in brief

20.10.2023

Himmelske båndsløjfer fra ambientmusikkens superstjerne

Alice: William Basinski

Jakob Gustav Winckler. © Jakob Gustav Winckler

Der manglede næsten bare et yippie ki-yay fra William Basinski, da han indtog Copenhagen Distillery som en del af turnéen The Last Symphony. »Buckle up bitches«, lød det så action-råt, at man et øjeblik troede, det var Bruce Willis på scenen. Basinskis medrivende superstjernekarisma er den perfekte modsætning til hans smuldrende og selvoverdragende ambientmusik.

Koncerten var forfriskende langt fra det udstrakte fordybelsesrum, jeg forbinder med Basinskis indspillede værker. Hans berømte serie The Disintegration Loops (2002-2003), hvor båndsløjfernes dødelige verden krakelerer i slowmotion, var emblematisk for de bekymringer mange havde omkring årtusindeskiftet: Var uendeligheden i den fagre nye digitale verden faktisk begyndelsen på enden? Som ingen anden formår Basinski at lade spørgsmålet om teknologisk determinisme klinge åbent i sin musik: de patinerede båndoptagelser rummer intet svar, men derimod en nysgerrig tilstand, hvor gentagelse og forgængelighed stopper med at trække i tidsfornemmelsen fra hver sin side og i stedet slutter kreds.

Det var fascinerende at opleve den måde, hvorpå Basinski bearbejdede sine loops. Hver gang han satte en ny lyd i rotation, virkede det, som om det var hans første møde med den. Hurtigt opstod der et sugende felt af rumklang og feedback, som dannede en sfære for båndsløjfernes omløbsbaner. Den analoge lyd gnaskede somme tider i musikken med sine små klip og kværnende komprimering.

Afstanden mellem de ambiente terræner var kort og koncerten, der blev efterfulgt af to ekstranumre, var mere collagepræget end den ødemark, Basinski normalt maler. Særligt indtagende var landskabet, da et sekstonet motiv fortærede sig selv i rumklang og gav plads til, hvad der lød som arabisk ornamenteret sang. Transcendensen fandt Basinski i de høje frekvenser, og da han på et tidspunkt strakte en lys vokalklang ud over det grumsede båndmiljø, forsvandt grænsen mellem himmel og jord. Det var ubegribeligt smukt at høre, hvordan vokalen vågede som en strålende guddom over den profane båndoptagede verden.

in briefrelease

27.04

Wanderwelle drukner verden i smuk apati

Wanderwelle: »Ghosts Beneath the Brine«

Wandewelle,

Ania Mauruschat

Havet som Cape Lonesome, som en kirkegård hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde: det er det soniske landskab på Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimenterende duo Wanderwelle.

Gennem otte numre, der balancerer mellem elegi og requiem, navigerer albummet i klimakrisens og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det fremkalder mytologien om havets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet sænkede de bækkener – små, skålformede metalplader brugt siden oldtidens ritualer – ned i saltvand i længere perioder. Efterhånden som metallet nedbrødes, blev lyden mørkere, mere skrøbelig og mere ustabil og frigav spøgelsesagtige overtoner.

Disse toner driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på tre og en halv meter glider som et genfærd gennem enorme, ligeglade himmelrum. Lag på lag af rumklang og lyde, der minder om klagende, klynkende dyrestemmer, ledsager numre med titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som fortidens havuhyrer, hvis ødelæggelserne fortsætter.

Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine er hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet fra sikker afstand inviterer det os til at gyse snarere end at handle. Mere spøgelsestog end alarmklokke tilbyder det katharsis i et øjeblik, der kalder på handling.

in briefrelease

26.04

Let Us Sing of Cycles

Adrianna Kubica-Cypek, ÆTLA & Barbara Agertoft: »Månen«

Dacapo, 10.04

Therese Wiwe Vilmar

The moon is a fundamental poetic motif. Its cycle pulls at both the tides and at us – within bodies and fluids alike. Composer Adrianna Kubica-Cypek and the vocal ensemble ÆTLA interpret this motif from Barbara Agertoft’s poem »Månen«. The composition is divided into »Månen« I, II, III and IV. It is a successful EP with a clear sense of purpose: the strong textual foundation establishes a distinct compositional direction without digressions, yet musically it cannot stand on its own.

The moon’s power to connect the inner and the outer emerges strongly in Agertoft’s poem: »and we stretched ourselves out, the inner in the outer all that we / bled into.« How better to convey this fundamental mood than through a vocal ensemble – individual bodies that bleed into an external, shared sound? Kubica-Cypek’s interpretation is dynamic, full of contrast and undulating, like flood and ebb. It begins with a piercing timbre of female voices, unfolding into crossing glissandi supported by deep, monotonously chanting male voices. At times, the sounds converge into harmonic chords; more often, the voices move in diverging directions in both volume and pitch, or insist on remaining in dissonance and repetition.

»Månen IV« concludes as an inversion of the sharp opening of »Månen I«, with subdued and dark sonorities that feel partially unresolved – as if the work is meant to be heard again from the beginning. In its form, the choral arrangement is cyclical, bringing out something understated in Agertoft’s poem. It demonstrates the quality of mutual interpretation: the art forms add something to one another.

playlist

26.04

Vi er Selvhenter – vil du se vores playliste?

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.

in brieflive

22.04

The Voice in My Head

MØR Collective: »Vildnis – der vokser græs ud af min hovedskal«

Teater FÅR302, 21.04-02.05

Louise Steiwer

»Is your head also filled with voices that aren’t your own?« the young man asks. The question forms the central theme of Vildnis (Wilderness], a performance by the theatre group MØR collective, and most people would probably answer yes. But whose voices are they, and where do they come from?

In the introduction, Vildnis is described as »a journey into the engine room of theatre.« Playwright Abelone Koppel has written 80 short texts, and each evening a selection is activated by two performers who do not know in advance which texts they will receive through their earpieces. In a back room, a prompter reads the texts aloud, which the actors immediately translate into movement and voice on stage. It could easily have gone wrong. It doesn’t – and much of the credit goes to the two performers, whose work makes the concept function so well.

Also present on stage is composer Mika Forsling, who, through electronic means and abundant percussion, follows the mood unfolding between the performers – but unfortunately not much more than that. I actually found it somewhat difficult to hear what was going on and, at times, forgot about it altogether, as it felt relatively insignificant. It would have been an obvious choice to use the voice itself as an instrument in a performance centered on inner voices, and it is hard to understand why this opportunity is missed.

One should not see Vildnis for the music alone, even if it becomes more prominent towards the end, when the roles are reversed and Forsling’s rhythms seem to guide the performers’ movements. Nevertheless, Vildnis emerges as a cohesive and engaging experience, despite the unpredictability of the experiment.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

playlist

19.04

My name is Maja Dyrehauge Gregersen – would you like to see my playlist?

»Music for me is the fifth dimension of life, connecting all the others.«

For the past 10 years, Maja Dyrehauge Gregersen has been at the helm of the Copenhagen Photo Festival – the largest photography festival in the Nordic region. The Copenhagen Photo Festival is an international platform with over 1000 annual applicants from all over the world – and a clearly curated level that attracts world names and has lifted the festival out of its original, more local and open form.