En helt åben klang møder øret i det første mange minutter af Copenhagen Clarinet Choirs nye album, Organism. Lytteren inviteres blidt indenfor i ensemblets særlige klangverden. Som kraniosakralterapi, hvor behandlerens blide berøringer inviterer de små muskler omkring rygsøjle og kranium til at åbne sig op, give efter for spænding. På samme måde inviterer de seks ligeklingende klarinetter øret til åbenhed og hjernen til at glemme gængs harmonilære, men i stedet give sig hen til klangen. 

Det er befriende at høre et klassisk ensemble, hvor det ikke er vigtigt at alle stemmer er ligeligt repræsenteret – som fx i en saxofonkvartet, hvor baryton- og tenorsaxofonen udgør de nederste toner i harmonierne. Klarinetten har så mange egenskaber i sig selv, og klangmulighederne er rige. Alene kan instrumentet lyde hårdt og barskt som et tågehorn, eller blidt og smukt som fløjte med karakter, og det er netop de mulighedskombinationer, som Copenhagen Clarinet Choir udnytter og udforsker utrolig medrivende på Organism. 

Det bliver kunst, fordi skarpe stød, skingre udsagn og sirenelignende fraseringer tvinger øret væk fra forventninger og bryder det behagelige og meditative. Carolyn Goodwin står bag ensemblet og er på albummet krediteret for de fleste numre. Andre satser er lavet i fællesskab, og især »Three Movements«, hvor klarinetternes svævninger mellem hinanden udforskes, er dragende og nyt for hver gennemlytning. Organisk, meditativt, men også stor lydkunst. 

Teaterrøg og elektronisk ambient svævede omkring os. Små, organiske lyde klikkede og klirrede fra alle sider i den grottelignende rumklang. Højttalerne var placeret hele vejen rundt om publikum, og over os rejste farvede lys gennem et LED-træ, der forgrenede sig ud i Radars mørke. Den rumlige oplevelse af Sophia Sagaradzes performance var sanseligt sitrende – men også trygt omsluttende. For målet var at skabe et rum »where you are you, with all your happiness, pain, and confusion«.

Der burde være flere steder som Lovely Spaces. Med plads til at græde eller danse lige så grimt og legende, som man har lyst til. I løbet af aftenen skabte den helt nye transmediale festival vidt forskellige rum under de lysende grene: Ewoud Van Eetveldes smukke exploring ROOM lod os give slip og rejse med vokaltrioens stemmer, der flød ud og sammen over blidt strengespil. Rummet skiftede til samme jordnære stemning som en stue i venners selskab, da fire bordrollespillere – her som komisk kaotiske karakterer – improviserede et skønt, kogt karnevalseventyr i Tanis »Silke« Nielsens Dungeons & Dragons-session, hvor vi fik del i den helt særlige evne, bordrollespil har til at tage os med ind i nye verdener. Anderledes tungt åbnede Andreas Brink Pedersen eksplicit plads til tårer i sin emo-ambient sorgmusik. Og til sidst blev gulvet plads for fri leg og dans, da zabutom gav os chancen for at gå rave-amok til Gameboy-musik under det legende lys i loftet. Lovely.

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.

En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.

Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.

Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.

Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.

»Tiden larmer,« lød det hen mod slutningen af Signe Lykkes værk Dødevande 1. Vokalensemble UngKlang var blevet generationsudvidet til anledningen med to ældre kvindevokaler. Det var lige før, man kunne nå at gribe fat om de to ord i Cisternernes 17 sekunders enorme rumklang. 

Koret var placeret foran den japanske kunstner Chiharu Shiotas glinsende spindelvævsinstallation, og på samme måde var værket også spændt op mellem det krystalklare og det tæt kondenserede. Formen blev spundet af melodiske sekvenseringer og imitationer, der egentlig tegnede en klar retning, men havde det med at fordufte i hjemløse, obskure klangsøljer. 

Der var lys i den svampede undergrund: Luminøse, pure klange i sopranerne virkede som et overjordisk kald. Abrupte kraftfulde klarsyn i det kalejdoskopiske univers af talte ord, luftige droner og jazzede tilsnit. Et citat tonede stille frem: vuggevisen »Pjerrot sagde til månen.« Nynnet ungdommeligt og forventningsfuldt og spejlet i det dybere register som en modnet refleksion. Et minde, måske, dirrende på tærsklen mellem forskellige tider. 

På meget elegant vis fik Lykke syet generationer sammen, så det adspredte kom til udtryk som noget fintmasket og uigennemtrængeligt. Egentlig var der ikke behov for, at koret til sidst skulle bevæge sig ud blandt publikum. Det endte som en lidt for tyk understregning af den stedspecifikke forankring, der allerede var klart defineret af den betagende kompositionelle dialog med Shiotas uendelige spindelvæv. 

For 150 år siden var fangerne isoleret døgnet rundt i Vridsløselille fængsel, med en brun lædersæk over hovedet når de kort var uden for cellerne. De skulle have mulighed for at angre deres synder og forlige sig med Gud... Torsdag aften var vi ikke indsatte, men musikelskere, i det nedlagte fængsels skræmmende fascinerende indre. »Panoptikon« hedder overvågningsarkitekturen, men nu var elektronik, mixere og pladespillere placeret i midten, sammen med de uhyre begavede musikere fra duoen Den Sorte Skole til lysinstallationer af kunstnerkollektivet Vertigo. 

Vi var stadig anonyme overfor hinanden – for en diffus røg lagde sig mellem alle, så laserlys og rytmisk skær fra LED-stængerne kunne få frit spil – lykkeligt fanget på tre etager i helheden af lys og lyd. 

Samplingerne var især stemme-orienterede: Fra manipuleret småsnakken der speedes op, til fraserede stemmeskrig over de tunge rytmer. Var det tidligere tiders indsatte der skreg til os i mørket? Den genreløse duos musik rev læderhjelmen af individet og gav det stemme. Med etnisk sang fra verden over, som Den Sorte Skole også benyttede i deres forrige projekt Refrakto, og især den flerstemmige afrikanske korsang gjorde indtryk. Måske fordi den i sin kerne er frihed/slavebunden-orienteret. Måske fordi det bare lød afsindig godt, her reflekteret af fængslets mure og forstærket af en varieret og musikalsk lysinstallation, som lod hvert track få sin helt egen visuelle iklædning. Individualitet. Duoens symfoniske elektronics er så stramt komponeret med sin helt egen klang-æstetik, at man i den grad kunne forlige sig med at være i fængsel.