Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til. 

Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

Two chamber operas by Irish composer Emma O’Halloran, both adapted from plays by her uncle, Mark O’Halloran. The first, Trade, is utterly compelling and deeply moving: the story of two men meeting for sex in a grubby hotel room, whose intertwining lives are burdened by trauma and love. The composer writes of the »beautiful economy« in her uncle’s language and the same could be said of her music, which charges the text with more and more tension and urgency without cramping it – but just as often barely registers at all, letting theatre and storytelling rule. The vocal acting is outstanding. 

The stylistic resourcefulness of Trade, in which the two characters are so vividly drawn, returns in the monologue Mary Motorhead but with less success. Here, musical sampling can get in the way of our view of the prisoner, who tells of her troubled life before she split her husband’s head open with a knife. Taken with Trade, though, it only emphasizes O’Halloran’s brilliance with theatre and deft musical hand. Would it be too much to hope for one or two truly theatrical, storytelling operas like these in the avant-garde strand of Copenhagen Opera Festival?

Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.

Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.

Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.

With her latest album, saxofonist and composer Maria Faust has put the political at the center of jazz, in the long tradition of Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith and Tom Cora, just to name a few. What is surprising is her choice of genre, marches, which is not a per se a traditional jazz form. If Charles Mingus, for instance, payed his tribute to New Orleans marching bands, Faust’s choice is definitely antagonistic. The marches she manipulates and destroys from the inside are not of the entertaining sort, unless you’re a general, as they are of the military and nationalistic kind.

Faust’s score would be a perfect fit for plays like Alphonse Allais’s Père Ubu and Bertold Brecht’s The Resistible Ascension of Arturo Ui, in its use of the grotesque as a creative driving force. Faust’s genius however doesn’t lie in turning these marches into farcical circus fanfares, but in creating a truly threatening space within the music, through chaos but also heart-breaking dissonances, which could be heard as a reminiscence of the wailers mourning their dead fallen in the war. Her fairly large ensemble – seven musicians, plus herself – which is composed of six horns and two drums/percussion creates a perfect harmony-disharmony universe, as if Charles Mingus and Sun Ra had worked together.

Marches Rewound and Rewritten is a seminal and important album which shines darkly in these difficult times and reminds us that everything is political – especially music.