kortkritik

02.07.2023

Orange Healing

RF 2023: Sofie Birch

Andreo Michaelo Mielczarek. © Kåre Viemose

Fuglene pippede under hele Sofie Birchs koncert. Vel at mærke fuglelyde, der kom fra en sampler. De var lystige og gjorde komponisten og sangerens nye numre endnu mere luftige, end de i forvejen er. Birch, som optræder på den alternative musiks store festivaler, kommer fra en ambient verden med bløde synthesizere. Selv Ned Ferm, der kan sende de kraftigste saxofonudladninger, spillede blødt og sart og repetitivt. For ellers bliver man ikke lukket ind i Birchs univers, hvor naturen bestemmer tempoet, udtrykket og åndedrættets udskejelser.

På Roskilde mødes flere lydverdener og skurrer mod hinanden som poppede paranoide engle. Derfor har festivalen også zoner til afslapning. I starten blev man forstyrret af lyden fra andre scener, men efterhånden blev man suget ind i Birchs mikrokosmos. Hun sang om spiraler, der drejer. Ellers fik jeg ikke fat i, hvad der var på færde i hendes naturhymner. Men det virkede som sande historier, der skete lige i dette øjeblik. Mens vi sad og lyttede. Mens den store verden derude var ved at gøre sig klar til bombastiske orange følelser ved Lizzo, Rahim og Weyes Blood. I sidstnævntes koncert var også fuglelyde, musikken var også skønhedssøgende og lukkede naturens små lyde ind. Men de store popmusikalske dramaer eksisterer ikke hos Birch.

»Det er godt med lidt fugle, ik?« sagde Birch. Jo! Mere kantet blev det, da en elbas satte et jazzet beat ind, og Birch forvandlede sig til en jazzsanger. Vi var på klub, men kortvarigt. Naturen tog over igen. Koncerten endte med en nynnen. Ingen grund til at forstyrre naturens orden mere end højst nødvendigt.

kortkritikrelease

29.05

Gintė Preisaitė lader usikkerheden synge

Gintė Preisaitė: »Instruments of Forgetting and the Singing Bone«

Felt, 29.05

Kristoffer Møllegaard

Man støder efterhånden på Gintė Preisaitė i mange sammenhænge og under flere navne – solo som Baraboro og som en del af trioen Treen. Med Instruments of Forgetting and the Singing Bone udgiver den litauisk-danske komponist sit første album under eget navn, og det føles da også som hendes mest personlige værk til dato.

Først og fremmest skyldes det, at Preisaitė synger på hele syv ud af albummets otte numre. Hun behandler sin sangstemme som et instrument på lige fod med alle andre, og selvom sangen er lyrisk, så bruger hun den i hovedreglen til at skabe tekstur, dybde og kontrast. På »Summary Saint Mary« iblandes fx flere vokaltracks i forskellige tonelejer med baggrundsskurren, hurtige pulse, rungende bas, og mange flere lyde af både digital og analog oprindelse. Det er forfriskende fragmentarisk, en villighed til at lege med usikkerheden. Ikke alt hænger sammen, men netop manglen på sammenhængskraft får musikken til at føles levende og spændende.

Kun på »Nippon Dreams« – et væld af slagtøj, samples og feltoptagelser af japanske stemmer – mangler Preisaitės vokal. Og først dér mærker man, hvor afgørende den har været som orienteringspunkt gennem albummet. Fraværet efterlader et tomrum, som understreger den dualisme, som Preisaitė arbejder med: Musikkens udtryk er både intimt og køligt, nærværende og distanceret.

Instruments of Forgetting and the Singing Bone giver ikke mange svar. Til gengæld er det endnu en fascinerende brik i det puslespil, der er Preisaitės særegne oeuvre.

kortkritikrelease

28.05

En violinist med ild i buen

Darragh Morgan, Ulster Orchestra & David Brophy: »Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland«

Resonus Classics, 22.05

Jeppe Rönnow

Der er ikke noget som ildsjæle! De løfter komponister og værker, som ellers ville have ligget i dvale. Her er den sprudlende violinist Darragh Morgan, som siden han var 15 år gammel (!), har promoveret og spillet ny musik. Han ved, hvad der fungerer, og har næse for nye værker og komponister – især på denne plade med den knap så catchy titel: Spin – New music for Violin & Orchestra from Northern Ireland. Fire relativt nyskrevne violinkoncerter, alle med fokus på soloviolinisten Morgan. To er dedikeret til ildsjælen.

Der er ild i Brian Irvines violinkoncert À mon seul désir fra start, hvor gnistrende motiver og riffs skyder op overalt. Næsten for meget energi og aktivitet, men det virker, og alle de heftige bevægelser er afstemt og i balance. Satsen hedder: »With a big life embracing energy«. Konkret og beskrivende – de store abstraktionssfærer overlader irerne til den ny musik i Centraleuropa. Det dramatiske klimaks i andensatsen har jeg genhørt flere gange af lutter begejstring, og hele koncerten (der blot varer 15 minutter) slutter englesmukt på Morgans helt små, lyse strenge.

Ryan Molloys violinkoncert på tre satser over 20 minutter kører til gengæld i tomgang, men finalesatsen er dog på et stærkt niveau. Bill Campbells Swim er udpræget irsk i hele sin tone, og man hensættes til bølgende marker hos det stolte irske folk. En inderlig og bred solokadence giver Darragh Morgan os midtvejs i det kvarter lange værk. Spin 3 af Frank Lyons er heldigvis også en lille perle, så man bliver glad i låget af denne nye nordirske musik med Ulster Orchestra og den fascinerende Darragh Morgan, med den store personlige dedikation, der giver så meget.

playliste

27.05

Vi er Selvhenter – vil du se vores playliste?

»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«

Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.

Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.

playliste

27.05

Mit navn er Troels H. Sørensen – vil du se min playliste?

»Musik for mig er en konstant bevægelse (i mig). Det er en konstant skiftende sang i mit hoved. Musik kan være beroligende og opløftende, og den kan give mig svar, som jeg ikke vidste fandtes. Musik leder mig gennem livet – om det er de største og bedste øjeblikke i mit liv, eller det er svære perioder. Musik er også et fællesskab, hvor nye tanker og ideer kan få liv. Fællesskabet er netop ikke en konkurrence, men det er en måde at bevæge sig fremad sammen.«

Troels H. Sørensen er booking- og programansvarlig på spillestedet Skråen i Nordjylland. Han er tidligere bestyrer på 1000Fryd. Sammen med Casper Clasen driver han Lasher Agency og står bl.a. for festivalen Lasher Fest. Sørensen spiller i bandet Vægtløs og har tidligere været med i diverse bands fra den aalborgensiske undergrund og har udgivet plader gennem sit cooperative pladeselskab 5FeetUnder Records.

playliste

26.05

Mit navn er Jungstötter – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et osmotisk tilflugtssted.«

Jungstötter er et soloprojekt af den Berlin-baserede sangskriver og musiker Fabian Altstötter. Han har udgivet to albums på [PIAS] og har spillet shows over hele Europa, herunder Volksbühne, Silent Green og Zeiss Major Planetarium (alle Berlin), Kampnagel (Hamborg), Nürnberger Staatsmuseum für Kunst und Design, Palac Akropolis (Prag), Desertshore Festival (Wien) og flere. Han har støttet anerkendte kunstnere, herunder Owen Pallett (Final Fantasy, Arcade Fire) og Petra Hermanova.