Så er der endelig godt nyt til de mange husejere med gasfyr. Sultanen af nedsablinger i primetime, Thomas Blachman, har med suiten Oh Yes My Maker skabt et værk, der består af så rigelige mængder varm luft, at energikrisen nu må være ovre.

Blachman har i forbindelse med udgivelsen udråbt sig selv til den symfoniske musiks frelser. Og forberedt gud og hvermand på, at »parnasset« og »snobberne« nok vil synes, at suiten – der foreligger som ren og skær MIDI-musik, fordi genialitet ikke kan holdes nede – er noget »frygteligt lort«.

Det er simpelthen en fornøjelse, når udgivelser ledsages af så nøjagtige anmeldelser fra kunstnerens egen hånd, at man ikke føler trang til at opponere. For Blachmans plastiske MIDI-suite er en kontrarevolution. Han er på sin største mission hidtil: at overbevise os om, at fortiden er fremtiden.

I dette parallelle univers væves revolutionens lydtæppe af Schönbergs ekspressionisme, Stravinskijs neoklassicisme, Bernsteins symfoniske jazz og tidligere tiders filmmusik. Jovist, det lyder tungt som et arkivskab, støvet som gammel cognac og mørkt som en undereksponeret spionfilm. Men tjek det her ud:

Musikken spilles af et computerprogram! Et vaskeægte computerprogram. Kan man forestille sig noget mere moderne? Thomas Blachman, der nu i tyve år har solgt sig selv som originalitetens sendebud, kan ikke. Han kalder det »en ny æstetisk dagsorden for kontrapunktisk partiturmusik«.

Men »frygteligt lort« ligger bare bedre i munden.

Hvem skulle have troet det om Else Marie Pade: Komponisten, der blev undervist af Vagn Holmboe, Leif Kayser og Jan Maegaard, skrev ikke kun elektronisk, men også klassisk musik. At kalde indspilningen her en sensation, som Dacapo gør, er en underdrivelse. Det er regulær verdenshistorie. Ryd forsiden!

I sine liner notes opfordrer Henrik Marstal alle danske orkestre til at opføre musikken, og det må de da gerne gøre. I så fald helst de otte korte etuder fra 1965, for her lyder og er Pade mest moden; med genfærdstoner og indespærret atonalitet skaber hun en alarmistisk stemning, som sætter sig i lytteren.

Det er dog det eneste af de fire værker, jeg har lyst til at genhøre. Suiten for kammerorkester fra 1953 er rig på Holmboe’sk mørke, på dramatiske ideer og på temperamenter, men overbeviser ikke. Heller ikke selvom Malmö Operaorkester går dedikeret til værks.

Suitens arkaiske stil virker hende helt fremmed, men skinner også igennem i trompetkoncerten fra 1954. Her er trompeten i dialog med en marchtromme, og man aner så småt det humør og talent, Pade uomtvisteligt besad. Musikken virker dog rudimentær og usammenhængende.

Der er langt fra disse skriveøvelser til den strenghed, hun demonstrerer i sine fragmentariske Parametre I-III fra 1962. De er til gengæld en tør omgang. Jeg holder mig til etuderne.

Kunne Else Marie Pade være blevet en stor symfoniker? Garanteret. Var hun det? Det mener Dacapo, så det må vi hellere rette os efter. Hil Else Marie Pade, komponisten, der skrev noder!

Tilhører man flokken af gnavne stivstikkere, der ikke kan se fidusen i at markedsføre Else Marie Pade som sensationel symfoniker, så er det vederkvægende at høre første udgivelse i Dacapos – indtil videre – noget mindre hypede serie af nyligt digitaliserede Pade-værker.

Her får vi i første omgang fire radiodigte fra 1971 til ukunstlet poesi af journalist/digter Orla Bundgård Povlsen, indtalt udødeligt af skuespiller Peter Steen og meditativt, men pointeret iscenesat med konkretmusik og tidlig elektronik af Pade i sit kostbare lydstudie hos Statsradiofonien.

Lige så fremmed komponisten lyder som fjern neoklassicist i sin tidlige orkestermusik, lige så hjemmevant er hun som indigneret, eksperimenterende og streng lyddramaturg i de fire digte om det amerikanske »herrefolks« overgreb på Vietnam og om hjemligt københavnerliv med hektisk trafik, men stille og smålummer livsførelse.

Det er, som Jonas Olesen skriver i bookletten, her, vi får konteksten for den berømmede og mystiske »Hitler er ikke død«-båndsløjfe. Som altså ikke skulle forstås mere abstrakt, end at nazismen overtoges af den amerikanske imperialisme, brændemærket ind i vietnamesisk hud med napalm.

Pades trumf er evnen til at forvrænge virkeligheden uden at forlade den. Eksplosioner, der bliver til dyster hvislen. Sløjfer af klokker og barnegråd, der sætter sig som gennemsigtige mareridt i psyken. Og så altså en vis tysker, der opløses til et luftbåret virus med hård klipning og en hård besked: »Han lever videre i Nixon.«

Når nu Jeppe Ernsts strenge studier af kroppens musikalitet ikke helt forløses i Émile Sadrias sort-hvide kortvideoer på Medicinsk Museion, så er det ikke, fordi det kompositoriske greb ikke er beundringsværdigt.

Ernst har overtalt en af den ny musiks store helte, basbarytonen Jakob Bloch Jespersen, til at strippe ned til et par hvide underbukser og følge tolv af komponistens tavse partiturer, som hver især fokuserer på én kropsdel.

Han bøjer ryggen, folder nakkehuden og vrider skuldrene, så bevægelsen modsvarer nodeværdier. Det er billedskønt og fint anatomisk sansende, men fornemmer man også musikken i motorikken?

Kun sjældent. Dels saboterer den naturlige museumsstøj Ernsts subtile rytmik. Dels savner man tydelige temposkift og den skarpe præcision, som er lettere at formidle med kvikke fingerspidser end besværlige hofter.

Det føles hurtigt fastlåst, når albuer bevæges stift fra side til side som en skibskran. Omvendt sitrer videoerne af poesi, når øjenlåg i closeup bliver til blid sommerfugledans. Jeg savner helt ind i sjælen at se de forskellige kropsdele spille op mod hinanden i polyfone, humørfulde splitscreens i stedet for æstetisk flotte, men sterile solostudier.

Jeppe Ernst ville sikkert kalde mig vulgær.

Museet opfordrer til, at man følger med i partituret via QR-koder, men visningen er frustrerende nok ikke tilpasset telefoner. I stedet burde noderne være afbildet nær videoskærmene. Det er måske i deres stille, utopiske poesi, at Anatomisk sangbog har det bedst.

Michael Gira og Kristof Hahn, begge kendt fra bandet Swans, har ganske givet kigget så langt ned i afgrunden, at den også ser ind i dem. Denne tilstand har Nietzsche på dybdeborende vis beskrevet i Hinsides godt og ondt. Men Gira og Hahn var ikke sjæleløse. Tværtimod viste de en ny sårbarhed og erfarne refleksioner over det mørke, deres kunst udspringer af. Princippet om maksimal lydstyrke blev holdt i hævd, så toner materialiserede sig og gik gennem marv og ben. 

Der var skåret ind til benet med den akustiske guitars repetitive, uforløste minimalisme, og Giras grusomme poesi i verdensklasse trådte knivskarpt frem. Stemmen var melodiøs, sort som natten og stærk på »The Beggar« fra Swans’ kommende album. Man kunne tænke om Gira, at han er et ubehageligt menneske, men i hans præsentation af »When Will I return«, der handler om et overgreb på hans kone, stod det smerteligt klart, at han blot fungerer som medium for menneskets ondskab.

Hahn lagde ikke en dæmper på sin fortid i noise, industrial og elektroakustik, da han loopende og legende opbyggede et støjende lydtæppe med sin distortede lapsteel, mens intensiteten andre steder blev afløst af rene toner, harmonisk melodiøsitet og vokal fuld af tysk Sehnsucht. Denne aften var det 50 års jubilæum for Roxy Musics debutalbum, og med en fortolkning af »If there is something« sendte Hahn en kærlig hilsen til bandets saxofonspiller, som er hovedinspirationen til hans unikke lapsteel-teknik.

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.