Annonce
Tirsdag den 24. maj åbner Overgaden dørene for Lydwerks udstilling Kunst og Æter. Lydwerk har inviteret radioværter og lydkunstnere til at bytte roller i en uge. Lydkunstnerne går i æteren og radioværterne udstiller. Jeg mødtes med Jan Stricker, én af de tre bag projektet Lydwerk, til en snak om udstillingen – og om det er slut med smal lydkunst og radioeksperimenter i Møllegade, nu hvor Lydwerk går BIG som kuratorer på Overgaden.
Imens jeg tømmer mit glas iskaffe, træder Jan Stricker ind ad døren på den dejligt tomme, navnløse café på Enghave Plads. Lyset fra solen udenfor glimter i hans store guldbelagte brillestel, hans silhuet står høj og smal i døren. Og ligesom man kan læse på Lydwerks hjemmeside, at vi bør insistere på at lære at lytte mere til hverdagens situationer, ligner Jan Stricker een, som lytter til sine omgivelser.
Siden 4. februar har han, Sara Pliniuus og Lucia Odoom, som tilsammen udgør Lydwerk, sat fokus på lydkunst og alternative radioformater gennem små og overvældende velbesøgte arrangementer og koncerter i København.
Imens vi køber kaffe, slår jeg diktafonen til og efter et sidespor udi, hvor jeg har købt den og hvilke eksterne mikrofoner, der kunne være gode at erhverve i New York, hvor Jan Stricker har tilbragt den sidste måned, kommer vi ind på udstillingen i næste uge:
”Lydwerks udstilling er et forsøg på, at hive nogle radiofolk ind, der så kan få plads til at lave nogle lidt mere rodede ting,” fortæller Jan Stricker, da jeg spørger til, hvad formålet er. For Lydwerk er det et kriterium, at udstillingen skal give plads til unge uprøvede kræfter, der ikke nødvendigvis har udstillet før, så det ikke kun er etablerede DR-folk og internationale kunstnere, der bliver udstillet. Det er vigtigt, der bliver gjort plads til eksperimenter og alternative formater:
”Næsten alle, der laver noget med radio, er ude på DR, og der er meget faste formater, ingen penge og ikke særligt meget tid. Den alternative radio har ikke særlige gode vilkår. Der er Third Ear, men de arbejder også ret stramt formmæssigt. Så den lidt mere rodede radio, som findes i Berlin og i London findes ikke rigtig i København.” fortæller Jan Stricker.
Det er ikke kun radioen, der skal have nye vilkår, mener Lydwerk. Lydkunsten er en ligeså vigtig del af den auditive kultur. Med udstillingen er det tanken at skabe et forum, hvor lydkunsten kan komme frem i æteren og møde radiofolket, som Jan Stricker forklarer:
”Der er ikke så mange gallerier, der har fokus på lydkunst. Så grunden til, at vi vil bringe dem sammen med radiofolkene er, at man måske kunne få et miljø, hvor lydkunstnere og radiofolk havde lidt mere kontakt til hinanden, så lydkunstnerne også kunne komme i radioen. Det er lidt ærgerligt, at lydkunsten ender med at blive ligesom billedkunsten. Den er afhængig af et galleri og kunststøtten, der gør, man kun kan se den eet sted,” fortæller han og fortsætter:
”Til udstillingen inviterede vi nogle radiofolk og nogle lydkunstnere med den udfordring, at de blev parret med en anden, som de ikke vidste hvem var. Så skulle de sparre med hinanden, og det skulle udmunde i, at radiofolkene laver en installation, mens lydkunstnerne går i æteren på Universitetsradioen hver aften i løbet af ugen. På den måde er begge parter blevet tvunget til at arbejde med rummet på en anden måde, end de er vant til.”
Søndagene i Møllegade gav selvtillid
Søndagsarrangementerne i Møllegades Boghandel har fra premieren i starten af februar i år været så velbesøgte, at ruderne duggede til. Det gav Lydwerk en oplevelse af, at der var en interesse både for radio og lydkunst, og at man sagtens kunne lave noget mere og større:
”Det er klart, at hvis der var kommet meget få mennesker i Møllegade, så havde vi ikke lavet en udstilling på Overgaden. Okay, havde vi tænkt; vi er ikke fede nok til at lave en udstilling. Der er tit et fællesskab mellem lydkunst og moderne kompositions- eller klassisk musik, og det tror jeg, folk går sådan lidt i stå på nogen gange. Så fx hvis lydkunst kan være sådan lidt mere Do It Yourself-agtigt, ikke så opstyltet, så tror jeg, der er et publikum til det.
Jan Stricker holder en lille pause, før han tænksomt taler videre:
”Med den store udstilling har vi ikke tænkt, at nu går vi BIG.” Han vifter med armene og smiler: ”Overgaden er et godt sted, og at de havde tid og godt gad at have os måtte betyde, at de synes, det var godt nok. De er jo ret dygtige.”
”Ingen masterplan”
Jan Stricker nikker forstående, da jeg spørger om Lydwerk med denne udstilling er ved at bevæge sig væk fra de nicheprægede uafhængige arrangementer og videre mod en mere institutionel udstillingspraksis:
”Nu laver vi det her. Der er ingen masterplan. Men jeg tror ikke, man skal se det som en bevægelse på vej et andet sted hen, egentlig. Det er nok mere tilfældighed, end det er gennemtænkt. Jeg forestiller mig, at vi går tilbage til at lave små arrangementer eller prøver at få et arkiv over auditive råmaterialer op at stå. Men vi ved sgu ikke, hvad der kommer til at ske. Men du har ret i, at lige nu er vi en del af kunstinstitutionen.”
Det har altid været lystbetonet og afhængig af de muligheder, der lige bød sig, når Lydwerk planlægger nye ting. Med tiden bliver de nok klogere på, hvad Lydwerk kan blive til, som Jan Stricker beskriver det. En af de vigtigste drivkræfter er dog at give den dominerende visuelle kultur modspil. Det er som regel nemt ved at tale om fotografiet og alt det visuelle, hvorimod sproget for lytningen er langt mere fattigt. Hvordan kan man beskrive sin lytteoplevelse efter udstillingen på Overgaden for eksempel?
”Det kunne være spændende, hvis alle kunne lave lyd. Alle kan jo tage billeder og vise til hinanden, ” siger Jan Stricker optimistisk og forklarer:
”Hvis man udviklede et sprog og en kultur for at lytte til ting, så ville man blive meget bedre til at forstå, hvad der sker i lydlandskabet. Lyde er ligeså vigtige.”
Et mere modent publikum
- Er I ved at modne et publikum, der skal komme til at forstå, at den auditive kultur er ligeså vigtig som den visuelle, og som kan skabe de alternative radioformater og lyttemåder, I drømmer om? Lige nu inviterer I jo som sådan ikke folk til at deltage selv, men mest til at få en oplevelse med hjem. Sker der en form for dannelse af publikum ved at åbne feltet ligeså stille?
”Det synes jeg er meget fint formuleret. Vi havde ikke nogen forestilling om, at vi kunne hamre en alternativ radiokanal op med det samme. Så vi tænkte, lad os lave nogle arrangementer. Starte med at lave lidt - og så se. Vi tænker ikke, at publikum ikke er modent. Men det kan være svært at få folk til at lave noget. At forvente det. Alle har så travlt.”
- I er jo nået ud til utroligt mange mennesker. Har I ramt et mellemrum, som folk gik og ventede på, at nogen ville fylde ud?
”Ja, det tror jeg. Men jeg tror, det har noget at gøre med, at vi har et stort netværk. Der er ingen af tingene, der er så defineret. Vi har jo egentlig bare lavet nogle foredrag og en koncert og nogle små arrangementer. På mange måde roder det bare.”
- Selvom det skal være eksperimenterende, er det ikke alle, der er inviteret til at deltage. Er det en form for kvalitetssikring, der er opstået, fordi Lydwerk er startet langsomt og smagsbetonet op?
”Vi har kun inviteret de folk, som vi synes var dygtige, og som lavede noget, vi godt kunne lide. Vi har tænkt, at vi ville invitere flere folk ind, men samtidig tænkt, at måske vi lige skulle se det an først.”
- Føler I nu et ansvar for, at det auditive kulturlandskab i Danmark bliver ved med at udvikle sig?
”Vi føler et ansvar i forhold til at arbejde videre og måske tænke det mere igennem, end vi har gjort tidligere. Der er et mulighedsfelt her. På den måde er det et ansvar.”
Eksperimentet er ikke en garanti
Til sidst i interviewet vender vi tilbage til udstillingen. Lydwerks vision er, at de selv og deltagerne lærer af eksperimentet på Overgaden. Igen handler det om at finde ud af, hvad det kan blive til. Konceptuelt ser det godt ud med både lydkunstnere og radiofolk, men de er alle sammen ret uprøvede og befinder sig i en anden rolle, end de er vant til. Som Jan Stricker lige har skrevet i kuratorteksten, så er der ingen garanti for noget, udstillingen er et eksperiment frem for alt:
”Det er ikke de perfekte værker, der er i fokus, det er eksperimentet: Hvad kan vi lære? Kan radiofolk lave udstillinger? Kan lydkunstnere lave radio? Og det tror jeg også, at Overgaden er indforstået med, ellers havde de jo bare hyret nogen til at lave nogle helt perfekte installationer. Det må man også tage med, synes jeg. Mange af folkene har ikke udstillet før, så jeg håber, de kan bære det. Det er jo et fint sted. De er sgu så søde derude.”