Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.
Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?
”Den handler om musik. Simpelthen.”
Hvordan?
”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.
Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.
Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”
Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?
”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”
For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?
”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.
Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”
I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?
”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”
»For me, music is a non-figurative process that cannot be definitively categorised.«
Kristoffer Raasted graduated as a visual artist from the Media School at the Royal Danish Academy of Fine Arts in 2018 and is currently completing a PhD in practice-based and artistic research. Raasted has been an artist in residence at the Danish Institute in Rome and a visiting researcher at UdK Sound Studies in Berlin as part of his PhD.
»When I search for new music, I search for sound that evokes images in my mind. It is fuel, a gateway to emotion, and my most important writing companion. When inspiration lapses, music is the tool that always jumpstarts it.«
Iain Forbes is a Scottish/Norwegian film director based in Oslo. He has studied film directing at Nordland College of Art and Film and the Norwegian Film School. His graduation film Revisited won a Student Academy Award in 2023. He has previously directed short films such as Snowman (2015) and Semper Fi (2017). His latest short After Dark won Best International Short Film at the Oscar-qualifying Foyle Film Festival in 2024
»Music, to me, is a companion through life, a premise, an excuse, a mystery, an explanation, a point of departure. It is old ideas, overlooked treasure chests, new angles, long concerts, doubt and conviction. It is words, tones, cracked voices, different points of departure, bass in the diaphragm, falsetto in the hair, challenges, rewards, and love.«
Nikolaj Nørlund made his solo debut with Navnløs (1996), an interpretation of poems by Michael Strunge, and released Nye Optagelser (1997) the following year, his first Danish-language singer-songwriter album. He has since worked broadly across music and poetry and is behind around 20 releases, both solo and in various band constellations. Nørlund’s projects range from collaborations with Copenhagen Phil on two orchestral albums, created together with author Naja Marie Aidt. His most recent release is the single »Englenes Park (nu ikke saa dark)«, the forerunner to the album Himlen skiftet ud, due for release at the end of November. In addition to his own work, Nørlund has, through the record label Auditorium, produced and released a number of Danish artists, including Niels Skousen, Ulige Numre, Jens Unmack, I Got You On Tape, and Martin Ryum. He was previously a member of Trains And Boats And Planes and periodically works with the English-language project Rhonda Harris. Nørlund has received a Danish Music Award (2003) and a Steppeulv (2006), both as Producer of the Year, as well as the Niels Mathiassen Cultural Award (2012).
»Music and sound for me is a language, the most present and fleeting one. It’s something that passes through your heart and becomes the past in a second. Music amplifies every emotion, love, happiness, anger, sadness a thousand times over, making me feel everything more deeply and sensitively.«
Sophia Sagaradze is a sound artist, composer, and performer from Georgia, based in Denmark. She experiments with space, multichannel electronics and audio-visual installations. Sagaradze is interested in creating works that explore the boundary between external and internal experiences of space. She holds a bachelor’s degree in classical composition from Tbilisi State Conservatory and a master’s degree in electronic composition from DIEM Royal Academy of Music, Aarhus/Aalborg. In 2022, she received the Carl Nielsen and Anne Marie Carl-Nielsen Foundation’s Talent Award in Composition. Sagaradze has performed in several countries, received commissioned works for ensembles, performed live and created audio-visual installations. She is a founder and artistic director of Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), Project leader at ROSA and a lecturer at the Royal Academy of Music, Aarhus/Aalborg.
»Like all art, music is a language for emotions, dreams, and the search for meaning—but for us it is just as crucial that music is a path to community.«
Girls in Airports is a Danish instrumental band with a palette that draws in particular on jazz, electronic music, and sounds from distant horizons. Since their debut album in 2010, they have created a sonic universe in which saxophones, synths, and pulsating grooves meet in a collective and dreamlike expression. Recently, the band has focused on artistic collaborations with, among others, Teitur and Aarhus Jazz Orchestra, and they are now on their way with a new album created in collaboration with the string trio Halvcirkel.