• © PR
    11/6/2025

    Absurd skønhed i støjens teater

    Maja S. K. Ratkje, Torstein Slåen & Sigurd Ytre-Arne: »The Swamp«

    Begrebet dadaisme må bruges med varsomhed – det risikerer let at blive en kliché og trampe respektløst på sin oprindelse. Alligevel er det svært at komme udenom netop dadaismen, når man hører The Swamp, skabt af de norske eksperimentalkomponister Maja Ratkje, Thorstein Slåen og Sigurd Ytre-Arne. Albummet er et 40 minutters kaotisk spejl af samtiden, formet af nådesløs improvisation, støjdroner og Ratkjes absurde vokal.

    Musikken er rå, harsk og direkte uskøn – en konstant strøm af manipulerede reallyde, som leder tankerne hen på et foley-studie fra en horrorfilm. Klokker, metalklange, hvid støj og industrielle lyde warpes ind over hinanden, mens en synkoperet, truende rytme og en gennemgående fuzz-drone driver musikken fremad. Mest fascinerende er Ratkjes vokal, som fremstår som et mysterium: synger hun på keltisk, norsk eller blot volapyk? Det sidste virker mest sandsynligt og vækker mindelser om Kurt Schwitters’ dada-poesi, især Ursonate fra 1932. Samtidig trækker hendes vokalteknikker tråde ned i nordisk muld – mod vølvesang og vikingeviser.

    Kombinationen af kontrolleret støj og målrettet kaos løfter det meste af albummet, hvor åbningsnummeret og den komplet ustyrlige »Discomanic« bør fremhæves. Førstnævnte er det tætteste, trioen kommer på noget konventionelt; sidstnævnte grænser til rendyrket lydkunst. Kun de to langsommere numre – den syv minutter lange »Oligarchification« og »Lullaby for Trembling Hearts« trækker lidt ud. Ellers formår gruppen at holde materialet fokuseret, skarpt og ekstremt syret. Det er imponerende, hvor effektivt det hele virker, når udtrykket samtidig er så nådesløst og udfordrende.

     

     

     

     

     

  • © PR
    29/10/2025

    What Do the Mad Want With an Opera House?

    OperaHole: »screen (mad scenes)«

    Denmark is lacking opera houses, a recent call in Politiken declared. And indeed: with only a single major, rather conservative opera house, we don’t quite make our mark on the grand stage. On the other hand, we can boast a flourishing opera life on the stages outside the established institutions. And with the Copenhagen music collective OperaHole, a new player has now entered the field.

    Last week, the two singers and artistic directors Litha Ashforth and Daniel Rosenberg, both raised in the United States, presented OperaHole’s first production: a kind of surprise egg consisting of Rosenberg’s own character study recursion for two actors, the mad scene from Donizetti’s Lucia di Lammermoor, and Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King – all three performed in one continuous flow in a white commercial film studio.

    What was interesting, of course, was the juxtaposition of a short play, a classical scene, and one of the most abrasive monodramas of the last 60 years. The thematic common denominator was madness: Rosenberg, a so-called spieltenor with a wide range and comic talent, first skewered devilish variations of latte-drinking Copenhageners in his play, before coloratura soprano Ashforth slipped in wearing a white chemise soaked in blood and sang Donizetti with nimble desperation and a soft sweetness, accompanied by flute and piano.

    Finally came the monodrama with Rosenberg as the mad king, staged as a social-media workshop in which the performance was commented on in a livestream (LeaHan1997: »Not this again«!) and screenshots were pasted together into memes in real time. It was spirited – musically as well – but insular, and the work itself disappeared in the process.

    Once the collective’s youthful enthusiasm for new media has settled, OperaHole nevertheless looks like a strong contender to carry on our tradition of playful underground opera.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

  • © PR
    29/10/2025

    Hvad skal de gale med et operahus?

    OperaHole: »screen (mad scenes)«

    Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

    I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

    Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

    Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

    Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.

     

     

     

  • © Kasper Vindeløv
    28/10/2025

    Øer af lyd rejser sig af havet

    Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«

    Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

    Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

    Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

    Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

    Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek 

  • © Kasper Vindeløv
    27/10/2025

    Islands Of Sound Rising From the Sea

    Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«

    Veroníque Vaka’s ongoing project to pin some of earth’s most momentous geological processes down in notated music is proving beguiling. The latest fruit was premiered on Saturday at Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) was inspired by the formation of the island of Surtsey, which appeared 33km of Iceland’s coast on 14 November 1963 following a volcanic eruption. 

    Much of the Canadian-Icelandic composer’s work charts decline; its musical movement tracing harvested data around ecological destruction and decay. Eyland is about creation, and Vaka seemed to revel in the wonder and grandeur of it. The 15-strong Athelas Sinfonietta sounded with the sweep of a symphony orchestra under Bjarni Frímann and Jónas Ásgeir Ásgeirsson’s solo accordion like the emergent island itself, edging up from the spray with magnificent, slow force.

    Some of the other five pieces in this concert focusing on music of the North Atlantic could feel like a ritualistic preparation for Vaka’s – a testament to the composers’ focus more than their lack of weight. Around the clear long lines of Eli Tausen a Láva’s Álvan are distinctive North Atlantic sparkle and harmonic depth; Daníel Bjarnason’s Skelja is a miniature sonic romance between harp and percussion and Friðrik Margrétar-Guðmundsson's Fikta a smudged chorale, played with shamanistic intensity by Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottir’s Entropic Arrows focused the mind with its threading of long string tendrils from out of frantic wind and percussion action.   

    The other premiere was Aya Yoshida’s Song of the Voice – a non-vocal echo of the Faroese song tradition for cello and ensemble in which, at one point, you hear a chain-dance ratcheting round. The work is not without some imagination and effectiveness, but it was made to sound incoherent and unfocused by what surrounded it here. 

     

  • © PR
    23/10/2025

    JASSS Tears the Cellophane Off Electronic Music

    JASSS: »Eager Buyers«

    The sound of Eager Buyers is as intense as crackling cellophane – and just as revealing. It’s as if all musical labels have been stripped away, leaving behind a raw, unfiltered sonic world where genres dissolve and everything becomes possible. The Berlin-based Spanish producer JASSS forges her sound in a punkish alloy of electronic music, industrial, EDM, and rock-inspired guitar riffs.

    Her third album is a rebellion against conformity and expectation. To label JASSS is nearly impossible – unless the label is cool. In the complex rhythmic compositions, where traces of bitcrush are balanced by melancholic harmonies and subtle hints of medieval-core on the track »Sand Wrists«, we enter a universe that is at once nostalgic and adventurous – and at the same time simmering with the energy of Berlin’s nightlife.

    Eager Buyers is magnetic – even for listeners who don’t normally inhabit the electronic realm. The album carries a clear narrative, driven by a dark, almost theatrical energy. JASSS turns toward a world she perceives as »malnourishing« – as she phrases it through song titles like »Hollow« and »The Mob Expects Malnutrition«. Yet the melodrama has a tinge of irony: there’s something disarmingly sarcastic about it all, as if Eager Buyers is ultimately about the disillusioned modern human.

    JASSS rattles the cellophane of the musical packaging we usually call genres, reminding us that music, too, is a product to be sold and bought. Eager Buyers is an album that refuses to be wrapped up – and precisely for that reason, it’s worth buying.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek