition #1 (iteration 1), live« er en minimalistisk og atonal liveoptræden med klaver og violin. Optaget på Moscow Philharmonia, udført af Roman Mints og Mikhail Dubov

»Cento I« fra albummet: Boris Filanovsky – play.list. Kontemporært klassisk musikstykke, der svævende og dissonant kombinerer operasang, violiner og klaver. 

»Psalm«: Samtidig klassisk salme i mol udført af mezzosopranen Anastasia Bondareva og pianisten Olga Vorobyevar.

Interview: 28. februar, kl. 18:36. Boris Filanovsky blev født i 1968 i Leningrad. Færdiguddannet i 1995 fra Rimski-Korsakov Statskonservatoriet. I 2003 modtog han 24th Irino Prize for Chamber Music (Tokyo). I 2005 nomineret til sidste runde af Third Competition Music of 21 Century (Seoul), i 2006 artist-in-residence i Djerassi (Californien), 2010 nomineret til sidste runde af YouTube Russia Composition Competition (Moskva), 2013/14 – artist-in-residence ved Berliner Künstlerprogramm. For ti år siden flyttede han sammen med sin familie til Berlin.

Da vi skrev sammen tidligere i dag, var du på vej til Berlin. Hvilke tanker gik gennem dit hoved i disse timer?

»Fire timer før min flyafgang lukkede Europa luftrummet for russiske fly, så jeg kommer nu ud af Rusland med landtransport. Spørgsmålet 'hvad gik gennem mit hoved' er ikke helt korrekt. Det gik ikke gennem sindet, men gennem hele kroppen: Mit land er en forbandet aggressor, det angreb Ukraine, ligesom Nazityskland. Det er lamslående. Alt blev pludselig småt og meningsløst. Når sindet genvinder evnen til at tænke, er den første tanke: Hvilken velsignelse, at mine børn og jeg forlod dette land for 10 år siden og fik et andet statsborgerskab; hvilken velsignelse, at vi allerede dengang forstod, hvor og hvorfor vort land var på vej hen.«

Med projektiler i haven

De to ukrainske kunstnere har familier og venner i flygtningelejre, og de ved ikke, hvad der sker med deres familier og venner.

»Dråbe for dråbe begyndte verden at se, hvad der skete«

Du fortalte mig, at du ankom til Berlin, mens din familie er i Ukraine uden internet, elektricitet eller gas og med projektiler i haven?

Zavoloka: »De genoprettede elektriciteten, men ikke de andre ting, så det er lidt hårdt.«

Gryvul: »Det var tidligt om morgenen, og min mor ringede: ‘Kat, krigen er begyndt.’ Jeg vil aldrig glemme det øjeblik. På en eller anden måde var det svært at tro på den nye virkelighed, og at EU og NATO snart vil indføre sanktioner. Men det skete ikke. Den næste nat var helvedes med mange eksplosioner over hele landet. Når man har venner og familie der og ikke kan hjælpe dem, føler vi hjælpeløshed og total uretfærdighed. Jeg sendte beskeder til alle, hvor end jeg kunne, for at fortælle, at krigen var begyndt, vi blev angrebet af Rusland, og vi befandt os alene mod en af ​​de stærkeste hære i verden. Der var virkelig fortvivlelse, og følelsen af, at man ikke skal finde sig i det, men kæmpe så hårdt, man kan. Da krigen brød ud, var jeg i Polen, som sandsynligvis reagerede som de første. Mine venner, der havde biler, kørte straks til grænsen for at hjælpe med flygtningesituationen. Dråbe for dråbe begyndte verden at se, hvad der skete. Det, jeg frygtede mest, var, hvordan hele verden bare ville se folk dø.«

Vi vil bare gerne være frie

Gryvul: »Historien om Ukraine er, at vi altid har været berøvet vores frihed, men vi kæmpede. Fordi frihed er det mest værdifulde, du kan have. Og nu kæmper vi – for demokrati, fred, for alle værdier, som Europa værner om. Vi vil bare gerne være frie.«

Filanovsky: »Det russiske forsvarsministerium fører mobile krematorier til fronten for at brænde deres lig. Det er krigsforbrydere, internationale terrorister, degenererede og kannibaler. Og skyggen af denne absolutte ondskab falder på alle russere, der ikke forhindrede, ikke kunne modstå, som var bange, som forlod landet (som mig, for eksempel).«

Zavoloka: »Hele landet er virkelig er forenet mod én fjende. Det er også vigtigt for mit land at gennemleve denne tid for at overleve og forstå, hvem de er.«

Vi sover næsten ikke. Vi hjælper, hvor vi kan hjælpe

Sideløbende er de to kvinder i gang med at indsamle nødhjælp, forsøger at holde kontakt til familier trods mangel på internet, dårlige telefonforbindelser og bomber.

Zavoloka: »Vi sover næsten ikke. Vi ser hele tiden nyheder eller hjælper: indsamler donationer, protesterer, hjælper med frivilligt arbejde, hjælper flygtninge eller vores venner i Ukraine. De ønsker virkelig at forfalske alt historie og alt, så vi er nødt til at kæmpe.«

Gryvul: »Det er den niende dag af krigen, og jeg har stadig en følelse af chok. Jeg græder flere gange om dagen. Det er svært for mig selv at lave basale ting såsom at rydde op eller lave aftensmad. Når der er krig, tænker du ikke på kunst. Man tror ikke, man kan bruge sin kunst til fx at hjælpe med at samle penge ind. Især i krigens første dage.«

Mennesket har et politisk ansvar

Gryvul: »For en kunstner synes jeg, det er meget vigtigt at have en pointe og forsvare den. For du har et publikum, der lytter til dig. Og i en situation som denne, tror jeg, at tavshed gør dig til medskyldig i en forbrydelse. Det er umuligt bare at være upolitisk i denne situation.«

»Jeg ved, at vi vil bestå«

Zavoloka: »Jeg tror, at kunstnere kan være mere præcise i forhold til at formidle end mange andre. Du ved mere om din kultur og kan mere præcist fortælle om nye svar, fordi du er mere på kanten. Under Maidan-revolutionen, hvor min mand, som også er kunstner, og jeg deltog som demonstranter, spurgte vores venner os hele tiden: ‘Hvorfor spiller I ikke musik blandt demonstranterne og gør noget ved det her?’. Vi var ikke sikre på, hvad vi kunne gøre, for når man er i denne type protest og tilstand, kan man ikke tænke på andet. Efter to måneders protester begyndte vi at lave videoer og lydoptagelser. Det begyndte som en slags antropologisk interesse for at samle noget materiale, men kun for mig selv.« 

Filanovsky: »Kunst i sig selv, endsige musik, har ikke så klart et politisk potentiale. Derfor er der ingen individuelle kunstnere og musikere – der er borgere i Rusland. Mere præcist, hvilken slags kunstner du er i den nuværende situation, vil ikke være så vigtigt i forhold til, hvilken slags borger du er. Og desværre vil alle borgere i Rusland nu måske blive opfattet i verden som bevidst giftige, indtil de i det mindste tager afstand fra deres kriminelle regime.«

Zavoloka: »Hvis du har haft krig i otte år i dit land, kan du ikke bare sige ‘åh, jeg er ude af politik’. Fordi krigen kom til dig, så det er ikke muligt at stå udenfor politik. Med krigen bliver alt sort og hvidt, og samtidig bliver alt mere sandfærdigt og klart. Det er meget metafysisk. Du vågner ligesom op, og du skal beslutte, hvad du kan gøre. Jeg var ikke politisk eller noget før Maidan-revolutionen, og netop sådan en begivenhed forvandler dig som menneske. Noget slår klik indeni dig i den type transformationelle øjeblikke.«

Der er ingen kunst nu, der er krig

Zavoloka: »Vores kunstscene i almindelighed blomstrede under krigen i 2014, fordi der hele tiden var de to kontraster liv og død. To universer. Jeg har altid set det dystre i al kunst. Det inspirerer på en eller anden måde kunstnerne, det er mere intenst. Det er svært at rationalisere noget meget spirituelt esoterisk.«

Gryvul: »Krigen er meget graverende i mit sind. Den ændrede mig. Jeg tror, musikken bliver anderledes. Det er svært for mig at sige nu, hvordan det vil blive, men jeg ved, at det ikke bliver, hvad det plejede at være.«

Zavoloka: »Jeg samler videoer og billeder nu, og jeg tror, at det her helt sikkert vil afspejle det album, jeg var ved at afslutte. ​​Lige nu er det meget svært at tænke på kunst. Det handler kun om, hvordan man overlever.«

Gryvul: »For mig er der ingen kunst nu, der er krig. Og jeg ved, at vi vil bestå. Fremtiden bliver helt sikkert anderledes. Også kunst. Det vil være dybt og smertefuldt, og jeg er ikke sikker på, om folk, der ikke har været involveret i krigen, vil være i stand til fuldt ud at forstå det.«