Fra skulpturen til lyden gennem materialet
Annonce
Den danske lydkunstduo Vinyl-Terror & Horror er efterhånden kendte ansigter i de hjemlige kunstinstitutioner, hvor de flere gange har udstillet deres særegne gyserunivers med hjemmebyggede pladespillere og molestrerede LP'er. Deres praksis er mangeartet og spænder over lydinstallationer, skulpturer, pladeudgivelser og deciderede koncerter. Men igennem deres samlede værk løber en rød tråd, der har at gøre med deres baggrund som billedhuggere. For som lydkunstnere bearbejder og formgiver de deres auditive materiale, som var det metal eller sten.
Bag det uhyggelig navn gemmer sig Camilla Tygstrup Sørensen og Greta Dahl Christensen, som Seismograf/DMT mødte i deres værksted i Berlinerbydelen Wedding. Her har de boet og arbejdet, siden de i 2008 blev færdige på Kunstakademiet i København.
I værkstedet flyder det med gamle pladespillere og stumper af metal og træ. Det er svært at afgøre, om det er et snedkeri eller baglokalet til en småskør radio/tv-reparatør. Dele af den lydskulptur, som de i marts måned havde med på Den Fries forårudstilling, står midt på gulvet. Ud af bagsiden vælter forskellige kabler som slatne indvolde. Her spiller musikken ikke længere. Faktisk er der helt stille. Der er langt fra dette værksted til de højteknologiske studier, som mange andre lydkunstnere arbejder i. Der er ikke engang en computer. Her slibes, hamres og svejses, når VT&H arbejder med de installationer eller hjemmebyggede instrumenter, som de efterhånden har turneret i hele Danmark og Europa med.
Vinyl
Ingen af dem havde på forhånd arbejdet med lyd, og i udgangspunktet søgte de ikke imod lydkunsten, forklarer Greta: "Det startede egentlig med, at vi gerne ville samarbejde, men at vi ikke kunne blive enige om, hvad vi skulle arbejde med. Så lavede vi de her lister med ting, vi hver især gerne ville, og stueorgel var det, der gik igen på begge lister. Så købte vi et orgel, og kort tid derefter spillede vi vores første koncert. Det var den måde, vi begyndte at arbejde med lyd på."
Det startede egentlig med, at vi gerne ville samarbejde, men at vi ikke kunne blive enige om, hvad vi skulle arbejde med. Så lavede vi de her lister med ting, vi hver især gerne ville, og stueorgel var det, der gik igen på begge lister. Så købte vi et orgel, og kort tid derefter spillede vi vores første koncert. Det var den måde, vi begyndte at arbejde med lyd på.
I efterrationaliseringens klare lys kan man spore kimen til den bevægelse, der karakteriserer VT&Hs generelle praksis. Netop at de forsøger at forene det skulpturelle med noget tidsligt – den tidslighed som lyd eller musik besidder. Camilla fremhæver også, at det ikke var nogen tilfældighed, at de dengang rettede deres opmærksomhed imod orgelet: "Jeg synes i hvert fald, at det gav mening for os at arbejde videre med lyd på det tidspunkt. Vi erfarede, at med skulpturer eller installationer uden tid, så var der ikke så stor tålmodighed omkring værket. Men med en fornemmelse af et tidsforløb og en udvikling var der en stærkere kommunikation. Egentlig ville vi gerne finde frem til en situation, hvori der overhovedet kan kommunikeres noget. Derfor gav det mening for os at opholde os ved lyden og den tidslighed, der er i koncertformen."
Senere var det LP'en og pladespilleren, der blev det altoverskyggende materiale i Greta og Camillas kunstneriske praksis. Skulptørerne, der kommer til lyden igennem materialet. Sådan kan man fortolke det.
"Vinylpladen er jo enormt meget materiale i forhold til andre lydmedier. Man kunne jo tage noget, der eksisterede allerede, og så ændre på det. Det er et meget klassisk skulpturelt greb. F.eks. kan pladespilleren bygges om på mange forskellige måder. Det er forholdsvis simpelt, og det kunne vi finde ud af at gøre, uden at have et specifikt kendskab til elektronik på forhånd", fortæller Camilla.
Også pladen som et konkret objekt kan omarbejdes. Coveret kan man arbejde grafisk med, og en plade kan man rent lydmæssigt ændre ved f.eks. at skære i den, og klistre den sammen på en anden måde: "Måske fordi vi har en skulpturel baggrund, var vinylen meget oplagt at gå ind og arbejde med for os. Fordi den netop er så konkret eller så materialebaseret. Siden har den forfulgt os", forklarer Greta.
Det er den på måde, VT&H er interessant for lydkunsten. At de arbejder med musik og lyd som materiale. Hvor de to elementer aldrig rigtig slipper hinanden. Men vinylpladerne repræsenterer også for VT&H et katalog af udtryk, som de kan gøre brug af og give form til. En mulighed for at overskride genrer. Faktisk at indoptage alle genrer, som Camilla udtrykker det: "Med orgelet mødte vi meget hurtigt en masse begrænsninger i forhold til, hvad vi var i stand til at udtrykke. Vi havde ikke spillet musik i mange år, så vi var i hvert fald ikke i stand til at udtrykke hvad som helst. Men med vinylplader har vi hele musikhistorien til rådighed. Hele det kæmpe bibliotek af forskellige udtryk kan vi tage, bearbejde og give et nyt udtryk, hvor vi ikke er begrænset af vores instrumentale kunnen."
Greta demonstrerer, hvordan hendes cut-up plader kan blive til. Foto: Kasper Vang Nielsen
Terror
Imens de fleste mennesker normalt forsøger at placere deres pladespillers nål på LP'en med en kirurgisk præcision for ikke at lave ridser, er VT&H meget mindre respektløse. I værkstedet i Berlin ridser Greta med et elektrisk værktøj mønstre i en vinylplade, så lydsiden til sidst er ukendelig. Hun kradser simpelthen LP'ens riller af i et mønster af små firkanter. Det er meningen, at nålen så skal bevæge sig hen over den defekte plade, og skiftevis opfange brudstykker af de oprindelige riller med musik og delvist bare ren støj. Vinylterror.
En sådan plade, forklarer Greta, anvender hun formodentlig i deres liveshow: "Men jeg vil typisk anvende den ret kort, fordi den larmer meget. Det bliver ensformigt med den type af cut-up plader, hvis vi bruger dem hele tiden. Vi kan godt lide, at lydbilledet er komplekst, og der konstant er noget, som forandrer sig."
De plader, som lægges på deres pladespillere, synes også at forandre sig. Det er som om den sorte vinylplades glatte anonymitet får en identitet igennem den terroriseringsproces, som Greta og Camilla udsætter dem for. Én LP er skåret op som en spiral, så nålen i en evig proces løber en tur i rillen opad til den falder ud over kanten og begynder fra ny. En anden plade har fået en single LP, en såkaldt 7 tommers plade, støbt ind i sig, så nålen skizofrent afspiller skiftevis fra den ene så den anden plade. Det er små skulpturelle værker, der åbenbarer, at VT&H har opdaget en stærk forbindelse mellem lyden og materialet. Som om de insisterer på, at lyden kan formgives via sine fysiske medier.
Når VT&H spiller live, er det ikke kun lydbilledet, som er komplekst. De pladespillere, som Greta og Camilla anvender, ser i hvert fald avancerede ud. Men det er ikke så meget terror, som det er horror. Pladespillere med mange arme eller løsthængende pickupper. En slags HiFi-mutanter, der minder én om 1950’ernes gyserfilm.
Det er disse ombyggede pladespillere, som liveshowet er baseret på, for de anvender hverken computere eller effekter. Det er rent analogt, hvilket også betyder, at de langt hen ad vejen improviserer, når de spiller koncerter. Det giver en anden proces, end arbejdet med et værk til en udstilling: "Vi konstruerer hver især vores egne plader alt efter de idéer, vi har. Det kan jeg ret godt lide ved den proces ... faktisk. Vi har hvert vores set-up, så laver vi hver vores plader, og først derefter mødes vi og taler om, hvordan det skal hænge sammen", forklarer Greta.
På scenen står de to piger hver for sig og ser meget opslugte ud. De ved, hvad der skal ske, og de kaster ikke mange blikke på hinanden. Det er et indforstået sprog, de taler, når de fodrer deres pladespillere med den ene LP efter den anden. Når Greta stabler 5 eller 6 vinyler, og lader sine mangearmede pladespiller give dem liv. Eller Camilla lægger små stykker af en ituslået vinylplade oven på den LP, som i forvejen roterer på afspilleren. Der er bestemt noget at se på, når musikken spiller. Og det visuelle spiller en stor rolle, når VT&H optræder live.
Vinyl -Terror & -Horror fra en koncert på Norberg Festival 2011. Foto: Mathias Rikardsson
& horror
Greta og Camilla roder i Berlins mange genbrugsforretninger og loppemarkeder efter LP'er, som de kan maltraktere i deres vinyle rædselskabinet. Det kan være plader med en særlig grafik eller plader med sære lyde. En ting er de dog altid på jagt efter - soundtracks eller plader med lydeffekter. Har man lyttet til en af deres koncerter eller deres pladeudgivelser, så har man uundgåeligt hørt det: Lyde af fodtrin, raslende nøgler og biler, der starter. De ligger i det knitrende og støjende lydbillede, som en sløret og hakkende film.
"Vi tænker faktisk meget filmisk, når vi komponerer", siger Greta, og referer til Moviethemes, den udgivelse de i 2010 lavede til den Den Danske Radeerforening: "I starten hører man lyden af en hånd, der banker på en dør. Åh åhh, tænker man, og så bliver døren langsomt og knirkende åbnet. Det kan være sådant et abstrakt gyserscenarie, som vi komponerer op omkring, hvor vi bruger en masse konkrete lyde taget fra de her plader med lydeffekter."
På soundeffects plader ligger lydene tit også kategoriseret til brug for smalfilmsamatører, sådan at det passer til en bestemt type af filmforløb. Når VT&H bruger de plader, får deres lydbillede sjovt nok også et forløb, der minder om små, korte film. I andre tilfælde ligger lydeffekterne tematisk sorteret – dyrelyde, uvejr og forskellige fodtrin ligger hver for sig – men også her, forklarer Greta, er det muligt at lytte efter en fortælling: "Så kan man afspille effekterne og insistere på, at der er et slags narrativ. Det kan godt være, at der først er trin på hårdt beton og så på græs osv. osv., men i det her abstrakte lydunivers, vi tilføjer, bliver det et absurd, tidsligt forløb, der eksempelvis passer godt til installationer. Det er helt konkrete handlinger, man kan stå og lytte efter."
Når vi spiller live, kan vi godt blive enige om, at vi virkelig skal have et rigtig mørkt og dystert udtryk. Men i kraft af, at det jo bliver afspillet på alle de her helt konkrete ting, som vores udstyr består af, så bliver det en lidt faldefærdig horror. Det gyseragtige og humoren løber sammen.
Den installation Greta og Camilla i 2011 lavede til Brandts Klædefabrik i Odense, Worst case scenarios, drives frem på den måde: Det banker på døren, døren åbner sig, et fly styrter mod jorden, folk løber ned over en trappe, en telefon ringer, en febrilsk stemme: 'Who is this? Who is this?' Der er ikke rigtig nogen forklaring. Det er bare en stemning, der kan være lidt uhyggelig, fordi man hele tiden kan forestille sig, hvad der vil ske. Som en uendelig gennemspilning af den scene i gyserfilm, der ligger lige før det skrækkelige indtræder.
Deres lydværker er, som navnet også antyder, meget horroragtige. Det er et udtryk, de tager på sig. Men der er også en komik til stede i det udtryk: "Når vi spiller live, kan vi godt blive enige om, at vi virkelig skal have et rigtig mørkt og dystert udtryk. Men i kraft af, at det jo bliver afspillet på alle de her helt konkrete ting, som vores udstyr består af, så bliver det en lidt faldefærdig horror. Det gyseragtige og humoren løber sammen", mener Greta.
Camilla er enig i den karakteristik. Hun opfatter det som et sammenstød mellem to lag: "Det konkrete materiale i det udstyr, som skaber lyde – f.eks. en højtaler, som er banket sammen af forskelligt, gammelt materiale, der står og klaprer lidt – det virker utrolig hjælpeløst. Hvorimod det lag af lyd, vi skaber rundt om, det har den her gyserfilmsagtige stemning og det store drama ... Her mødes objekternes bizarre virkelighed med den fiktion, som lydeffekterne bringer med..."
De lydløse værker
Selvom VT&H oftest kategoriseres som lydkunstnere i en dansk kontekst, arbejder de også med skulpturen uden tilhørende lydbillede. På Gl. Holtegaard kan man indtil oktober se værket med den lange titel Großer springbrunnen mit Fontäne..-Cheers!- for the last time, som er et værk, hvor lyden er trådt i baggrunden.
Værket består af en personbil, der er parkeret oppe i et springvand, hvor vandet pjasker op på forruden af bilen, imens vinduesviskerne kører løs. Her er der en historie, der består af nogle sammenstillede objekter, og så er der den naturlige lyd af et springvand: "Det er en måde at arbejde med lyd på, som vi ikke har gjort så meget før. Selvom idéen måske alligevel er startet med de her effektplader, som vi interesserer os for. Altså med forskellige lyde af vand. Det er på en måde det, som vi har prøvet at genskabe skulpturelt i værket til Gl. Holtegaard", fortæller Greta.
Indtil sidste øjeblik havde de dog overvejelser om, hvorvidt der skulle tilføjes noget lyd, forklarer hun: "Vi kunne jo spille noget musik inde i bilen på radioen eller noget lignende. Men så tænkte vi, at det var godt, som det var. At værket var færdigt."
Selvom nogle af deres værker i sidste ende ikke bliver til lydværker, har lyden måske alligevel været en del af processen. Som Greta siger: "Lyden er et super-vigtigt element i vores praksis, og oftest er det udgangspunktet for vores arbejde. Også selvom det ikke er repræsenteret i det færdige værk. Jeg synes ikke rigtig, man kan skille lyd og skulptur ad, fordi begge altid er en del af vores proces."
Som om lyden også kan lede dem til materialet, og at den forbindelse er åbenlys for dem. De føler sig ikke begrænset af mærkatet 'lydkunstnere', selvom de på den danske kunstscene er endt i den kategori: "Det er ikke noget, vi har indflydelse på. På samme måde er det heller ikke noget, der har indflydelse på vores proces. Nogle gange tager vi udgangspunkt i lyden, mens vi andre gange tager udgangspunkt i materialerne eller i rummet eller i situationen", siger Greta
Inde i hjørnet af værkstedet i Berlin ligger nogle adskilte dele af en gammel trætrappe, som Greta og Camilla har hentet fra en villa i Potsdam 30 km fra Berlin. Trappens afskallede lak vidner om et langt liv, og man kan næsten forestille sig lyden af de mange trin, som mennesker i tidens løb har taget på trappen. Nu ligger den på gulvet i værkstedet, og det er hensigten, at trappen skal bruges i den permanente installation, som de er blevet bedt om at lave i en trappeopgang til Københavns Universitet, når det musikvidenskabelige institut i foråret flytter fra Nyboder i det centrale København og ud til Amager.
Processen i forbindelse med denne opgave vidner om, hvordan lyden undervejs langsomt kan forsvinde fra deres projekter. Hvordan fokus skifter fra lyden til skulpturen: "Vi har faktisk valgt ikke at tilføje noget lyd for i stedet at arbejde med akustikken i trappeopgangen og følelsen af at bevæge sig op igennem den", siger Camilla.
I et afsnit af trappeopgangen vil de lægge den gamle trætrappe udenpå den oprindelige trappe. Der vil således være et mellemrum imellem disse, så man rent akustisk oplever en forandring ved at komme fra betontrappen over på et træunderlag, der så at sige resonerer i hulrummet under. Det bliver en slags anvendt skulptur, hvor der ikke er tilføjet noget lyd, men hvor lyden opstår som en konsekvens af den almindelige brug af trappen. Igen leder dette værk tankerne tilbage til lydeffektpladernes fodtrin på forskellige underlag. Her bliver skulpturen selv til en lydeffekt.
Måske cementerer udsmykningerne af det musikvidenskabelige institut, som VH&T sammen med bl.a. Jacob Kirkegaard bidrager til, den øgede opmærksomhed på lydkunst, som vi oplever i disse år. Nu byder den akademiske verden officielt lydkunsten ind i de hellige haller. Også selvom nogle af værkerne vægrer sig imod lyden.
VT&H udvider deres repertoire. De har travlt, for interessen for deres kunst vokser. I løbet af de næste måneder skal de i Stockholm optræde på Nordic Music Days og derefter opføre et værk i Audiorama, som de skal gennemarbejde i de legendariske EMS studier. I København kan vi indtil videre glæde os til, hvad Greta og Camilla tager med fra Berlin til LAK festivalen her anden weekend i september.