Lad os bare få fyret konfettikanonerne af med det samme. Carl Prisens hæder som årets komponist 2021 vejer ikke for tungt på skuldrene af Niels Rønsholdt, hvis du spørger mig. Den indspillede udgave af cellokoncerten Country – bestilt af hovedrollen Jakob Kullberg – er så vellykket, at den sagtens kan bære en triumfbue af statuetter og rosende ord.  

Den rønsholdtske signatur er ikke til at tage fejl af. Det handler om performerkroppen. Kullberg vender celloen 45 grader, omfortolker den som westernguitar og synger inderligt om en oprindelsesløs tid i det erobrede Amerika. En følsom trubadur omgærdet af bittersøde molklange, der både smager af hjemløs saloonfolklore og fremmedgjort Broadwaymusical. 

Rønsholdt vinder ikke nyt land i arbejdet med solistrollen, hvis altså man hører Country som et frigørelsesprojekt. I stedet hører jeg på indspilningen en nøjeregnende sammensætning af autenticitetsmarkører. Trubadurismen gør et godt modspil til institutionssolisten, der pligtskyldigt river og flår i strengene, som vi hører det på »Trees (I)«. På »We Don’t Ride the Same Horse« stivner disneydramaet i refrænet, idet prærieidentitetens blå tone falder på det mest karikerede 1-slag i affraseringen. 

Den største fornøjelse er ikke Kullbergs hovedrolle men derimod det birollecast af samplestemmer, som dikterer flowet, klangen og det solistiske fokus i værket. Stemmerne skaber legeringen mellem komponist, orkester og solist: en sammensat krop. Autenticiteten kommer alle mulige steder fra, lader værket til at fortælle os. Den er ikke kun repræsenteret i det oprindelige, nærværende og skrøbelige. 

Jeg ved ikke, om det nogensinde lykkedes at finde følelserne i maskineriet, men det lader til, at det er det, Mads Krue Bugge forsøger på sin nye ep Haptic Feedback, under navnet Skarv. En ep, der måske ikke finder nyt terræn i sin blanding af enormt minimalistisk glitch og ambient, men alligevel tager udgangspunkt i et specifikt koncept, hvor kunstneren skaber sig et scenarie, som har avlet de fem soundscapes frem på pladen.

Som et øjebliksbillede – måske af ensomheden under de sidste års ufrivillige isolation – leger Skarv med elektroniske flader og opbrudte, warpede lydforløb. Som den fremmedgjorte stemme på »Realistic Touch« eller det iturevne synth loop på »Computer Love«, der trods sin lånte titel fra genrens gudfædre, synes at søge efter en varm følelse af nærhed i de manipulerede loops, indtil den når hektiske, rytmiske tendenser i kompositionens anden halvdel.

Egentlig er det kun »Computer Love« og den ildevarslende »Lonely Again« – der lyder som en computers gråd – der fanger min opmærksomhed fuldt ud. Ellers bliver et par af sekvenserne en anelse for søgende og navlepillende. Men når Haptic Feedback er bedst, formår Skarv at få den rå maskine til at opnå store og triste følelser, hvilket er enormt bemærkelsesværdigt.

Jeg tænker ofte på det underlige faktum, at alle kan se på en hvilken som helst overflade og med det samme forestille sig, hvordan det ville føles at slikke på den. Måske skyldes det en særlig intersektionel forbindelse mellem kroppens forskellige sanser? Måske fortrængte minder fra Freuds orale fase? Ikke desto mindre tror jeg, vi alle ved, hvordan det ville føles at slikke på en murstensmur, et rustent rør eller reolens øverste, mest støvbeklædte hylde. 

Jeg kom igen til at tænke på dette forhold, da jeg så Tobias Holmbecks afsindigt smukke cover til Frederik Sandfelds debutalbum Fractionations. Et abstrakt landskab, der på en gang ligner en blyantsskitse og et fotografi. Skummende bølger? Et ocean af fjer? En kornmark? En gletsjer? Længe har jeg stirret på det uden at komme til anden konklusion, end at det nok ville føles som bark, hvis jeg slikkede på det. 

Også Sandfelds droneunivers består af langstrakte teksturerede flader. For eksempel forestiller jeg mig, at min tunge ville blive mødt af langsomt dryppende, klistret harpiks, hvis jeg kunne slikke på den melankolske guitarkomposition »An Unpromising Beginning«, der lyder som et fjernt, solbleget minde om The Beach Boys. Dens modstykke findes i den ni minutter lange »Havoc«, hvor en insisterende industriel rytme – symmetrisk placerede jernbolte i en betonmur – får selskab af en saxofons kalkagtige porøsitet. Således kommer sanserne på arbejde i mødet med Sandfelds både smukke og meget varierede Fractionations. 

Jeg er sådan set lige så begejstret for indspilningen af Rønsholdts klaverværk nu, som jeg var efter uropførelsen på Klang Festival 2019. Ligesom med korværket Songs of Doubt rammer han sit udtryk helt rent her: en ligefrem uskyld holdt i stramme tøjler, som oversharingen i ophedede momenter slipper fri af.

Lenio Liatsou, den nænsomme solist, lægger ud med så spredte toner, at førstesatsen lyder som gennemhullede Goldbergvariationer: en slags eroderet kulturhistorie formidlet fra en hukommelsesløs fremtid. Harmonisk set er der lige akkurat nok tonal fremdrift til, at det nært aleatoriske udtryk hele tiden holder sig i bevægelse. Og stofligheden i de kildrende lyse anslag og Liatsous åndedræt hypnotiserer mig som et myggelys.

Grundstemningen er en tristesse, noget er tabt. Men der er hele tiden et drama, som udfolder sig mellem rolige linjer og maniske udbrud med en smag af rådvildhed i dobbelttempo. Meget elegant fungerer de fuglefløjtende triller overalt i værket som en form for ankre: Værkets struktur er helt sin egen, men alligevel gennemskuelig.

Mod slutningen tager repetitionen for alvor over. Enkelttoner hamres ned i klaviaturet, som om noget skal morses eller mejsles i sten for at afværge en nært forestående glemsel. Kompositionen er på mange måder et kommuniké, som inviterer til tematisk læsning om postapokalypse og klimakatastrofe. Men den er også helt ekstremt omsorgsfuld, kærlig, indbydende. Jeg tror simpelthen, det er min favorit i klaverlitteraturen fra det 21. århundrede, voldsomt nok.

Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.

Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.

Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«

Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.