Mellem støjen og musikken er musikerens hånd, citerer Jean-Michel Jarre Pierre Schaeffer i Lisa Rovners dokumentarfilm. Og den hånd har sjældent været kvinders. Wrong! Via sjældne fotografier og optagelser – bundet sammen af Laurie Andersons speak – fortælles en fascinerende historie om kvinder, der hørte radikale lyde i deres hoveder, indfangede lyden af en elektrificeret verden og så teknologien som en befrier.

Disse kvindelige komponister mærkede the sweet mystery of noise, lyden af fremtiden og ville skabe dialoger med elektroniske lyde. Kærlighed til Tolana-båndoptagere og en ARP 2500-synth kender ikke til køn. Kig bare på thereminmesteren Clara Rockmore og Maryanne Amacher, som ville spille med lytterens fysikalitet og fik sit ramponerede hus, stoppet med maskiner fra et fysiklab, til at vibrere. Eller Laurie Spiegel, der med sit projekt »Music Mouse« omdannede den menneskevenlige Macintosh fra 1984 til et rungende, pulserende musikinstrument. Og alle de andre elektroniske søstre, som ikke ville trækkes rundt af døde, hvide mænds næser, men aktivere nye indsigter og tænke uden for kompositioner, som vi kender dem. Bum. 

Samtidige kunstnere som Holly Herndon og Ramona Gonzalez (Nite Jewel) kommenterer bedrifterne. I dag siger én af de elektroniske pionerer, at de ikke revolutionerede, men blot ønskede at sætte musikken i kontakt med sig selv. Ja, men de så moderne magi i computerne – der i starten tilhørte bankerne, militæret, forsikringsselskaberne – og var med til at gøre magien til en kunstform. Og selvfølgelig har Pauline Oliveros ret: Hvordan du lytter, har betydning for, hvordan du udvikler en kultur. Look and learn – og lyt, lyt igen, Lydfar.

»There is the art of memory and there is the memory of art,« skriver den franske filosof Jacques Derrida. Og mindet som kunst, får jeg lyst til at tilføje efter at have lyttet til det nye album med konkretistiske lydkollager af argentinske Beatriz Ferreyra og britiske Natasha Barrett.

‘Souvenirs cachés’ betyder direkte oversat ‘skjulte minder’, og hele albummet lyder rent faktisk som en samling erindringer, der i korte glimt træder frem fra underbevidsthedens slør. Jeg hører fuglesang og summende insekter i det væld af hviskende stemmer og langstrakte droner, der udgør Ferreyras Souvenirs cachés, jeg mærker den varme, kildende fornemmelse af en solstråle, der langsomt bevæger sig ned ad min ryg. Et sepiatonet minde om den perfekte sommerdags flygtige sødme.

Barretts Innermost lyder knap så idyllisk. Et marchorkesters insisterende rytme, klapsalver og hujende tilråb fra en forsamling er gentagne motiver, der uhjælpeligt leder mine tanker mod romantiserede idéer om revolution. Gennem hele værket sidder jeg og venter på, at marchtrommerne kulminerer i et storslået crescendo, men det sker aldrig. I stedet er det – et minut inden værket slutter – som om nogen kaster et vattæppe over lyden, som om dens kanter slibes af med sandpapir. Som om Barretts ultradetaljerede lydunivers med et – for igen at låne en formulering fra Derrida – »sinks into an abyss from which no memory […] can save it«.

Caktus’ to altsaxofoner, kontrabas, cello og trommer vidner om en kvintet, der har placeret sig et sted imellem jazzen og kammermusikkens verdener. Dette kan umiddelbart lyde som en svær balancegang, men orkestret er heldigvis fortrolige med blandingsforholdene.

Fra indledningen med kun en enkelt saxofon og bas, inklusive en ultrakort (intentionel?) reference til John Coltranes »Welcome«, føres jeg gennem introspektive, opbyggende passager og udfarende, eksplosive forløsninger. Saxofonerne både hvisker og hviner, strygerne stryges og plukkes, trommerne tier og larmer. Fra storbyidyl til højhastighedstrafikinferno og alt derimellem.

Det er kompetent og selvsikkert, men indimellem savner jeg lidt mere usikkerhed i balancegangen, at orkestret trækker musikken lidt længere ud i begge retninger.

Mens Caktus spiller på vekselvirkningen mellem to traditioner, så gør Selvhenter brug af en helt anderledes tilgang. Med en besætning på altsaxofon, basun og trommer kunne man forvente en jazztrio, men Selvhenter er meget mere – eller måske noget helt andet – end det.

Begge blæsere er næsten konstant underlagt en række pedaleffekter, og det er sjældent, at de to instrumenter rent faktisk lyder som sig selv. Saxofonisten får til tider sit horn til at lyde som en Fisher-Price-plasticmelodica, mens basunisten blandt andet producerer en lyd, der bedst kan beskrives via referencer til Black Sabbath-riffs. Trommerne er til sammenligning mere konventionelle i deres lyd og funktion, og de forankrer dermed på fornemste vis de ellers højtragende idéer.

Selvhenter udviser en larmende, søgende legesyghed, og som det er kutymen i den søgende musik, så er der nogle momenter, der fanger min opmærksomhed mere end andre. Men den allestedsnærværende legesyge smitter.

På den norske Borealis Festival præsenterer den danske akkordeonist Andreas Borregaard to meget forskellige videoværker (tilgængelige online til og med 18. april, red.). I det første, Philip Venables og Ted Huffmans My Favourite Piece Is the Goldberg Variations, fortæller Borregaard sin mors livshistorie, mens falmede hjemmevideoer flimrer i baggrunden og hans dramatiske akkordeonspil på én og samme tid modarbejder og understøtter fortællingen.

Det er akkordeonet, som får en banalitet som »I felt better with him around / he was always holding my hand« til at lyde som hårdt tjent livserfaring, og som fremhæver den knusende melankoli i børnesangen »Bjerget i skoven«. Med få, velvalgte virkemidler formidler Borregaard på smukkeste vis en fortælling om kærlighed og tab, om tosomhed og ensomhed. Det er en udsøgt sanseliggørelse af hverdagen.

Anderledes forholder det sig med det andet værk, Marcela Lucatelli og Kirstine Fogh Vindelevs Drift. Her spiller Borregaard skingre, skrattende lyde på sit akkordeon iført en gylden latexheldragt, gentager omkvædet fra Rod Stewarts »Sailing«, som var det et mantra, tilfører »Alle sømænd er glade for piger« en helt ny, homoerotisk tekst, laver fjollede grimasser iført paryk og læbestift og vandrer forvildet rundt i snevejr klædt ud som et kæmpe insekt.

Programteksten fortæller, at værket inddrager elementer fra Borregaards virkelige liv, hvilket forekommer mig usandsynligt, medmindre han er hovedpersonen i Kafkas Metamorfosen. Jeg er en stor beundrer af Lucatellis arbejde som vokalist, men må nok indrømme, at jeg ikke forstod Drift. Jeg sad tilbage med følelsen af, at værket forsøgte at sige noget om køn og seksualitet, men præcis hvad, blev aldrig tydeligt for mig. Omvendt er det måske en fejl at lede efter et budskab frem for blot at hengive sig til værkets arbsurdisme.

Ej bel canto-rap sivede fra Pis’ mund i garagen i det idylliske Øgadekvarter. Snarere aarhusiansk, semimuntert, hårdt knækket prosa om at være en upcoming hiphopduo. Vi var de tilladte fem til indspilningssession: 2,5 meter foran mig og en anden gæst var Chris (Christian Windfeld) på friske trommer og forsanger Pis (Niels Kern Bertelsen) plus producer bag døren. Og uanset hvordan »Hulubulu, hvor er de hænder?« og bidske numre om flere likes, flere royalties, innovationer og entreprenante partnerskaber kommer til at lyde i deres final cut, så fattede vi foredraget om at »tage den store dyne på«.

Kunstens hellige haller er lukkede, og garagekulleren kan kureres med ‘kontaktløse’ studio-visits i højhuse via droner. Eller: via en meget kontaktfuld, kammeragtig og fysisk grounded øver på 28 minutter, midt i 8000 C. Udstillede var vi, men det var også et trygt mikrokosmos at træne skills i: Engang letter dynen, og vi bliver mere end en håndfuld til at dele beatet. Mine forsøg på håndtegn var pisseforkølede. De foregik i hjernen. Håndtegn skal være spontane og i kollektive bølger, flotte som koloratur. Kun dronninger vinker alene på en altan.

Vi var bare et lille partnerskab på fem. I en garage. Og i den garage mindede vi hinanden om, at vi lever i en meget fysisk verden. Du skal vinke med, når der er garagetour.