Astrid Sonne, Marie Louise Buch og Tobias Kropp indleder deres minikoncert a cappella. Trioen er indrammet af det blege lys fra vinduerne i baggrunden, og den flotte billedside, med sine nedtonede farver og lidt uskarpe kvalitet, skaber en nærmest sakral stemning.

De tre musikere både står og sidder i løbet af koncerten, og på samme måde, som de bevæger sig mellem instrumenter – mikrofoner, elektriske guitarer, violin, sampler – så bevæger de sig også gennem forskellige stilarter. Førnævnte smukke korsang afløses af simpelt, men effektivt dobbeltguitarspil, tempofyldt elektronisk og violinpassage.

Mens jeg finder alle de individuelle dele interessante og endda smukke, så frustreres jeg over manglen på en stærkere rød tråd igennem hele koncerten.

Den røde tråd viser sig også at blive min anke i Francesca Burattellis koncertvideo. Denne indledes af sangerinden akkompagneret på akustisk guitar. Dette første nummer er som folkesangens varme muld, og lyssætningen matcher med røde toner.

Da sangen er færdig, skifter alt dog karakter via et meget åbenlyst klip i både video og lyd. Den fjerde mur brydes, og fortællingen gør holdt og genoptages. Nu er Burattelli pludselig alene på scenen, og både musik og lys er mekanisk og koldt, endda til tider sørgende. Der er en interessant historie i overgangen fra den indbydende skønsang til den efterfølgende næsten forvirrende dissonans, som var Burattelli en sirene fra den græske mytologi.

Det abrupte skift er på sin vis et effektivt virkemiddel, men jeg ville ønske, at det kunne være blevet inkorporeret på en måde, der ville fremme indlevelsen i stedet for at hindre den.

Det nye værk på albummet, akkordeonkoncerten Sound and Simplicity (2018), består af syv satser. Eller »lydsøjler«, som Ruders kalder dem.

Satserne har forskellige udgangspunkter, for eksempel lyder den første, »Rain«, med sit stærkt vekslende sammenspil mellem Bjarke Mogensens akkordeon og Odense Symfoniorkester som at bevæge sig igennem en by, hvor regnen rammer de forskellige overflader og skaber klange af varierende længde og intensitet.

Anden sats, »Trance«, smider al melodik og tematik over bord for over fire minutter at lade en Ges-dur bevæge sig tre oktaver op – og man keder sig aldrig. De to sidste satser, »Twilight« og »Wolf Moon«, er som taget ud af en gammel horrorfilm. I »Twilight« leger akkordeonet i hele sit register, hvor jeg flere gange reelt er i tvivl om, om lyden bliver dubbet af et orgel eller kor, selvom det ‘kun’ er orkestret, der farver klangene på subtile måder. Satsen slutter af med et varulvehyl, arrangeret for basun.

Vekselvirkningen mellem at udforske mulighederne for forskellig sound i konstellationen orkester og akkordeon, mens man holder sig til ret simple virkemidler, gør Sound and Simplicity til et virkelig vellykket værk, hvoraf hver sats tåler genlytninger.

Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.

I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.

Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.

Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.

Mellem støjen og musikken er musikerens hånd, citerer Jean-Michel Jarre Pierre Schaeffer i Lisa Rovners dokumentarfilm. Og den hånd har sjældent været kvinders. Wrong! Via sjældne fotografier og optagelser – bundet sammen af Laurie Andersons speak – fortælles en fascinerende historie om kvinder, der hørte radikale lyde i deres hoveder, indfangede lyden af en elektrificeret verden og så teknologien som en befrier.

Disse kvindelige komponister mærkede the sweet mystery of noise, lyden af fremtiden og ville skabe dialoger med elektroniske lyde. Kærlighed til Tolana-båndoptagere og en ARP 2500-synth kender ikke til køn. Kig bare på thereminmesteren Clara Rockmore og Maryanne Amacher, som ville spille med lytterens fysikalitet og fik sit ramponerede hus, stoppet med maskiner fra et fysiklab, til at vibrere. Eller Laurie Spiegel, der med sit projekt »Music Mouse« omdannede den menneskevenlige Macintosh fra 1984 til et rungende, pulserende musikinstrument. Og alle de andre elektroniske søstre, som ikke ville trækkes rundt af døde, hvide mænds næser, men aktivere nye indsigter og tænke uden for kompositioner, som vi kender dem. Bum. 

Samtidige kunstnere som Holly Herndon og Ramona Gonzalez (Nite Jewel) kommenterer bedrifterne. I dag siger én af de elektroniske pionerer, at de ikke revolutionerede, men blot ønskede at sætte musikken i kontakt med sig selv. Ja, men de så moderne magi i computerne – der i starten tilhørte bankerne, militæret, forsikringsselskaberne – og var med til at gøre magien til en kunstform. Og selvfølgelig har Pauline Oliveros ret: Hvordan du lytter, har betydning for, hvordan du udvikler en kultur. Look and learn – og lyt, lyt igen, Lydfar.

»There is the art of memory and there is the memory of art,« skriver den franske filosof Jacques Derrida. Og mindet som kunst, får jeg lyst til at tilføje efter at have lyttet til det nye album med konkretistiske lydkollager af argentinske Beatriz Ferreyra og britiske Natasha Barrett.

‘Souvenirs cachés’ betyder direkte oversat ‘skjulte minder’, og hele albummet lyder rent faktisk som en samling erindringer, der i korte glimt træder frem fra underbevidsthedens slør. Jeg hører fuglesang og summende insekter i det væld af hviskende stemmer og langstrakte droner, der udgør Ferreyras Souvenirs cachés, jeg mærker den varme, kildende fornemmelse af en solstråle, der langsomt bevæger sig ned ad min ryg. Et sepiatonet minde om den perfekte sommerdags flygtige sødme.

Barretts Innermost lyder knap så idyllisk. Et marchorkesters insisterende rytme, klapsalver og hujende tilråb fra en forsamling er gentagne motiver, der uhjælpeligt leder mine tanker mod romantiserede idéer om revolution. Gennem hele værket sidder jeg og venter på, at marchtrommerne kulminerer i et storslået crescendo, men det sker aldrig. I stedet er det – et minut inden værket slutter – som om nogen kaster et vattæppe over lyden, som om dens kanter slibes af med sandpapir. Som om Barretts ultradetaljerede lydunivers med et – for igen at låne en formulering fra Derrida – »sinks into an abyss from which no memory […] can save it«.