»Who ever said that music is ‘just’ music? To me, it is anything but that: an urge to understand and explain it all. A piece of jewelry I wear every single day. A joy that can, at times, run deep. An ever-changing imprint of millions of stitches in my heart. A longing to disappear.«
Henrik Marstal is a musician, author, and music researcher. He holds a PhD in musicology, is a senior lecturer at the Rhythmic Music Conservatory, and frequently appears in the media as an expert source on music. His areas of interest include contemporary music, such as electronic music. This winter, he will release both a new album with the pop group ibens and a book about Else Marie Pade, published by the British publishing house Bloomsbury.
Planeten er ikke rask
I teaterversionen af Lars von Triers sortrandede Melancholia (2011) hører vi, at planeten ikke er rask, før vi ser det. Søs Gunver Rybergs elektroniske musik starter blidt i ambient-dur (uden dog at være meditativ). Vi er jo til bryllup. Musikken er vidne. Den varsler de flossede nerver og ledsager uvejret i sindene, når Claire siger til sin søster Justine: »Jorden er ond. Du behøver ikke sørge over den.«
Rybergs kompositioner – primært fra scoret til katastrofefilmen Cutterhead samt albummet Coexistence – gør ikke stort væsen af sig; lydfladerne undviger sig melodier, gyset er ikke Wagner-ekstravagant som i Triers film, selvom fragmenter af Wagner (samt Györgi Ligeti og Eivind Aarset) også anes. Instruktør Anja Behrens lader den store trussel fra det ydre rum buldre som en hemmelig og usynlig kraft.
Undergangsfortællinger kræver undergangslyd. Triers billeder er så stærke, at de, med samme funktion som musik, lammer hjernen. Men fordi disse billeder mangler, og fordi filmens sparsomme tekst ikke egner sig vildt som traditionelt ordteater (de forskellige historier har svært ved at samle sig i Aarhus Teaters opsætning) fungerer Rybergs musik som en lydlig mise-en-scene. Lydene udtrykker hele filmen ekspressivt som en tilstand, og åbner døren til melankoliens kolde og ulogiske rum. Det mentale uvejr, måske også det planetariske, føles vel ikke sjældent netop sådan: på en gang frossent og elektrisk.
»For me, music is at its best when it appeals to both the head and the heart. I love music that plays with language and understands how words create images, while also possessing its own unique sonic quality and mood. It’s an added bonus if the music energizes me during a run, makes me dance in the kitchen, or makes me laugh. Or cry. Music can be like a chocolate-coated marshmallow treat with a surprise inside.«
Lone Hørslev is an author of poetry, novels, and song lyrics, as well as the TV series Den gode stemning. Together with Mads Mouritz, she forms one half of the Mouritz/Hørslev Project, and she recently wrote lyrics for the musical theatre production STOLT in collaboration with Katrine Muff. The songs can be found on the album Jeg ønsker mig.