Nye klange på Louisiana er et initiativ, hvor det nordsjællandske museum har inviteret pladeselskabet Dacapo/nodeforlaget Edition S til at kuratere koncerter med nulevende komponister. Simon Steen-Andersen var den første i rækken, og han benyttede lejligheden til at sammensætte et ikke blot overvældende og forrygende, men også foruroligende program af en times varighed, hvor alle værker gled over i hinanden og derved blev som ét langt statement for i hvert fald en del af komponistens praksis og filosofi.

I en kombination af videofilm og live-fremførelser forløb koncerten som en udmøntning af nogle af Simon Steen-Andersens kunstneriske strategier. Verfremdungseffekterne står centralt, fx i Asthma (2017) for akkordeon, luftpumper og video, der tematiserer og undersøger den menneskelige vejrtrækning på godt og ondt. Blandt de mange groteske og sjove klip – ledsaget af en forrygende foley-underlægning af Håkon Stene med luft- og støjlyde foruden speaks – dukker pludselig et kort videoklip op af brutal politivold, hvor en betjent med stor omhu sprayer peberspray i ansigterne på bagbundne demonstranter. Så fremstår alt det andet lige pludselig ikke helt så sjovt længere, og det skæve smil stivner.

Koncerten var et sandt sansebombardement, og den omstændighed, at alle værkerne bliver afviklet attacca giver nok et stærkt flow, men gjorde også, at man som tilhører blev nærmest overmættet af indtryk. Alligevel forekom den efterfølgende samtale mellem Simon Steen-Andersen og musikkritikeren og forfatteren Thomas Michelsen alt for kort. Men komponisten fik slået sin pointe fast om, at alt, hvad han foretager sig, er, hvad han kaldte »dødsensalvorlig leg«. Lige netop. 

Man støder efterhånden på Gintė Preisaitė i mange sammenhænge og under flere navne – solo som Baraboro og som en del af trioen Treen. Med Instruments of Forgetting and the Singing Bone udgiver den litauisk-danske komponist sit første album under eget navn, og det føles da også som hendes mest personlige værk til dato.

Først og fremmest skyldes det, at Preisaitė synger på hele syv ud af albummets otte numre. Hun behandler sin sangstemme som et instrument på lige fod med alle andre, og selvom sangen er lyrisk, så bruger hun den i hovedreglen til at skabe tekstur, dybde og kontrast. På »Summary Saint Mary« iblandes fx flere vokaltracks i forskellige tonelejer med baggrundsskurren, hurtige pulse, rungende bas, og mange flere lyde af både digital og analog oprindelse. Det er forfriskende fragmentarisk, en villighed til at lege med usikkerheden. Ikke alt hænger sammen, men netop manglen på sammenhængskraft får musikken til at føles levende og spændende. 

Kun på »Nippon Dreams« – et væld af slagtøj, samples og feltoptagelser af japanske stemmer – mangler Preisaitės vokal. Og først dér mærker man, hvor afgørende den har været som orienteringspunkt gennem albummet. Fraværet efterlader et tomrum, som understreger den dualisme, som Preisaitė arbejder med: Musikkens udtryk er både intimt og køligt, nærværende og distanceret.

Instruments of Forgetting and the Singing Bone giver ikke mange svar. Til gengæld er det endnu en fascinerende brik i det puslespil, der er Preisaitės særegne oeuvre.