Lyden på Eager Buyers er lige så intens som knitrende cellofan – og lige så afslørende. Det er, som om alle musikalske etiketter er pillet af, og tilbage står en rå, ufiltreret lydverden, hvor genrer opløses, og alt bliver muligt. Den Berlin-baserede spanske producer JASSS smeder sit udtryk i en punket legering af elektronisk musik, industrial, EDM og rockede guitarriffs.

Hendes tredje album er et opgør med konformitet og forventninger. At sætte ét mærkat på JASSS er næsten umuligt. Så skulle det måske være cool. I de komplekse rytmiske sammensætninger, hvor spor af bitcrush balanceres af melankolske harmonier og subtile hentydninger til medieval-core i nummeret »Sand Wrists«, bevæger vi os i et univers, der på én gang er nostalgisk og eventyrligt – og samtidig ulmende af Berlins natteliv.

Eager Buyers er dragende – også for lyttere, der ikke plejer at bevæge sig i den elektroniske sfære. Albummet har en tydelig fortælling, båret af en mørk, næsten teatralsk energi. JASSS vender sig mod en verden, hun oplever som »fejl-ernærende« – som hun formulerer det gennem sangtitler som »Hollow‹ og »The Mob Expects Malnutrition«. Men melodramaet får et skær af ironi: der er noget afvæbnende sarkastisk i det hele, som om Eager Buyers i virkeligheden handler om  det desillusionerede moderne menneske. 

JASSS rasler med cellofanen fra de musikalske indpakninger, vi plejer at kalde genrer, og minder os om, at musik også er et produkt, der skal sælges og købes. Eager Buyers er et album, der nægter at lade sig pakke ind – og netop derfor er det værd at købe.

Only one actor appears on stage in The Emperor of Portugalia – surrounded by eight singers. In Elisa Kragerup’s tightly choreographed staging, Louise Alenius’ a cappella composition becomes a physical experience where breath and movement merge into one. The acoustic soundscape interacts eerily quietly with the deafening, mechanical noises that arise when, for instance, beams of light are raised and lowered on stage. It feels as if the relentlessness of existence here briefly finds a sonic expression that captures Selma Lagerlöf’s intentions.

The sparse – or rather ascetic – soundscape, together with the humble peasant costumes, reflects the harsh, monotonous life of a Swedish village before the world turned modern. And the plot? A poor farmer worships his daughter, but when she leaves for Stockholm as a young woman and never returns, his years of yearning drive him, in a Don Quixote-like fashion, to believe himself emperor of the imaginary land of Portugalia, with his daughter naturally imagined as its ruler. The father’s longing borders on madness, while the daughter’s neglect or thoughtlessness ultimately turns against her: in a Godot-like manner, he waits and waits for her – just as she, after his drowning, waits for him, unable to find his body.

The piece is carried by an almost unbroken drone in the choir (produced through collective breathing) – a single sustained tone that, as an artistic device, illustrates how music in theatre can be so minimal that sound itself becomes the message, and the absence of a musical narrative becomes the point. »One tone played beautifully is enough,« Arvo Pärt once said. Except that here, the tone is sung – and in this work, his statement is affirmed in the most radical way: a maximal expression achieved through minimal means, realised with striking precision by Vokalensemblet ÆTLA.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

It sounds as if someone has placed a microphone directly inside the nervous system’s electrical impulses. The Nordic electroacoustic vocal ensemble IKI explores the boundaries between body and technology on their fifth, self-produced album BODY, where the five singers’ bodies merge into one large, organic rhythm box.

The tracks change form as the body breathes, dances, awakens, runs, wanders – in the imperative mood. The harmonically unison ripple of »Float« is countered by flickering modem-like sounds in »Regenerate«. Everything is framed by the recurring theme »Circuit«, which ultimately gathers the fragments into a single linguistic statement: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY demands concentration. IKI claims that all sounds on the album are created with the voice – a counterpoint to the electrically manipulated, a kind of reversed version of synthesizer sounds that imitate the human voice. It’s an incomprehensible mystery one keeps listening for: how can the voice produce the accordion-like sound on »Breath«, panned all the way to the left and slowly taking over the entire soundscape? Of course, it can’t do so on its own. The recording itself is an electronic mediation. The technological tools act as a microscope for vocal expression. It’s powerful because it asks about the transitions between human and machine, between life and afterlife. Yet the premise holds a paradox that never fully resolves.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
 

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks. 

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse.