- Astrid Sonne omgivet af Tobias Kropp og Marie Louise Buch. © Alice30/4/2021
Arkiv over fragmenter
Alice Archives: Astrid Sonne + Francesca BurattelliAstrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.
De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.
Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.
Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.
Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.
Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.
- 29/6/2025
Kristine Tjøgersen Crafts Unreasonably Beautiful Eco-Poetry
Kristine Tjøgersen: »Night Lives«The wildlife of nature is both beautiful and playful – especially in Kristine Tjøgersen’s music. At the center of her new album Night Lives is the wild, unpredictable life of the night beyond the human domain. The album was created as part of the Ernst von Siemens Prize, which Tjøgersen recently received as the first Norwegian composer ever to do so.
The album is a seven-movement sonic version extracted from a staged work premiered at the Ultima Festival in 2023, and it works perfectly well as a standalone, semi-acoustic version performed by the Cikada Ensemble. The music ranges from playful, experimental, rhythmical soundscapes—full of rattling and crackling instruments – to intense, pulsating passages. Tjøgersen possesses a uniquely sensitive understanding of instrumental timbre, allowing her to morph seamlessly between acoustic and electronic worlds, cultural environments, and eras. From a simple, extended flute solo to a dancing computer universe – without blinking an eye.
Forty to fifty years ago, it was called postmodernism when old music appeared in new compositions as reused material. Back then, it made sense because many people had a mental library of historical classical music, a reflective space in which all new music was interpreted. Today, audiences’ minds are different. For example, Kristine Tjøgersen can easily use a completely straightforward Baroque movement as the album’s conclusion – serving as a starting point for music that gradually thins out and dissolves into a stunningly beautiful utopian world of acoustic strings and synthesizer. Without making you feel she is negotiating your sense of past and present. Natural sounds, imitations of nature, harmonies, and entire sequences are simply building blocks in her personal experimental lab. And what a lab it is!
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- © Rui Camilo29/6/2025
Kristine Tjøgersen skaber urimeligt smuk økopoesi
Kristine Tjøgersen: »Night Lives«Naturens dyreliv er både smukt og legende – specielt i Kristine Tjøgersens musik. Det er nattens vilde, uforudsigelige liv uden for menneskets domæne, der står i centrum på hendes nye album Night Lives, skabt som en del af Ernst von Siemens-prisen, som Tjøgersen som den første norske komponist modtog for nylig.
Albummet er en lydversion i syv satser skåret ud af et scenisk værk på Ultima Festivalen i 2023, og det fungerer fuldstændig perfekt alene i en halvakustisk version spillet af Cikada Ensemble. Musikken spænder fra legesyge, eksperimenterende, rytmiserede lydbilleder af instrumenter der rasler og knitrer – til intense pulserende forløb. Tjøgersen har en helt speciel klangfølsom forståelse af instrumenterne, som gør, at hun kan morfe overraskende mellem akustisk og elektronisk, kulturelle miljøer og tider. Fra en enkel, langstrakt fløjtesolo til et dansende computerunivers – uden at blinke.
For 40-50 år siden kaldte man det postmodernisme, når gammel musik dukkede op i ny musik som det materiale, komponister genbrugte. Det gav mening, fordi mange dengang havde et bibliotek af historisk klassisk musik i hovedet, som et refleksionsrum alt det nye blev fortolket i. Publikums hoveder er anderledes i dag. Kristine Tjøgersen kan for eksempel sagtens bruge en helt straight baroksats som afslutning på albummet – som udgangspunkt for en musik, der tynder ud og går i stå i vanvittig smuk utopisk verden af akustiske strygere og synthesizer. Uden man tænker, at hun forhandler med publikums fornemmelse af fortid og nutid. Naturlyde, efterligninger af naturlyde, harmonier og hele sekvenser er bare byggeklodser i hendes personlige eksperimentarium. Og hvilket et!
- © Malthe Ivarsson26/6/2025
When the Experiment Becomes Tragically Beautiful
Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«Normally, I avoid quoting press releases directly, but this description of the intimate and multifaceted Confluencia is hard not to echo. On this album, the Danish guitarist and experimentalist has assembled a small ensemble of musicians from the borderlands between neoclassicism and jazz. The real stars of the record are pianist Simon Toldam and – especially – Susana Santos Silva, whose trumpet bleats, breathes, and scrapes against the ear. She toots in ways rarely heard in postmodern experimentalism.
Confluencia seeks to reflect modern communication – a kind of communication that ought to transcend boundaries of race, gender, and other dividing forces – through instrumental music. A form that seems to be fading day by day in a haze of misinformation, miscommunication, and mistrust. Toldam’s piano leans toward eerie dissonance, while Solborg’s guitar adds a tender, almost vulnerable tone – especially on »Southern Swag«. The music is at its strongest when the instruments converge in conversation and unison moments, such as in the strange funeral ballad »Planes«, which teeters on the edge of collapse with ghostly piano figures and diabolical chimes.
Confluencia moves between jazz, folk, ambient, and avant-garde – with a chamber-like intimacy that insists on intensity, melancholy, and reflection. What makes the album truly powerful is precisely what many experimental releases lack: space for contemplation and dialogue with the listener. Tungemål dares to be experimental without overpowering itself – and paints with a broad emotional brush, where tragedy is always lurking on the horizon.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
- 26/6/2025
Når eksperimentet bliver tragisk smukt
Mark Solborg & Tungemål: »Confluencia«»Virtuost dynamisk og klangligt afbalanceret – en exceptionel kammermusikalsk oplevelse«. Normalt undgår jeg at citere pressemeddelelser direkte, men denne præcisering af det intime og spraglede Confluencia er svær ikke at kopiere. Den danske guitarist og eksperimentalist har på albummet samlet et mindre ensemble af musikere fra grænselandet mellem neoklassik og jazz, hvor pladens egentlige stjerner er Simon Toldam på klaver og – især – Susana Santos Silva, hvis trompet bræger, ånder og skurrer i ørerne. Hun trutter, som der sjældent truttes, i den postmoderne eksperimentalisme.
Confluencia søger at spejle den moderne kommunikation – en kommunikation, der burde overskride grænser som race, køn og andre influenter – i instrumentalmusik. En form, der synes at svinde bort dag for dag i et virvar af misinformation, miskommunikation og mistro. Toldams klaver trækker i retning af det uhyggeligt dissonante, mens Solborgs guitar tilfører en øm, næsten sårbar nerve – især på »Southern Swag«. Stærkest står musikken, når instrumenterne mødes i samtale og unisone momenter, som i den sære begravelsesballade »Planes«, der balancerer på undergangens rand med klaverfigurer og diabolske klokkeslag.
Confluencias bevæger sig mellem jazz, folk, ambient og avantgarde – med en kammermusikalsk intimitet, der insisterer på intensitet, melankoli og refleksion. Det, der gør albummet stærkt, er netop det, mange eksperimenterende udgivelser mangler: plads til eftertanke og dialog med lytteren. Tungemål tør være eksperimenterende uden at overdøve sig selv – og maler med en bred, emotionel pensel, hvor tragedien altid lurer i horisonten.