Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.

Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.

Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.

Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.

Varve – from the Danish varv – refers to the annual layers of sediment, a quiet geological archive of time’s passage. Lukas Lauermann’s album carries this meaning into its very sonic core. Here, organ and vocal samples taken from worn cassette tapes meet an inquisitive, almost ascetic cello that moves like fine strokes across a flickering, dust-filled soundscape.

The cello is restrained but never passive. It slips in and out of the cassette’s white noise, of fragmented voices and the organ’s gentle currents of air, until all elements ultimately merge into a single, organic texture. Lauermann himself describes the music as a depiction of irregularities, and it is precisely in these small shifts that Varve finds its quiet strength. The album’s idea of sonic sedimentation becomes an image of our longing to reconnect with nature’s tempo. The compositional motifs seem repetitive, yet they never repeat themselves entirely; they build layer upon layer, like organic growth. As a listener, one becomes witness to microscopic changes slowly unfolding – a process that can bring about an almost meditative state.

Varve is an album for those who prefer listening experiences at an unhurried pace; for those who find Hans Zimmer too grandiose and would rather follow the patient growth of grass than an orchestra’s emotional climaxes.

Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.

Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.

Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.

The organ, one of Christianity’s most powerful liturgical markers, runs like a red thread through Swedish artist Anna von Hausswolff’s work. But on her latest album Iconoclasts, the long, piercing drones are toned down in favour of a sharper, driving energy. It was an energy that came through strongly at Hausswolff’s concert in Vega last night, where she was, as usual, joined by a large band. The evening opened with Swedish noise musician Klara Lewis, whose mumbling cassette-loop textures set a brutally atmospheric tone from the start.

Hausswolff’s band was this time expanded with saxophone and percussion, both central on Iconoclasts and both contributing to the slight eurodance tinge that colours several tracks. Unfortunately, the saxophone was at times swallowed by the dense soundscape. Fortunately, Hausswolff’s radiant voice cut through clearly. So did the small organetto – a kind of bellows-driven organ with long pipes. It stood like a totem at the centre of the stage and was almost embraced by Hausswolff whenever she played it. A piece like »The Whole Woman« (a waltzing duet with Iggy Pop on the album) became, in concert, a touching love ode, carried by the organ’s gentle breath as its pulse.

In recent years, a number of musicians have used the organ’s distinctive resonances to wrest it free from the weight of Christian liturgy, giving the instrument an almost iconoclastic status. Despite a slightly muddy sound mix, Hausswolff’s concert was a clear example of this contrast – still deeply rooted in ecclesiastical connotations, yet now an accomplice in large-scale modern productions and a central instrument on major stages.

Orglet, et af de stærkeste liturgiske markører, er gennemgående i svenske Anna von Hausswolffs virke. Men på hendes seneste album Iconoclasts er de lange pibende droner nedtonet til fordel for en mere skarptskåret og pumpende energi. En energi, der i høj grad var fremtrædende under Hausswolffs koncert i Vega, hvor hun vanen tro var ledsaget af et stort band. Aftenen blev indledt af den svenske noisemusiker Klara Lewis, der med sine mumlende kassettebåndsloops fik indledt aftenen på brutal vis.

Hausswolffs band var denne gang udvidet med saxofon og perkussion, som begge er centrale på Iconoclasts, og som ligeledes er med til at give flere numre et snert af eurodance. Men desværre druknede saxofonen til tider i det bastante lydbillede. Heldigvis gik Hausswolffs strålende vokal klart igennem. Det samme gjorde det lille organetto – en slags pumpeorgel med lange piber. Det tronede midt på scenen og blev nærmest krammet af Hausswolff, når hun spillede på det. Et nummer som »The Whole Woman« (på albummet en valsende duet med Iggy Pop) blev således til en rørende kærlighedsode med orglets nænsomme åndedrag som puls.

I de senere år har flere musikere benyttet orglets distinkte resonanser til at skabe værker, der fravrister det fra den tunge kristne liturgi, hvilket har givet instrumentet en nærmest ikonoklastisk status. Hausswolffs koncert var, til trods for lidt mudret lyd, et klart eksempel på denne kontrast – stadig dybt forankret i kirkelige konnotationer, men nu som ledsager i store moderne produktioner og som centralt instrument på selv de store scener.