Goodiepal udstiller for tiden på Andersen’s Contemporary. Udstillingen tager udgangspunkt i hans nye bog El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre og i dag spiller han på Blågårdens Bibliotek. Seismograf har mødt ham til et kort interview om musik, der ikke er der længere - om viden, der bare kopieres - og om hvordan kunst- og musikscenerne smelter sammen.

Du har udgivet en bog: El Camino Del Hardcore – Rejsen Til Nordens Indre. Hvad handler den om?

”Den handler om musik. Simpelthen.”

Hvordan?

”Den handler om alting - forstået på den måde, at jeg har jo skrevet alt hvad jeg ved i den bog. Så er der sikkert noget jeg ved, som jeg ikke har skrevet i bogen – og noget jeg ikke ved, som jeg også har skrevet i bogen. Den handler om hvad man kan gøre efter Radikal Computermusik – men den er jo skrevet mens jeg kørte rundt i store dele af verden på cykel, så det er også lidt en rejsebeskrivelse.

Der er skrevet utroligt meget musik ind i bogen, så man kunne godt kalde det samling nye værker. Men det, der er specielt ved de værker er, at mange af dem ikke længere er eksisterende. I bogen hører man hele tiden om værker, der af den ene eller den anden grund ikke længere findes – de er måske faldet sammen, eller forsvundet eller noget helt tredje. Det er fordi jeg mener, at de store komponister er døde. I dag er man nødt til at pakke sin musik ind på en anden måde, så derfor handler bogen også om at kryptere. Der er utrolig meget viden, der er krypteret i bogen.

Det hænger også sammen med at folk efterhånden bare citerer og citerer. Vi har Wikipedia som det bedste eksempel. Det er jo ikke svært at vide noget om kvantefysik, det kan man læse på Wikipedia – men det er svært at sige noget nyt om kvantefysik. For eksempel den der ’videnskunst’, der bliver lavet nu, den byder jo ikke på ny viden.”

Du har været væk et stykke tid og nu er du tilbage – hvorfor det?

”Jeg har altid kommet lidt tilbage - og jeg er heller ikke kommet mere tilbage end som så. Men nu har jeg jo en udstilling i Danmark på Andersen’s Contemporary. Bogen har sådan set været ude et stykke tid, men det kræver en udstilling i Danmark, før der er nogen der gider at forholde sig til, at jeg har lavet en bog. Faktisk har jeg været i Danmark ind imellem hele tiden. Jeg lå med et brækket ben i tre måneder i Danmark for et års tid siden.”

For mig at se har du i de senere år nærmet dig galleriscenen. Er det en mere interessant scene for dig end musikmiljøet?

”De hænger sammen. Det bliver sværere og sværere at skelne det ene fra det andet. Det er stadig musik det handler om. Jeg har beskæftiget med musik, der har været så højtravende, at den danske musikverden ikke gider at røre ved det. I rytmiske musikkredse har jeg nærmest været hadet – mens kunstkredsene har sagt: ”Nej, hvor spændende”. Så jeg er gået derhen hvor der har været interesse. På den måde er det jo virkelig rock’n’roll – jeg er bare taget derhen, hvor det næste gig har været. Men jeg kan da godt se på de folk der kom til udstillingsåbningen, at nu var det langt væk fra musikmiljøet. Nu var det kunstnerne og alle forfatterne – der var simpelthen ikke en komponist eller rytmisk musiker til stede. Og på den måde må jeg erkende, at mit popmusikertække er faldende.

Men der er sket en interessant udvikling over de sidste 15 år. For eksempel sidder der i dag rigtig mange på kunstakademierne, der arbejder med lyd, og i de seneste par år har der også været mange installatoriske ting på musikscenen. Så det er beskrivende for hvor det hele er ved at bevæge sig hen, og det er mere en tendens end det har noget med mig at gøre. Måske er to højttalere og konceptalbummets dage bare talte. Jeg synes langt de fleste musikere har referencer, der peger tilbage, og derfor peger på noget der i bund og grund er uopnåeligt. Og det er måske lidt svært for musikken at acceptere, at det er sådan. Men jeg er ikke den eneste, der beskæftiger sig med musik, som er røget over mod galleriscenen. Så i stedet for at tale om et personligt opgør, vil jeg hellere se det som en tendens. Der vil jo altid være en brydning de forskellige kunstarter imellem. Der er altid en ping-pong.”

I dag kl. 17 skal du så optræde på Blågårdens bibliotek – hvad kan vi forvente os af det?

”Jeg præsenterer bogen – og så spiller jeg nogle af de værker der ikke findes mere – som musik. Og så kan man vel låne bogen, nu man er på biblioteket.”

© Cecilie Frost

»Music is for me a silent but powerful weapon. It is crucial for preserving identity and culture. Throughout history, dominant powers have often tried to suppress people by wiping out their language, their traditions and their art. But in places where this failed, it was precisely the survival of art that preserved the soul and pride of the people.« 

Anastasia is a Danish indie artist with glamour in her eyes and punk in her blood. Together with her all-female band, she creates a sound universe carried by raw energy, bittersweet rock melodies and cheeky, flirtatious lyrics about love, loss and everything chaotic in between. She debuted in 2022 with a series of charity concerts in support of Ukraine and has since taken over stages across the country – from Debutfest in Copenhagen to SPOT Festival in Aarhus. All songs are written and produced by Anastasia herself and take their final form in a close and intense interaction with the band, where personal expression meets collective power.

 
 
 
in briefrelease
09.03

Everything a Snare Drum Can Do

Ryan Scott: »21th-Century Canadian Snare Drum«
© PR
© PR

Let’s be honest: when you think of composed music for solo instruments, the snare drum is probably not the first thing that comes to mind. It may be the noisiest member of the percussion family and has been setting the volume level in everything from classical music to pop for decades. That’s why I pricked up my ears when the Canadian percussionist Ryan Scott announced an entire album of works for snare drum – written by 14 different composers. A full hour and a half of music, no less. And yes, that sounds like a lot for a record that mainly consists of a single drum. But there is definitely something to discover here.

The opening, Andrew Staniland's »ANTIGRAVITYDRUM«, blends free jazz with inspired use of percussive vibraphone, while Beka Shapps’ »Skinscape IV« sends the drum strokes through ring modulation and extensive sound processing, bringing us close to musique concrète. Christina Volpini’s »only ghost« slips into horror territory with march-drum-inspired bursts and ghostly use of the snare drum’s high register, while Amy Brandon’s »Time and Effort« almost becomes a demonstration of the instrument’s technical possibilities.

Fourteen works over ninety minutes is a substantial mouthful. The snare drum’s limited tonal vocabulary means that you occasionally lose focus, even after several listens, and the contrast between drum strokes and silence is repeated a little too often. That said, Ryan Scott and the composers get just about as much out of what is essentially a glorified marching drum as one could hope for. I was both entertained and intrigued along the way. As an experiment, the idea is strong – but in the long run also a bit too insistent for me to return to often. Still, one should not underestimate the versatility of a good old-fashioned snare drum.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

 

in brieflive
09.03

Beauty in Decay

Thure Lindhardt, Ensemble Hermes, Sophie Haagen & Mikkel B. Grevsen: »Helvedesblomsterne«
© Anders Hede, Musikhuset
© Anders Hede, Musikhuset

We sat in slow decay for an evening in the vestibule of Hell. It was during an ambitious, multisensory interpretation of Charles Baudelaire’s poetry collection Les Fleurs du mal (1857) – Helvedesblomsterne (The Flowers of Evil). Director Anna Schulin-Zeuthen and composer Mikkel B. Grevsen brought together mezzo-soprano Sophie Haagen and actor Thure Lindhardt with the six string players of Ensemble Hermes, adding electronic music to the mix. This Frankenstein-like staging transported modernist poetry into 2026, where the motifs stretching between beauty and decay still – despite many scientific advances – remain a fundamental condition.

In Musikhuset Aarhus, the stage was decorated with lush and withered flowers as vanitas symbols. Lindhardt opened with a recitation that shattered the fourth wall: with both humour and intensity he addressed us directly in the audience – hypocrites and future corpses.

In contrast to the almost seamless sonic unity of Haagen’s dark voice, the string players’ sustained textures and the ghostly distortions of the electronics, Lindhardt’s reading appeared as a strange but necessary disturbance. He prowled about with a folder tucked under his arm like an awkward outsider – the poet as eternal observer.

For my part, I dutifully tried to follow the printed programme sheet, but soon gave up and instead – quite in the spirit of the work – allowed myself, hypocritically, to be intoxicated and seduced. Helvedesblomsterne succeeds as a bold and grand project. Yet the performance also balances a little too cautiously between harmonic beauty and the nineteenth-century uncanniness that in Baudelaire crawls with death all the way into the bones.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

© Diana Aud

»For me, music is both the beat that gets me through my run, sets the mood for everyday life, but not least my personal soundtrack that evokes past events and moods throughout my life.« 

Lasse Andersson is the museum director of Kunsten Museum of Modern Art and Utzon Center, as well as the chairman of the board of Krabbesholm Højskole and the Packness Foundation. Before museums took up all his time, he wrote his PhD thesis The City and the Creative Entrepreneurs, co-founded the art and technology house Platform4, and was behind both the LasseVegas office and the technology project Nulkommafem. He has also headed the Urban Design department at Aalborg University. Today, he works purposefully to develop cultural institutions as modern spaces for learning: places where people meet and connect through aesthetic experiences that move, challenge, and open new perspectives on the society we share. For Lasse Andersson, art and architecture are not just mirrors of the world – they help shape it. With that ambition, he has curated exhibitions such as Fatamorgana – Utzon møder Jorn (2016) I Arkitektens Verden – Reiulf Ramstad (2019), Pierre Huyghe – Offspring (2022), Tal R & Mamma Andersson – omkring Hill (2023) og Michael Kvium – Knudepunkt (2025).

in brieflive
07.03

Sound Crusts in Slow Motion

Abul Mogard
© Claudia Gschwend
© Claudia Gschwend

It has become common to describe a strain of ambient music as »cinematic«, thereby – perhaps unintentionally – dismissing it as mood-setting functional music rather than an art form in its own right. Yet the exploration of static sound fields and atmospheric drone structures long predates their use as a cinematic device. Within this tradition, stretching from Morton Feldman to Éliane Radigue and Phill Niblock, the Italian composer Guido Zen has, for the past fifteen years or so, inscribed himself under the pseudonym Abul Mogard. In the late 1990s he moved through London’s electronic underground with the duo Gamers In Exile and has since collaborated with, among others, the Danish composer Goodiepal.

At the concert at Alice, Mogard’s broad synth textures emerged like banks of fog. Behind a table densely packed with drum machines, mixers and patch cables – tendrils of wires curling between the machines – the black-clad Mogard stood illuminated by small clip lamps attached to the edges of his equipment. The tones were elongated, almost motionless. Time was not measured in bars but in intensity: bass resonating in the chest; a subtle adjustment of atmospheric pressure. Undramatic, yet unstoppable. The textures shifted so gradually that one often registered the changes only after they had passed. Harmonic modulations rarely felt like traditional chord changes, but rather like shadows moving across a surface.

Synth layers slid into one another with near-geological slowness, settling like accumulated sediment – gentle and colossal at once. Mogard lingered on the single tone long enough for it to begin revealing its inner life: tiny trembling vibrations, almost microscopic irregularities in the crust of sound. The sound pulsed from within, crossed by undulating patterns of interference.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek