Valentina Magaletti havde fyldt eksperimentalscenen Platform op med trommer. Og så blev heavy weather vekslet til heavy og meget muskuløs drumming. Dog også pyntet med delikate elektroniske soundscapes og intelligent groove, der efterlignede maskiners repetitive kræfter. Det gav både mening, at de aurale kollisioner på hendes album A Queer Anthology of Drums er blevet kaldt vejvisere til et splintret paradis, og at Magaletti har udtalt sig om »karnevalistisk improvisation«, hvor høj- og lavkultur, drama og ironi taler sammen. 

På Roskildes mest karnevalistiske scene er der intet hierarki. Sambafolk, undergrundsdansere og cellister holder hof og opfrisker vores trætte festivalører, når vi mindst venter det og mest fortjener det. Kalder til trommefest, så den planlagte popkoncert må vente. 

Nok er italiensk-engelske Magaletti klassisk uddannet percussionist, men jo også undergrund og spiller med Thurston Moore. Og folk var absolut vågne under hendes hypnosetunge percussionkunst, hvor groovet langsomt og på umærkelig vis sivede ind i kroppene og blev der. Magaletti viste, at ligesom mennesker kan have et stemmeregister, kan trommer have personlighed. Jeg gentager: Det var stor percussionkunst i fluorescerende og eksplosive farver. Karneval lige ved siden af Orange.

Det smukkeste ved cellist Cæcilie Trier (CTM) og danser Skjold Rambows gennemgående smukke performance Bow på en over- og sidedækket Platform-scene var ikke kun Rambows ophævelse af tyngdekraften i langsomme, baglæns flikflak og breakdancede positurer. Det var heller ikke, at celloen lød fuld af mørk krop i sin forstærkning, men samtidig også svævende med en lækker rumklang. Eller at de to performere virkede i total harmoni og holdt øjenkontakten, mens Rambow hvirvlede rundt i balletsko og skakternet joggingtøj. Nej, det smukkeste var selve gestussen: at Trier lod den klassiske musik stå så uforfængeligt til rådighed for en samlet kunstnerisk helhed, hvor sløve hiphopbeats og insisterende skælvebas fyldte lige så meget som hendes enkle, let forsirede buebølger og korte mønstre.

Det slog gnister. Næsten bogstaveligt, da Rambow undervejs samlede en trommestik op og slog den mod et bækken, så hele kroppen blæste bagud i en eksplosion. Eller i poetisk forstand, da Trier lod det voldsomme regnskyl udenfor spejle i et soundscape af dryp.

Men først og fremmest i en sublim finale, hvor et let beat og celloens lyse flimren ledsagede Rambows fald ud i publikum. Ikke et hvilket som helst publikum, dog. For straks rejste de syv mænd, han landede i, sig og løftede den døde krop mod loftet. Det gav et sug i maven. At Roskilde Festival kan opbyde den slags visuel-akustisk poesi på en torsdag ved frokosttid – i øsende regnvejr – er næsten for godt til at være sandt. Jeg bukker mig i mudderet.

Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.

Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.

Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.

Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.

Det er ikke første gang, Selvhenter viser Roskilde, hvordan en saxofon kan skråle. Selv de mest avantgardeparate lyttere hev efter vejret. Ja, det var svært ikke at lade sine egne lunger leve sig ind i de lange forløb og den balstyriske energi, som det eksperimenterende københavnske firkløver excellerede i med en instrumentpark bestående af to trommesæt, synth, basun, sax og diverse. Og jo mere bandet – placeret i midten af Avalon-teltet med publikum omkring sig – vævede på deres kollektive patchworktæppe, jo mere blev disse instrumenters egenart udvisket. Selvhenter kunne ligeså vel have spillet på helt andre instrumenter. Man så Sonja LaBianca stå og trykke tonerne ud af et blæseinstrument, men det lød mere som en harpe fra rummet. Det var forunderligt, hvordan hendes saxofonfanfarer lød som nødsignaler til outer space. Og imens kørte trommerne meget jordbundne rytmer: Steve Reich-agtig puls mødte mere free forløb. 

Selvhenter pustede fuldfed punket og jazzet noise op i det telt. Uden pauser (selv ikke da en lilletromme gik kold og skulle udskiftes undervejs) og uden vand til de fremmødte. Det var et plus, at vi kunne være så tæt på musikerne, som på deres lille scene i midten lignede kæmpere i en battle-arena, Det var ny musik, der i høj grad var kropslig. I en times tid trak vi vejret (og måske endda svedte?) synkront. Og det er vældig godt at gøre noget sammen på en festival. Selvhenter på Orange Scene næste år. Kom nu!

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.