Ren skizofoni på Gl. Holtegaard

Vinyl -terror & -horror aka Camilla Sørensen og Greta Christensen har smadret en lang række uskyldige vinyler igen. Sønderrevne sorte skiver ligger på smadrede og velfungerende pladespillere, og lyden fra dem fører publikum igennem Gl. Holtegaards første fem udstillingsrum. Lige i Øjet er komposition i fire dele, installeret i fire rum. Hertil findes en epilog, som udgør et mindre rum med ledningernes ophav og en sikkerhedsmæssigt velplaceret elektronisk vifte, der holder det styrende computeranlæg kølet ned under titlen To be continued.

Med bekymrende skridt
Værket er tidsbaseret, dvs. at en ’sats’ starter i ét rum og fører publikum videre gennem rummene til de næste ’satser’. Det hele starter i et rum med et installeret stort parketgulv, der svæver cirka 1 meter over gulvet, og under sig bærer en højttaler, der kører på en skinne og bringer lyden af en kvindes højhælede sko hen fysisk under gulvet – lydligt hen over gulvet. Temaet for udstillingen er slået an: Lydeffekter, der som insisterende fragmenter erobrer ørerne og fantasien, søndervrider hjernen til at tro på dæmoner, imaginære personer, dyr, pludseligt uvejr, et utæt museumsrum. Stemninger der ikke er til stede i virkeligheden, og så alligevel findes de alle helt konkret lige her i rummet i form af lyden af noget, vi kan identificere. Kvinden er der ikke, men man kan høre, at hun går over gulvet med bekymrende skridt. Her står også en knirkende dør, der åbner og lukker, og som igangsætter forestillinger om en scary horrormovie – umiskendelig magen til den dør, som den rædselsvækkende duo udstillede på LAK festival 2012 i værket It must be my imagination.

Heldigvis et podie med biografsæder
Efter skridt på gulvet og stereotype lyde fra gyserfilm blandet med insisterende, intensiverende sinustoner, bliver publikum ledt videre til næste rum. Her, i et smalt aflangt  rum, står en række pladespillere, med pladecovers i forskellige afskygninger og sammenklip placeret overfor på væggen. Den sidste LP i rækken af farverige og belyste plader er revet op i flere dele og forsøgt sat sammen igen til en rund LP med glimmer. Smukt. På det her tidspunkt i kompositionen bliver jeg dog lidt nervøs for, om de to næste rum også kun udgøres af pladespillere, der ligner noget, jeg før har set og hørt som Vinylskulptørernes varemærke: Skrattende swuuup! fra en vildfaren pick-up, mørke toner, der skaber suspense i ørerne, en underliggende komik, mens uhyggen breder sig og mediet får sit eget liv. Men heldigvis, yes! Næste rum: Et podie med biografsæder, stjerner dekorerer væg-til-væg-tæppet og lyskæder i gulvet markerer hvert trin på rækkerne af sæder. Tag venligst plads. Udsigten til Gl. Holtegaards fint anlagte barokhave forekommer lidt komisk som baggrundstæppe til denne gennemkomponerede lydlige forestilling, vi skal høre, det er ret sejt, at der ikke er dækket af her, som i de andre rum, for det er en ret sjov kontrast. Så går det løs. Vi er i biffen, men billedet står stille eller kører kun bag øjnene. Lyden af en knasende grammofon udgør grundrytmen, og vandrer demonstrativt rundt mellem alle 8 højttalere, så biografgæsterne forstår, at der er tale om et fler-kanalsystem. Én af højttalerne sidder iblandt publikum på anden række. Så kommer der musik, nogen taler og forskellige filmklip afspilles i de forskellige højttalere, og det føles næsten som om, der er flere lærreder omkring biografsæderne. Klassisk filmmusik. Så går det hele i knasende vinyllyde, en pick-up, der aldrig finder pladerillen, menneskestemmer, der forvrænges og en pickup, der bliver fanget af en nullermand og løber løbsk, skratter og går i hak. Det bliver uhyggeligt, en stemme spilles lynhurtigt og lyder som Anders And på stoffer. Det er den rene gyser pastiche! Pladespilleren på scenen tager over med en plade, der er skåret op til en spiral, så pick-up’en tager et skridt ned for hver omdrejning. Så yndigt fuglekvidder i den perfekte optagekvalitet, perfekt til barokhaven. Nu stilhed. Men lyset er ikke blevet tændt i grammofonbiografen. En stor fugl flyver forskrækket op fra højttaleren ved døren på den måde, hvor den der i udgangspunktet har skræmt fuglen efterfølgende med garanti også selv er blevet forskrækket. Lyset bliver tændt. Sikke en omgang.

Uhyggen skylles væk
I det næste rum regner det udenfor. Lyden af vand suges op i loftet ad en gummislange fra tre forskellige beholdere, og drypper så ned på gulvet. Højttalerne på gulvet byder også ind med dryplyd. Her er det lidt svært ikke at komme til at kede sig lidt, når man lige har været i en biograf med 8 forskellige lærreder, der har æltet følelsesregistret godt igennem. Biografen synes at være den bedste del af kompositionen – og det er da heldigvis også den længste på hele 10:06 minutter. Det er svært at vide præcis, hvad dette næste vandtema rum med den ikke så uddybende titel, Raining Buckets, vil. Måske bare, at det lyder godt og rart og melankolsk med dråberne. Om ikke andet kan man finde tid til at lytte til installationen i sin helhed, og se sig tilbage gennem den sammenhængende række af udstillingsrum, hvor en pladespiller skratter eller en kvinde løber over parketgulvet og gør opmærksom på, at der godt nok er tale om en komposition, vi kan gå igennem, men at værket også er en installation i sig selv.

Foto: Jan Søndergaard

Uden sammenhæng
Delene i Lige i Øjet er ikke nødvendigvis sammenhængende, og det kan være svært at finde et narrativ, der knytter kompositionerne sammen, som der er lagt op til, men det er heller ikke nødvendigvis meningen. Praktisk set er det egentlig en smart måde at udstille flere lydinstallationer på sparsom plads: At lade dem køre én efter én og føre museumsgæsterne igennem en slags samlet installatorisk komposition. Det er tit et problem, at museerne ikke er indrettet til at udstille lydværker: Man kan give lydværkerne hver sit rum, men hvordan adskiller man deres lyd fra hinanden?

Godt irriterende
Biografen i rum nr. 3 fungerer klart som hoved-horrorværket i den samlede komposition. Med titlen Let go of my finger udfordrer værket vores opfattelse af lydeffekter, og er ret irriterende på en sjov måde, fordi man gennemgående mærker, hvordan lydene pålægger os at sanse og bygge forestillinger om lydkilderne. Lynhurtigt kan stemningen i rummet ændres fra uhyggelig til brandskæg eller billederne bag øjnene fra mørke bloddystre malerier til fuglekvidder og solskin. Lyden er svær at få til at slippe taget i én – let go of my finger! Optagelsen og højttaleren leger med dig! Det er komisk og uhyggeligt på samme tid.

Det handler også om, hvordan vi bliver snydt af lyden i biografen, når vi ser en film, hvilket jo som regel er meningen. En pointe som den franske filmmand Michel Chion har understreget ved at kalde lyd for ’added value’: Prøv at se en film uden lyd, så vil du vide, at det er lyden, der tilfører den visuelle verden liv.

Bünger den eneste, der rigtig forstår
Efter rummet To be continued går museumsturen ind til den svenske komponist og kunstner Erik Bünger, som SPOR festival præsenterede i Århus i 2013 med cellist Karolina Öhman. Det er en optagelse af dette værk, The Empire Never Ended, som Gl. Holtegaard viser en optagelse af fra Hartware MedienKunstVerein med cellist Jan-Filip Tupa. Partituret er udstillet på væggen, og er skrevet ’for any group of instruments and tape’. Værket er komponeret ud fra en optagelse af en mand, der taler i tunger. Sprogforskere har vredet deres hjerner for at identificere, hvilket sprog, manden taler, men uden held. Værket er imponerede, fordi celloen i starten spiller efter mandens tale, men jo længere vi kommer hen i værket, jo mere lyder det som om, at den tungetalende mand synger efter celloen. Det er en smuk transformation, og værket bliver bare bedre og manden mere syngende af, at man ser filmen flere gange i det mørke rum. Måske er hans sprog ren musik, og derfor virker Büngers oversættelse af mandens tale, der både er entusiastisk, fortrolig, stille og frustreret, som den eneste rigtige måde at forstå, hvad han siger.

Erik Büngers 'A Lecture on Schizophonia'. Foto: Thomas Wucherpfennig

Besat af Captain Howdy
Det næste rum bør man sætte god tid af til, og huske at lade sine eventuelle børn eller unge teens blive udenfor. Værket består af forskellige uhyggelige videoklip på et stort lærred, blandt andet en gengivelse af den stakkels 12-årige pige i William Friedkins Exorcisten (1973), der er besat af den klamme dæmon, Captain Howdy.

Videoklippene er bundet sammen af Erik Büngers speak, varer 34 minutter og kører i loop. Bünger har en særdeles behagelig speakerstemme med en svag charmerende lespen og fortæller sagligt og eksemplificerende om skizofoni. Skizofoni beskriver Bünger som skizo = splittelse og foni = lyd; dvs. adskillelsen af stemmen i mikrofonen og stemmen fra den menneskelige tilstedeværende krop, som f.eks. opstod, da vi begyndte at telefonere – ja lige siden, vi kunne begynde at optage os selv på fonografen i midten af det 19. århundrede. Skizofoni blev oprindeligt introduceret af den canadiske komponist Murray Schafer for at beskrive fremmedgørelsen, som opstår, når du hører en lyd, der er frigjort fra sin oprindelige lydkilde. Hvor Schafer har fokus på fremmedgørelsen og hjerneforvirringen, der opstår, når vi mystificeres over en lyds manglende kilde, fokuserer Bünger i dette videoværk/video-lecture på konstruktion og manipulation af virkeligheden gennem lydoptagelse.

Bünger kommer med en masse uhyggelige eksempler fra filmens verden, særligt fra Exorcisten, som er en metasimulering af, at den optagede stemme kan komme ’out of nowhere’, at den optagede stemme kan blive større end den krop, den besidder (eksempelvis da præsten forsøger at uddrive Captain Howdy). Stemmen ændrer eller overtager de kroppe den besætter.

Et eksempel Bünger drager frem er en Frank Sinatra optagelse: Sinatra er nærværende i mikrofonen, men mikrofonen er paradoksal, for den lover intimitet gennem stemmen, samtidig med, at stemmen er alle steder – hos alle dem, der hører pladen. Det samme med telefonsvareren: ”Jeg kan ikke tage telefonen lige nu” – hvem er det så der taler, når du ikke er her?

Værket er oprindeligt opført live med Bünger selv som foredragsholder. Her er det bare hans elektroniske stemme, der er tilstede, mens hans autentiske stemme laver noget andet. Der er masser af sjove eksempler i værket, og det er det hele værd fra ende til anden.

Det ren’ skizofoni
Büngers værk lægger generelt et genialt perspektiv på resten af udstillingen, og fungerer perfekt som afslutning. Det er godt tænkt af kuratoren, for det her videoværk fører hele Vinyl –terror & -horror pladesamlingen til nye højder. De mennesker, vi møder i biografens højttalere, fuglen, der skratter op, kvinden, der skriger. De var helt nærværende, og så alligevel jo bare det rene skizofoni: Snydebukke, der besætter vores ører og forestillinger om verden. En slags skuffelse, som vi hver dag byder velkommen med glæde, fordi den på en måde bare er lige i øjet.