in brief

03.10.2023

Nogle børn leger bedst alene

Oneohtrix Point Never: »Again«

Daniel Lopatin har bevæget sig så langt i sin karriere, at han nu har valgt at genbesøge den. Han var med til at kickstarte YouTube-generationens store fascination af at manipulere gamle reklamer på Replica. Siden udforskede han de mest kiksede synthesizerklange som stringent seriøs minimalisme på R Plus Seven, inden han legede med at overstyre start-00ernes Emo-musik (Evanescence og den slags) til en posthuman skikkelse. Efter det har han lavet filmmusik, produceret megahits og været involveret i Super Bowl-halvlegsshowet med The Weeknd. Men det er den første periode, der bliver genbesøgt på Again.

Det forstår man godt. Her insisterer Lopatin på at vise de digitale sider af sine kompositioner frem. Loopet i starten af nummeret »The Body Trail« klikker, hver gang det starter forfra. De granulære ekkoer bliver pitchet rundt som en stjernehimmel over guitarerne i »Krumville«. Det skaber en hyper kunstig atmosfære, der i sin overdrevne falskhed skaber nogle enormt rørende rum at træde ind i. Netop fordi det digitale udtryk kan kontrolleres så minutiøst, er musikken også ofte kendetegnet ved at kunne skifte rum fra det ene øjeblik til det andet.

Pressematerialet fortæller, at perioden genbesøges for at forløse et eventuelt potentiale. De helt store navne indenfor nyere eksperimenterende musik medvirker: Lee Ranaldo, Jim O’Rourke, og især Xiu Xius Jamie Stewart løfter nummeret »Locrian Midwest« med sin vokal. Men ofte tilføjer de ikke rigtig noget nyt. Dårligst er numrene med NOMAD-ensemblet. Hvad der kunne have udvidet Lopatins klangfarver ender desværre med at gøre skiftene mellem de stemningsfyldte rum gumpetunge. Tænk hvis de flot optagede strygere var blevet redigeret helt i stykker… I stedet står man med en følelse af, at Lopatin ikke turde sige nej, da han fik et – på papiret – flot tilbud om et samarbejde.

Again er en flot plade – fyldt med detaljer og stemninger, som kun findes i Lopatins Oneohtrix Point Never-univers. Potentialet er bare ikke helt forløst – vil man høre, hvordan det lyder, så lyt til hans udgivelser fra 2011-2015.

in briefrelease

27.04

Wanderwelle drukner verden i smuk apati

Wanderwelle: »Ghosts Beneath the Brine«

Wandewelle,

Ania Mauruschat

Havet som Cape Lonesome, som en kirkegård hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde: det er det soniske landskab på Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimenterende duo Wanderwelle.

Gennem otte numre, der balancerer mellem elegi og requiem, navigerer albummet i klimakrisens og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det fremkalder mytologien om havets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet sænkede de bækkener – små, skålformede metalplader brugt siden oldtidens ritualer – ned i saltvand i længere perioder. Efterhånden som metallet nedbrødes, blev lyden mørkere, mere skrøbelig og mere ustabil og frigav spøgelsesagtige overtoner.

Disse toner driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på tre og en halv meter glider som et genfærd gennem enorme, ligeglade himmelrum. Lag på lag af rumklang og lyde, der minder om klagende, klynkende dyrestemmer, ledsager numre med titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som fortidens havuhyrer, hvis ødelæggelserne fortsætter.

Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine er hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet fra sikker afstand inviterer det os til at gyse snarere end at handle. Mere spøgelsestog end alarmklokke tilbyder det katharsis i et øjeblik, der kalder på handling.

in briefrelease

26.04

Let Us Sing of Cycles

Adrianna Kubica-Cypek, ÆTLA & Barbara Agertoft: »Månen«

Dacapo, 10.04

Therese Wiwe Vilmar

The moon is a fundamental poetic motif. Its cycle pulls at both the tides and at us – within bodies and fluids alike. Composer Adrianna Kubica-Cypek and the vocal ensemble ÆTLA interpret this motif from Barbara Agertoft’s poem »Månen«. The composition is divided into »Månen« I, II, III and IV. It is a successful EP with a clear sense of purpose: the strong textual foundation establishes a distinct compositional direction without digressions, yet musically it cannot stand on its own.

The moon’s power to connect the inner and the outer emerges strongly in Agertoft’s poem: »and we stretched ourselves out, the inner in the outer all that we / bled into.« How better to convey this fundamental mood than through a vocal ensemble – individual bodies that bleed into an external, shared sound? Kubica-Cypek’s interpretation is dynamic, full of contrast and undulating, like flood and ebb. It begins with a piercing timbre of female voices, unfolding into crossing glissandi supported by deep, monotonously chanting male voices. At times, the sounds converge into harmonic chords; more often, the voices move in diverging directions in both volume and pitch, or insist on remaining in dissonance and repetition.

»Månen IV« concludes as an inversion of the sharp opening of »Månen I«, with subdued and dark sonorities that feel partially unresolved – as if the work is meant to be heard again from the beginning. In its form, the choral arrangement is cyclical, bringing out something understated in Agertoft’s poem. It demonstrates the quality of mutual interpretation: the art forms add something to one another.

playlist

26.04

Vi er Selvhenter – vil du se vores playliste?

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.

in brieflive

22.04

The Voice in My Head

MØR Collective: »Vildnis – der vokser græs ud af min hovedskal«

Teater FÅR302, 21.04-02.05

Louise Steiwer

»Is your head also filled with voices that aren’t your own?« the young man asks. The question forms the central theme of Vildnis (Wilderness], a performance by the theatre group MØR collective, and most people would probably answer yes. But whose voices are they, and where do they come from?

In the introduction, Vildnis is described as »a journey into the engine room of theatre.« Playwright Abelone Koppel has written 80 short texts, and each evening a selection is activated by two performers who do not know in advance which texts they will receive through their earpieces. In a back room, a prompter reads the texts aloud, which the actors immediately translate into movement and voice on stage. It could easily have gone wrong. It doesn’t – and much of the credit goes to the two performers, whose work makes the concept function so well.

Also present on stage is composer Mika Forsling, who, through electronic means and abundant percussion, follows the mood unfolding between the performers – but unfortunately not much more than that. I actually found it somewhat difficult to hear what was going on and, at times, forgot about it altogether, as it felt relatively insignificant. It would have been an obvious choice to use the voice itself as an instrument in a performance centered on inner voices, and it is hard to understand why this opportunity is missed.

One should not see Vildnis for the music alone, even if it becomes more prominent towards the end, when the roles are reversed and Forsling’s rhythms seem to guide the performers’ movements. Nevertheless, Vildnis emerges as a cohesive and engaging experience, despite the unpredictability of the experiment.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

playlist

19.04

My name is Maja Dyrehauge Gregersen – would you like to see my playlist?

»Music for me is the fifth dimension of life, connecting all the others.«

For the past 10 years, Maja Dyrehauge Gregersen has been at the helm of the Copenhagen Photo Festival – the largest photography festival in the Nordic region. The Copenhagen Photo Festival is an international platform with over 1000 annual applicants from all over the world – and a clearly curated level that attracts world names and has lifted the festival out of its original, more local and open form.