• © David Stjernholm
    1/6/2023

    Dystopisk datastorm er en fortryllet lydmaskine

    Copenhagen Contemporary: »Yet, It Moves!«

    Byens mest luksuriøse lydrum akkurat nu? Nemt: Ryoji Ikedas enorme videotriptykon Data-Verse 1/2/3 gør ikke kun verden til et stramt mønster af ubegribelige datastrømme – fra landkort, solstorme, hjernescanninger, overvågningskameraer – men forvandler også Copenhagen Contemporarys tømte svejsehal til en fortryllet lydmaskine af digital diagnosticeringslyst.

    Øverst i det spændte akkompagnement til billedstormen tikker et konstant lykkehjul, i bunden changerer dyb bas som en dystopisk anelse: Flyver vi for tæt på solen? Ubønhørligt faste sinusintervaller nagler den visuelle hast fast i nøgterne grids, men trods klinisk coolness står værket aldrig stille, takket være hule synthdroners actionjagende springmodulationer.

    Lyden i det store, tomme rum er eminent. Sinusbølgerne skærer præcist, men fyldigt igennem med deres oplistning og rensning af data. En pige med rottehaler løber grinende forbi i det blinkende mørke; hvis dette portræt af en verden skrevet i binær talkode er en dystopi, er den til at leve med.

    Anderledes organisk, men lige så fascinerende, er Tongues of Verglas, Jakob Kudsk Steensens 3D-visualisering af en kollapset gletsjer i rummet ved siden af: erindringen om det tabte bestøvet af isknitren, new age-fragmenter og et ordløst herrekors tomme intervaller. En rørende besyngelse af natur og forgængelighed.

    Fortænkt virker til gengæld Jenna Sutelas installation Pond Brain, hvor sammenhængen mellem et antropomorft vandkar med drypmikrofon og den brummende kvadrofoni af AI-behandlet mælkevejsstøj omkring det er til at overse. Heldigvis skal man tilbage til Ikedas megalomane verdensportræt for at komme ud igen.

     

     

     

     

  • © Josefine Seifert
    14/4/2024

    »Skal han spille på tre klaverer?«

    August Rosenbaum: Klaverkoncert

    »Skal han spille på tre klaverer?« spørger en dreng. »Det kan være, han har lært at spille med fødderne?« siger en voksen mand. Publikum på vej ind i DR Koncerthusets Koncertsal kommenterer setuppet til August Rosenbaums klaverkoncert. Det er virkelig besynderligt med tre Steinway-flygler linet op – faktisk komisk.

    Da koncerten gik i gang, bildte jeg mig ind at kunne høre forskel på instrumenterne, men ville nok dumpe en blindtest. Udover lidt leg med staccato på et flygel og pedal på et andet, var setuppet rent ud sagt uudnyttet. Klaverspillet var mangelfuldt, domineret af én måde at spille på: Pedalen i bund, en aktiv højrehånd primært i mellemlejet, en venstrehånd med et afdæmpet akkompagnement, og rigtig meget repetitionsteknik.

    Det føltes som en tyngdekraft, Rosenbaum ikke kunne undslippe. Ingen idé eller retning kunne løsrive sig, og man vendte altid tilbage.

    Når der er to flygler til en koncert, plejer det ene at være præpareret. Rosenbaum havde tre(!) uden at bruge en eneste skrue, mønt eller bordtennisbold. Burde det ikke være kriminelt? Heller ingen udvidede teknikker såsom clusters eller spil med sin håndryg blev brugt.

    Lysshowet var charmerende, til tider imponerende. Det kræver dog mere god vilje, end jeg har at kalde aftenen for en audiovisuel koncert, som programteksten fortalte mig. På vej ud hørte jeg en anden mand sige »Det var sgu meget spændende at høre ham spille.« Det synes jeg ikke.

     

     

     

  • © PR
    12/4/2024

    Brumbasser kommer med punk

    Smag På Dig Selv: »SPDS«

    Smag På Dig Selv er ret punk. Nok er de instrumenter, genren oftest associeres med, skiftet ud med saxofoner, nok lyder musikken væsentligt anderledes end den, man normalt ville forbinde med punkmusik. Ikke desto mindre har tenorsaxofonist Oliver Lauridsen, baryton- og bassaxofonist Thorbjørn Øllgaard og trommeslager Albert Holberg med deres debutudgivelse SPDS lavet et vaskeægte højenergisk punkalbum, spækket med sjov, ballade, seriøsitet og vrede.

    Allerede fra første nummer lægges stilen an: Trioen spiller ørehængende, ofte poppede melodier, der tager udgangspunkt i Øllgaards bragende dybe saxofoner, Holbergs stramme trommer og Lauridsens højenergiske, lyriske tenorsaxofon. Særligt effektiv er »Middelklassen avler kun skeletter«, der har en komparativt lidt mørkere klang, en bassax, der summer som en fed, morderisk brumbasse og fokuserer på stemningsopbygning i højere grad end mange af udgivelsens andre numre, dog uden at gå på kompromis med melodierne. 

    I den anden ende af spektrummet har vi numre som »PGO HOT 50«, med trampertempo, koklokke og epic sax guy fra helvede, »Negirî«, der med Luna Ersahin på vokal og saz i ellevte time lader blæserne træde i baggrunden, for ikke at nævne Thorbjørns vrede digte, der behandler alt fra globalisering, klimaændringer og krig til kunstakademiet og eget værd som menneske. Imponerende nok hænger det hele sammen, alting fungerer i sin forskelligartethed. Og det illustrerer på overbevisende vis det ældgamle punkdiktum, at man godt kan være vred og samtidig have det sjovt.

     

     

     

     

     

  • © Henrik Stenberg
    9/4/2024

    Ballettens nye powerduo

    Josefine Opsahl: »Passengers of Passing Moments« (Koreorama nr. 01)

    Josefine Opsahl sidder selv på scenen til australsk-danske Tara Schaufuss’ ballet Passengers of Passing Moments, som Opsahl har skrevet musikken til. Faktisk er det lige før, at hun stjæler al fokus fra de ti dansere, for det er fascinerende at følge den 32-årige cellists teatralske indlevelse og hendes meget aktive højrebens arbejde med loop- og effektboksen.

    Den knap halve times balletmusik er inspireret af Bach, men formidler også en højlandsk dramatik med samplet åndedræt, stikkende underdelinger og udpræget rumklang. Det starter med fine lystoner i dur, men bevæger sig hurtigt ned i dybet og finder dunkende bas og paukeklang. Følelserne blæser gennem hvert strøg.

    Temaet for balletten er tid. I glimt fanges danserne i Opsahls små, mekaniske sløjfer, siden etableres et mørkt, melankolsk rum, hvor en ung kvinde synker ned i et minde. Udstrakte klange og overtoner signalerer en tid sat ud af kraft; svag blæst høres, en tikken toner ind, og pludselig har hun drømt sin elskede frem.

    Kvinden bevæger sig som et spøgelse blandt de andre kroppe, mens Opsahl intensiverer sit spil og veksler mellem tre- og firedelt takt. På et tidspunkt er det, som om hun forsvinder helt ind i det voldsomme temperament; hendes dramatiske flair gør Bach til Avenger-helt, og det egner sig virkelig godt til Schaufuss’ fokus på følelsernes vold. Det er mættet, direkte og som skabt til en knugende intens koreografi. Stærkt makkerpar på den store scene.

     

     

     

     

  • © Lars Skaaning
    29/3/2024

    Danmark har fået en ny Matthæuspassion

    Bent Sørensen: »Matthæuspassion«

    »Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med fire kirkeklokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).

    Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.

    Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.