At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.

Som det ofte er tilfældet med soundtracks, navigerer musiker og komponist Søren Gemmer og den grønlandsk-danske billedkunstner Jessie Kleemann på en hårfin balance på Lone Wolf Runner, hvis musik oprindeligt blev skrevet som soundtrack til Kleemanns performances af samme navn i 2023 på Nationalmuseet. Hvor meget af det oprindelige formål (her Kleemanns performances) kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening? 

Albummet præsenteres via PR-materiale som bl.a. en postkolonial kritik og en undersøgelse af transkulturelle spørgsmål, hvilket umiddelbart virker meget fængende – ikke mindst pga. den nuværende geopolitiske situation, som Grønland pludselig befinder sig i midten af. På det rent musikalske niveau er udgivelsen ikke så gribende, som man kunne have håbet på. Dertil mangler der en stærkere forankring i en følelse af formål med musikken. Uden at have oplevet Kleemanns oprindelige performance, er det mit indtryk, at netop manglen på dette aspekt har efterladt for store huller, til at den ellers på mange måder spændende musik kan fylde dem ud alene. Lone Wolf Runner er fyldt med henvisninger og antydninger til dramatik og historiefortælling, som ikke kommer til deres ret.

Interessante og spændende øjeblikke er der ellers mange af: Kleemanns digteriske stemme, der skifter mellem ikke bare grønlandsk og dansk, men også tungt præget af vocoder og tilsyneladende ubehandlet vokal. De atonale, tøvende, men flotte klavermelodier som bl.a. »The Dancer« og »Marble«, der skaber rolige øjeblikke iblandet spænding. Den industrielle »The Skin« sår midtvejs gennem albummet tvivl om, hvilken retning, musikken fører lytteren i. Men i sidste ende mangler Lone Wolf Runner netop det, der er blevet skåret fra i albummets tilblivelsesproces: en performance, der kan binde det hele sammen.

Den københavnske duo Blaumes EP, excess air, er et feltstudie i vejrtrækningens fælles puls, der beroligende tager et dybt åndedrag. EP’ens luftige lyd er som en cyklisk udfoldelse af åndedrættets fysiske betingelser, og med hæse korstemmer og kvidrende tværfløjte snor de to kunstnere, Laura Zöschg (IT) og Mette Hommel (DK), sig rundt om åndedrættets helende og kunstneriske egenskaber.

Måske er det den underlige varme vinter eller de blomstrende skikkelser på coveret, men det er, som om excess air gemmer på en spinkel forårsstemning. De sparsomme instrumenter famler sig improviserende frem over de tre numre, og de mange korstemmer tilsætter en vedkommende fysisk fornemmelse af musikere, der arbejder, hvilket understreger en fornemmelse af spinkel spiring.

Det elektroniske, i form af vokaleffekter og musikprogrammet Ableton, er en vigtig del af Blaumes udtryk. Vokaleffekter virker ofte meget fremtrædende, men når den processerede vokal på nummeret »vivus tremus« driver over i en hæs raspen, opløses det kunstige skel mellem stemme og effekt, og det elektroniske bliver en åbenlys forlængelse af Blaumes fælles åndedræt.

Blaumes excess air er en dejligt levende EP. Det er musik, der har overskuddet til at strække sig langt fra et enkelt og nærliggende udgangspunkt, og med få simple virkemidler udgør Blaumes debut en kærkommen forårsbebuder.

On his new album, Snowblind, Jacob Kirkegaard shifts his focus away from revealing the hidden sounds of our surroundings to instead depict a psychological drama. The inspiration: The Swedish polar explorer Salomon August Andrée, who in 1897 set course for the North Pole in a hot air balloon – a reckless journey that cost him and two others their lives, blinded by snow and the pursuit of fame.

Through 11 icy tableaus, Kirkegaard paints a portrait of the anxiety and doubt Andrée must have felt when the balloon crashed onto the pack ice east of Svalbard. For two months, the three men continued on foot until they reached the desolate island of Kvitøya – where they died a few weeks later, possibly poisoned by undercooked polar bear meat. By then, nature had long since revealed its hostility.

You hear all this on Snowblind. First, the balloon takes off in an air current that elegantly balances on the edge of suffocating dark synths and a heartbeat rhythm, while a metallic screech – reminiscent of a heroic electric guitar – subtly signals doubt: Was Andrée a hero or a villain? Shortly after, we land in a vast nothingness of scraped metal. The shockwave transforms into mischievous, squelchy synth footsteps as desperation and hallucinations grow: Was that a ship's horn I heard? A lifeline?

But no. Silence wins. The icy water rattles like a hungry beast. The hardboiled psychological drama leaves no room for hope, only a chance to stare at your end right in the face. Had Kirkegaard been a truly ruthless portraitist, we might have descended even further into darkness and disorientation, but his weightless ambience still leaves its marks in the snow.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek