»Who ever said that music is ‘just’ music? To me, it is anything but that: an urge to understand and explain it all. A piece of jewelry I wear every single day. A joy that can, at times, run deep. An ever-changing imprint of millions of stitches in my heart. A longing to disappear.«
Henrik Marstal is a musician, author, and music researcher. He holds a PhD in musicology, is a senior lecturer at the Rhythmic Music Conservatory, and frequently appears in the media as an expert source on music. His areas of interest include contemporary music, such as electronic music. This winter, he will release both a new album with the pop group ibens and a book about Else Marie Pade, published by the British publishing house Bloomsbury.
Verden gennem fortættet vanddamp
Antydningens kunst. Er det ikke den, der hersker her? Jeg kigger op mod himlen og ser regnvåde skyer, lukker øjnene og lytter til vindspillet på albummets åbning. Noget sætter sig i bevægelse.
Klokkerne camouflerer sig hurtigt som elektroniske lysglimt, virkeligheden i let forvrængning. Da Pontoppidan træder ind med sin luftige og nære vokal – et blidt kaudervælsk – lyder det fonetiske vemod som et farvel til verden, som vi kender den.
Vi er trådt ind i en drøm. Jeg åbner øjnene og ser lyset skubbe skyerne rundt. I den nye verden mødes jeg af besatte vokalloops og dybe toneklynger i Povl Kristians afmålte klaverspil. En ursuppe. Cirklende akkordbrydninger chanter Pontoppidans længselsfulde, diskante linjer frem.
Hun gisper efter vejret, synger på ind- og udåndinger. Det lyder som en ny verdens fødsel. Og som et blidere supplement til Marcela Lucatellis mere monstrøse, ligeledes ordløse vokalkunst. Tilbageholdt antydning.
Life in Life indeholder kimen til et verdensopbyggende værk i større format. Det er mere interessant, når albummet viser virkeligheden gennem et slør – som på afslutteren »Rise«, hvor man ligesom befinder sig i fjern nærhed af en chanteuse – end når det søger meditativ ro på »Ocean of Bliss«.
Den forunderlige udgivelse er bedst, når Pontoppidan løfter os ind i den urolige drøm. Op i de grå skyer, hvor man ser ned på en forandret verden gennem fortættet vanddamp. Deroppefra ligner alting akkurat ikke sig selv. Sikke et syn.
»For me, music is at its best when it appeals to both the head and the heart. I love music that plays with language and understands how words create images, while also possessing its own unique sonic quality and mood. It’s an added bonus if the music energizes me during a run, makes me dance in the kitchen, or makes me laugh. Or cry. Music can be like a chocolate-coated marshmallow treat with a surprise inside.«
Lone Hørslev is an author of poetry, novels, and song lyrics, as well as the TV series Den gode stemning. Together with Mads Mouritz, she forms one half of the Mouritz/Hørslev Project, and she recently wrote lyrics for the musical theatre production STOLT in collaboration with Katrine Muff. The songs can be found on the album Jeg ønsker mig.
»For us, music is... magic? Aside from the fact that we are huge fans of silence, the closing line of one of our upcoming singles perfectly captures our relationship with music:
'Music feels like magic to me / A superior art form in a marketplace / Trying to find an empty space'.
That is what it can feel like as a songwriter and performing musician. We try to hold onto an almost childlike infatuation with music, yet the art form we work in – alternative-leaning pop-rock – was created and has evolved 'in a marketplace' driven by powerful economic forces. As a romantic, that can sometimes be a bit disheartening...«
Late Runner consists of Asger Tarpgaard and Tanja Forsberg Simonsen, both formerly of the bands Superheroes and Private.