Astrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.
De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.
Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.
Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.
Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.
Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.
»Er dit hovede også fyldt med stemmer, der ikke er dine egne?« spørger den unge mand. Spørgsmålet er den centrale tematik i forestillingen Vildnis af teatergruppen MØR Collective, og de fleste vil nok svare ja. Men hvem tilhører stemmerne så, og hvor kommer de fra?
Vildnis beskrives i introduktionen til forestillingen som »en tur ind i teatrets maskinrum.« Dramatiker Abelone Koppel har skrevet 80 korte tekster, og hver aften aktiveres et udvalg af to performere, der ikke på forhånd ved, hvilke tekster, de modtager via deres øresnegl. I et baglokale sidder en sufflør og læser de tekster op, som de to skuespillere videreformidler med krop og stemme i øjeblikket, og det kunne nemt være gået galt. Det gør det ikke, og det er særligt de to skuespilleres fortjeneste at konceptet fungerer så godt.
Til stede på scenen er også komponist Mika Forsling, som med elektroniske virkemidler og masser af perkussion følger den stemning, der opstår mellem performerne, men desværre ikke mere. Jeg havde faktisk lidt svært ved at høre, hvad der foregik og glemte det nok også lidt, fordi det var relativt intetsigende. Det havde været oplagt at bruge netop stemmen som instrument i en forestilling, der kredser om indre stemmer, og jeg forstår ikke, hvorfor man forspilder den mulighed.
Man skal ikke se Vildnis for musikkens skyld, heller ikke selvom den kommer mere i centrum hen imod slutningen, hvor rollerne byttes om, og Forslings rytmer lader til at blive styrende for performernes bevægelser. Men Vildnis fremstår alligevel som en helstøbt og fin oplevelse, eksperimentets uforudsigelighed til trods.
»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«
Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form.
»Musik for mig er noget, der konstant kører inde i mit hoved. Jeg kan ikke slukke for den del af hjernen, hvor nye melodier og rytmer springer frem og tager form. Nærmest heller ikke når jeg sover. Af samme grund er jeg egentlig ikke den store musikforbruger. En undtagelse er livekoncerter og musikfestivaler, hvor jeg elsker at opsøge musik, jeg ikke kender på forhånd for at lade mig overraske. Senest det interessante band Nebulah, udsprunget af Esbjerg konservatorium. Derhjemme er det vores 19-årige datter, der styrer playlisten. Hun synger kor på mit album og har introduceret mig til mange kunstnere gennem de sidste år. Det er også fedt gennem hende at genopdage de gode, gamle artister som fx CV Jørgensen, Stevie Wonder og Joni Mitchell. Meget inspirerende.«
LOH er en dansk sangskriver og pianist. Klaveret har været en del af livet lige fra barnsben, men har indtil for nylig ligget i skyggen af en karriere i TV-branchen, hvor han som tv-dokumentarist har produceret hundredvis af programmer til danskernes tv. Debutalbummet Logger Ud, som udkom i marts 2026, indeholder dansksprogede folkpopviser tonet med nordisk jazz.
Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.
Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)
Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.
Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.
»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.
Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.
Harpen – et af de ældste strengeinstrumenter – er for mig tæt forbundet med den svævende grænse mellem at sove og være vågen. Harpens brolægning mellem nat og dag stod kun endnu tydeligere, efter Julianna Barwick og Mary Lattimore vækkede det gamle instrument til live i DR Koncerthusets Studie 2. Lattimores harpespil og Barwicks æteriske vokal befinder sig et sted mellem moderne ambient og klassisk nocturne – som en anakronistisk vuggevise tilsat synthesizere og spandevis af rumklang.
Hovedparten af koncertens numre stammede fra Barwick og Lattimores seneste album Tragic Magic (2026). Et album indspillet over 10 dage i en kælder under Philharmonie de Paris med fri adgang til deres samling af antikke instrumenter. Både synthesizere fra 1970'erne og harper fra 1700-tallet bliver vækket til live på albummet. Og selvom Barwick smilende bemærkede, at den gamle harpe fra 1740 desværre ikke kunne være med i aften, var det tydeligt at mærke de to amerikanske musikeres passion for spændet mellem det antikke og kontemporære. Et spænd, der stod klarest under historien om den første regn efter de voldsomme skovbrande i hjembyen Los Angeles. En lydoptagelse af præcis den regn indledte det efterfølgende cover af Vangelis’ »Rachels Dream« fra soundtracket til Blade Runner (1982) og satte de altødelæggende brande i et mørkt science fiction-skær. Men Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke. Selvom begge musikere har lange solokarrierer bag sig, er det forhåbentligt ikke det sidste, vi hører til deres samarbejde.
