For et år siden var Pulsar den sidste festival, der blev afholdt inden nedlukningen. I dag åbnede den så i en superslank udgave kun for den allermindste kammermusik, og åbningen var også rent tematisk et studie i enkelhed.

Først James Budinichs White Stone, en flaskepost fra den amerikanske minimalisme med sit hakkende tonegitter i violinen ledsaget af et blødt elektronisk klangtæppe. Den manglende kritiske refleksion over arven gør mig jo nok lidt rastløs, må jeg indrømme. Jeg spejder forgæves efter et strukturelt argument eller en klanglig ambition, der rækker ud over meditationen.

Lige så enkelt, men dog mere brutalistisk, er Ida Lundéns DadoDado for guitar, som hamrer marcherende repetitivt af sted. Et typisk studieværk, vel, med sin grundlæggende undersøgelse af instrumentet, men meget afgrænsede form; jeg glæder mig glubsk til at høre mere. (Opd.: Nå ja, kort var værket, men »studieværk« er måske lidt malplaceret, når Lundén selvfølgelig ikke er studerende. Beklager.)

Og så: Rob Durnins W’hood Thunk Kit for berøring af et flygel, aftenens højdepunkt. Tangenterne brugt som guiro, et instrumentalt teater med begge ben placeret i stilhedsgenren. Her er der lidt mere på færde rent formmæssigt, og tak for det: for den tålmodige granskning og stiliserede leg.

Loïc Destremaus Saxocloned for, ja gæt selv, går klangligt til værks, en klagende saxofonsirene med klapren og overtoner, der udvikler sig til en ret charmerende leg mellem fjerne ekkoer og nære pusterier med sin selvkloning. Og som leder oplagt over til Adrianna Kubica-Cypeks Into the Whale’s Eye for duvende basklarinet og metallisk liveelektronik, et værk med en ro, der lægger an til en længere samtale mellem de to solister, men hurtigt er ovre. Ligesom koncerten. Men så er vi da i gang, og hurra, altså, for det.

Det er svært at modstå fristelsen til at anlægge et borealistisk blik på et album med ny islandsk kompositionsmusik, især når coveret leger med isbjerge og kæmper.

Det ville dog være stærk tendentiøst at kalde de tre første værker – af Daníel Bjarnason, Veronique Vaka og Haukur Tómasson – for særligt islandske. Mest trækker de på en generel symfonisk tradition fra det 20. århundrede med ustabil tonalitet og ‘spjæt’ i orkesteret, til tider modstillet roligere og mere tonale passager.

Men ganske umuligt er det at høre Flutter af Thuridur Jónsdóttir som andet end en isfugl, der flyver mellem isbjerge og insekter. Sidstnævnte er i bedste Knud Viktor-ånd samplet på båndoptager – den islandske natur bringes helt tæt på. Så i sidste værk, Magnús Blöndal Jóhannssons Adagio, kan jeg nu kun høre nordlys og vulkaner, og jeg holder vejret, da Katla truer med at gå i udbrud. En spændende plade!

Jeg tror ikke, man har talt så meget om sporene af den historiske avantgarde, der titter frem i Lucatellis værker. Det her er en god anledning! De gamle elektronmusikstudier spøger i sinusbølgerne og den elektroakustiske knitren i Skrrt, Skrrt. Og velkendte traditioner går igen i form af talt tekst, støjsamples, volapykvokal og en slags nøgternt afmålt slagtøj.

Glimtvis minder det måske ligefrem om en jubilæumsfest for tidligere tiders fremtidsklang. Hvilket egentlig er uventet, for jeg er vant til, at Lucatelli griber mig i kraven og tvinger mig ind i morgendagen. Det her er en mere noir oplevelse, der i lange stræk nærmer sig en abstrakt meditation.

Her slipper hun den stramme styring med formen og lader det timelange værk udvikle sig til et mere eller mindre improviseret støjdigt sammen med K!art-ensemblet. Ud fra den heftige programtekst havde jeg ventet noget skørrt, skørrt eller skrattende, skrattende. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skal synes, synes!

Jeg ville egentlig have forsvoret, at det var muligt. Men her er altså et album med kompositionsmusik for guitar, som rent faktisk er fremragende.

Instrumentet får ASMR-lignende kvaliteter i den nære optagelse, og især In-side-out-side-in folder guitarens dynamiske muligheder ud. Efter en indledning med insisterende gentagelser forvandler strengene sig fra noget endimensionelt til en sammensat personlighed med ydmyge åbninger i form af mikrotonale udsving og bløde glidninger.

På titelværket ledsages italienske Francesco Palmieris guitar af en vokal, der grynter, hvisker, fløjter og klaprer med tænderne. Sammen skaber de et hakkende, nedbrudt og intimt sprog, sådan som det må lyde, når man er i transit mellem forskellige verdner. Sælsomt.

De syv værker på albummet ender med at tegne et overraskende dækkende portræt af Steen-Andersen, lige fra hans optagethed af vokabularier til interessen for teknologi og musikhistorie. Mig: forbløffet.

På klaveret spiller et simpelt stykke, der med lange pauser giver tonerne plads til at ringe fuldstændigt ud, før de genoptages. Jeg kan høre en knirken. Er det et gammelt, næsten udtjent klaver, eller er det stolen, som pianisten sidder på? Det er, som om jeg er til stede i lokalet. Sofie Birch ved instrumentet, terrassedøren åben, morgenpastorale.

Selv når musikken ændrer karakter og tilføjer synths, droner, percussive vokaler og naturoptagelser, så mister den aldrig sit nærvær. Blandingsforholdene og stemningerne forandrer sig, men billederne står altid klart for det indre øje. Der sker altid nok til, at min interesse fastholdes, men aldrig så meget, at jeg ikke selv kan drømme med. Og heri ligger Birchs efter min mening største styrke. Som få andre formår hun at bruge lyd til at vække scenarier og følelser til live.

Albummet lakker mod enden, og den tidligere morgenstemning har nu ændret sig til noget mere natligt. Klaveret og den intime knirken er vendt tilbage for at ringe ud.