Hvorfor Gabber Modus Operandi fra Bali var booket til Roskildes »avantgarede-scene« Platform, som af min 20-årige søn blev kaldt for »boomer«-scenen, er et mysterium. De havde deres europæiske debut i 2018 på den toneangivende Berliner-festival CTM på klubben Berghain. Siden har de rejst verden rundt og var i efteråret 2022 featured på Björks nye album. 

Musikken og trance-festen gik derimod lige ind – et mix af nye og tidligere udgivne numre, alle lavet af Kasimyn, som Ican Harem peppede op med sin vilde performance. Tracksene lægger grunden til trancen, men det er Harem, som styrer den med sang, recitation og growl og med en insisterende publikumshenvendelse primært på indonesisk. 

Det var højt og intenst, og det trance-glade festival-publikum, der var mødt talstærkt op, fik rig lejlighed til at danse igennem. Numrenes individuelle karakter findes i prægnante og langsommere pentatone temaer spillet af samples, der lyder som slompret (javanesisk blæseinstrument, som i nummeret Sandikala), bonang (lille gong) og synth (Genduwuro), og indonesisk sang/tale (Hey Nafsu). Et lokalt indonesisk virvar vævet ind i en global grænseløs musikmaskine. 

Jathilan er navnet på en Indonesisk rituel dans, hvor riddere på sivheste rejser ud for at forsvare sultanen, men undervejs besættes af skovens ånder. Jathilan er for tiden særligt populært på Java i lokale sammenhænge i by og land, hvor både dansere og publikum kan gå med i trancen, der ledes af et »fusions-gamelan« bestående af indonesisk gamelan, trommesæt, synthesizer og hvad der ellers er i nærheden. Alt er elektrisk forstærket og blæses ud gennem forvrængede højttalertårne – gerne med over 110 DB. Æstetikken er betagende og noget ganske særligt.

Gabber Modus Operandi finder netop, blandt mange andre on og off-line kuriositeter, inspiration i jathilan. Også de er rejst ud – uden sivheste, klassisk indonesiske dansekostumer og instrumenter, men med højtempo elektronisk dansemusik (EDM). Hårdt pumpende metallisk støjende beats nåede her op på 120 DB. Mod slutningen var vi også en tur på gulvet. Trancen tog nu form som bønnekald, meditation og indadvendthed. 

Vi er alle rejsende på en festival. Alle har en bagage. Ham ved siden af mig havde lige røget en troldesmøg. Men gik nogen rundt med forbandelser fra ældre tider, kunne man blive renset – og måske nulstillet – af skotsk-danske Clarissa Connelly og hendes syv sangere. 

»The hills are crying,« sang de. Og satte tempoet helt ned, sang efter sang – og hertil runddans om otte stole, knips, stamp og klap. Sådan kommunikerede Connelly sine flerstemmige kanoner. Skrøbelighed, sårbarhed og ærlighed har gode kår på årets musikprogram på Roskilde Festival, og den almenmenneskelige forbundethed udtrykkes især i de mange folkemusikalske fortællinger og fodstamp. Connellys kanoner var dybt rodfæstet i gammel muld, men også eksperimenterede a la Meredith Monks vokalarbejde. Man forstod, hvorfor Connelly opsøger freden for at høre sin egen musik. Men hun evner også at formidle erfaringer fra sine stilhedsstudier. Rigtig mange tog med på denne rejse guidet af rene vokaler, og man fik tynd hud af at lytte til disse sange.

Stående bifald er blevet devalueret, men de gav mening her. Connellys kunst opererer med en alternativ valuta, der, ligesom hendes vokalarbejde, er af en anden verden. 

Når jeg nu for nylig – med rette, vel – er blevet kritiseret for en lovlig nonchalant kritikstil, er det jo direkte åndssvagt at presse to oplevelser ind i én kortkritik.

Men det var bare slående, hvordan koncerten torsdag med en strygekvartet fra Danmarks Underholdningsorkester adskilte sig fundamentalt fra den danseperformance, der fulgte efter på Roskilde Festivals kunstvenlige Platform-scene.

Kvartetten spillede – med forstærkning, selvklart – greatest hits fra Bach til Jacob Gade, og publikum nød virkelig den diverterende optræden, selvom musikerne gik på kompromis med indbyrdes kommunikation for at flytte sig rundt mellem hvert værk. På et tidspunkt spillede de sågar med ryggen til hinanden.

Her var hverken udvidede teknikker eller kåde forsøg på covers af festivalaktuelle popnavne. Det var klassisk musik, som man kender det, hvis man ikke rigtig kender det. Missionen om at levere den ventede vare lykkedes, selvom spillet savnede lidt gnist.

Men på Roskilde er der altså plads til mere. Se bare de syv postapokalyptiske dansere i Marikiscrycrycry-performancen Dark, Happy, To the Core, der fulgte efter og havde et helt andet udestående med nuet, på trods af at også de udsprang af en klassisk kunstart.

Hos det internationale danserhold, som britisk-amerikanske Malik Nashad Sharpe står bag, var der kropsnær homoerotik og sitrende tribalisme, svøbt i ulmende bas, stikkende industrial-gnister og et pludselig helt tørt trommesæt af tresillo-vilje. Klassisk arv kan forvaltes på mange måder. Jeg ved godt, hvilken en der satte de dybeste spor denne eftermiddag.

Fremtidsrejser, utopier, aktivistisk og meget arty anti-hverdag – dét er Roskilde Festival, især her i 2023, og der har Josefine Opsahl selvfølgelig fået plads. I performanceværket It doesn’t look like anything to me (tænk sci-fi-serien Westworld) flåede hun ikke i celloens strenge, men formede langsomt et neoklassisk score med folkemusik fra gamle dage (eller måske folkemusik fra fremtiden?), mens fire performere gled rundt i knæbeskyttere, brød ud i soul, brydekæmpede og fodstampede i rundkreds. 

I midten af det hele, med publikum omkring sig, sad Opsahl, i spidse støvler, den skarpe lydlige iscenesætter – skruede op og ned for ambience, som man gør i værker, der også har en visuel side og et budskab, her kold maskulinitet versus ny sårbarhed. Ikke storladen, mere tilbageholdende, dejligt befriet for unødig svulstighed. Skarpt.

Opsahl passede godt til Roskildes kuraterede eksperimentarium, Platform-scenen, hvor kunstarter blandes og stilles i nyt lys for et nysgerrigt publikum. I en halv time fik hun Dyrskuepladsen til at lytte til cellomusik og se Jules Fischers cool koreografi. Den medrivende totaloplevelse stoppede brat. Det gør totaloplevelser. Efter sidste cellostrøg stod stilheden tilbage. Mange fik en på opleveren. Det var arty. Det må man godt på Roskilde.      

Hvem vil vi være i fremtiden? Det er det temmelig obskure spørgsmål, Aarhus-København teatergruppe I DER har valgt at stille i deres hørespil præsenteret på Institut for X i Aarhus. Dekorationen er minimal, hver tilskuer/lytter sidder alene i et aflukke, omgivet, men alligevel isoleret, fra de andre. Der bliver delt høretelefoner ud til hver af os, og vi sidder med front mod væggen eller en anden tilskuer. Historien udfolder sig, understøttet af atmosfærisk musik: Synthesizere, Rhodes-klaver, computerlyde. Tre karakterer – altså stemmer – rammer vores ører: »produceren« af lyd-»dokumentet«, en kvinde uden navn eller identitet, en A.I., som lever af informationen transmitteret af den kvindelige karakter, da hun opdager de på hinanden følgende jordkloder, hver genfødt efter en katastrofe.

Historien er ligetil science-fiction med et eksistentielt twist: Kan en A.I. blive »nogen« ved hjælp af en andens oplevelser og minder? Kan menneske og maskine leve sammen i fremtiden, uden at den ene erstatter den anden? Selvom oplevelsen er lidt begrænset af formatet – lydeffekterne er ret basic, og måske mere eksperimentelle effekter kunne have forbedret historien endnu mere – er den behagelig og tankevækkende, idet den omformulerer den klassiske Descartes-sætning, »jeg tror, ​​derfor er jeg« til »jeg tror, ​​derfor kunne jeg være det.«