På debutalbummet Aeriform udfolder københavnske Crush String Collective en fri og legende tilgang til deres strygeinstrumenter, der tæller to violiner, to violaer og tre celloer. De tolv stykker, der alle er improvisationer (»Choral I« og »Choral II« er dog improviseret over en komponeret rytme), har en iørefaldende flad struktur. Sagt med andre ord, er det ikke tilfældet, at enkelte instrumenter har en hierarkisk højere placering end andre, at en eller enkelte af ensemblets medlemmer fører numrene i en retning, mens andre instrumenter blot følger med. Denne ligefordeling giver et nærmest kollektivistisk udtryk, idet alle elementer får lov at stå skiftevis i fokus, uden at det bliver på bekostning af andre. Alligevel bliver musikken aldrig kaotisk, selvom den er så fri, som jeg overhovedet kan forestille mig det muligt.

Ensemblet formår som hovedregel altid at give plads til stilheden i deres kompositioner, hvilket skærper min opmærksomhed på musikken yderligere. Men hvad er det, der nærmere præcist er spændende at lægge øre til ved musikken? Uden tvivl mere end ét aspekt – men noget, der især optager mig som lytter, er alle de måder, hvorpå lydenes teksturer undersøges. Hvor mangfoldige er mulighederne for, hvordan deres instrumenter kan lyde, ja nærmest føles? Svaret er knusende klart: så godt som utallige. Det formår strygerkollektivet kort og godt at cementere med deres pladedebut.

Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network. 

Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.

Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.

Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.

Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.

Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!

Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.

Min fornemmelse, mens jeg står og lytter til Florian Heckers lydkunst i en gammel cykelkælder? At nu falder verden. Jeg hører skarpe melodiske sløjfer i højt tempo: syntetisk iskoreografi. En gryntende, famlende puls lyder som koordinerede WC-udtræk. Så følger pludselig en rolig, sækkepibenær klang og krystallinske ekkoer af bordtennisbolde. Det er kaotisk, skizofrent, men også drillesygt.

Rummet er adskilt af ni grønne plader, der skærer udstillingsstedet Simians kvadratiske beton over i to. På hver side hænger tre små højttalere, de ser næsten uskyldige ud. Det er de ikke. Bag værkets kaotiske ydre gemmer sig en stringent orden, men bag den stringente orden gemmer sig en maskinel vilje – algoritmer, der længes efter at gå i voldsomt udbrud.

Formulations As Texture, horizontal and vertical crossings har en fortællende karakter, selvom processen bag fortaber sig i dunkelt programmørsprog. Til tider hører man små urværk, elektroniske slørhaler, men på sit højeste overvælder værket med hjemsøgt tombolaorgel og intense, digitalsymfoniske eksplosioner. Fjendtligt? Bestemt. Uimodståeligt? Lige så bestemt.

De store minimalistkomponister er den moderne kompositionsmusiks popstjerner. Størst af dem er Philip Glass – han laver de mest spiselige eksperimenter. Samtidig er manden netop fyldt 85. Så vi har at gøre med en mand, der ikke behøves at lave større værker mere.

Dog er der alligevel noget vitalt og smukt på spil i denne indspilning af det nye værk String Quartet No. 9, der i fem akter formår at benytte den moderne strygekvartet som en direkte kile af overrumplende følsomhed. Det er bemærkelsesværdigt, at Glass kan genudsende sig selv og stadig finde skønhed i oscillerende strengeleg og gentagne oktavspring. Selv når avantgarden sniger sit hoved frem i celloens brummen i første del af »Akt II« og de hektiske pizzicato-rytmeforløb midt i »III«. Mest spændende bliver de i introen til »C«, hvor violiner, bratsch og cello nærmest fører en dialog af kaotiske forløb, der bagefter kulminerer i et stykke oldschool-Glass, der minder om de mindre kaotiske forløb i 1976-operaen Einstein on a Beach. 

Som bonus får man også Glass’ String Quartet No. 8 med fra 2018, der på en måde er klassisk Glass og samtidig peger ind i en neoklassicistisk ro, som Glass synes at blive draget af på sine gamle dage. Det er også super kedeligt, selvom det lyder smukt. Der er bare ikke meget nyt under solen, og mest interessant er Glass fortsat, når han byder kaosset ind i glassalen. Den slags genklange kan man ikke få nok af.