Denne vinter er den tyske technoproducer Wolfgang Voigts stedsegrønne diskografi vokset – igen med repetitiv, dronende ambient techno. Men Der Lange Marsch er også besynderligt selvreferentielt. Det er et album, der i høj grad gør brug af musik samplet fra egne tidligere udgivelser, som Voigt har remixet og her præsenterer i nye sammenhænge. 

Har man, som jeg, lyttet uendeligt meget til GAS’ ældre udspil, vil man bemærke lånene. Hvis ikke, så gør det rent musikalsk ikke den store forskel. Voigts styrke er at skabe noget langsommeligt majestætisk ud af meget få virkemidler. Stryger- og blæsersamples strakt til nær uigenkendelighed. En blød, tung 4/4 stortromme, der lyder som hjerteslag. En konstant knitren som ild i tørt græs. Projektet GAS har altid haft de vældige tyske skove som tematisk omdrejningspunkt, og i de øjeblikke, hvor din hjerne og musikken synkroniserer, kan du virkelig høre det. Visheden om, at alt omkring dig er levende og i konstant bevægelse, også selvom du ikke kan se det.

Men noget har alligevel ændret sig. Dette album indeholder mere dramatik end dets forgængere. Der sker mere. Alting bevæger sig mærkbart hurtigere. Omkring halvvejs igennem spilletiden bliver det tiltagende trippet, endda uhyggeligt. Lyden presser sig ind fra begge sider, føles klaustrofobisk. Og stilner så af igen.

Voigt lader til at foretrække nidkære udviklinger frem for konstante nybegyndelser. I den forstand er Der Lange Marsch intet nyt, men en uhyre interessant rekontekstualisering af en af ambient technos stærkeste diskografier.

Visionen »at udvide lytterens horisont ved at føre denne ind i en verden, hvor musikken er inspireret af praksisser fra balinesisk gamelan« ligger til grund for komponist, jazzpianist, kirkeorganist og musiketnolog Olga Witte, der bringer alle fire titler i spil på de selvudgivne to værker Organ Trio No 1 + 2. Første er et abstrakt stykke i fire satser for orgel og to basuner og det andet »en musikalsk fortælling om en mægtig østjavanesisk heks Calon Arang« i syv satser for orgel, alt- og tenorsaxofon. 

I Trio 1 varierer musikken fra salig og forsigtig meditation over noir-jazzet improvisation til samtaler mellem jamrende stemmeagtige basuner og støjende passager med fri leg i rigtig freejazz-stil. I Trio 2 er messingblæserne udskiftet med saxofoner, og selvom værkerne ikke konceptuelt er forbundet, er klanguniverset stadigt overvejende improviseret og stort set uændret. 

Når Trio 1 ikke lyder meget anderledes end 2, på trods af at sidste er programmatisk, kommer jeg i tvivl, om man med samme værk kan »udvide lytterens horisont« og fortælle en forståelig historie, eller om det måske er den megen improvisation, der gør historien om Calon Arang uklar og udvisker overgangen mellem de to værker. Noget må skærpes! Men uagtet at fortællingen er utydelig, er teksturerne interessante, og i satser som Trio 2’s »Raja Erlangga« viser Witte, at når hun tager styringen, og musikken bliver mere komponeret end improviseret, kan en besætning af to blæsere og pibeorgel udrette underværker.

Puha. Allerede efter første nummer på Romeo må jeg trykke pause, hente et glas vand og tage en dyb indånding. Der er smæk på den irske producer Sega Bodegas svære 2’er. Et lemlæstet vokalsample starter pladen og bliver hurtig ledsaget af filtreret beatboxing og den mest ildevarslende strubelyd, jeg længe har hørt. En dommedagsintro, der forbereder en adrenalinhøj gabber-puls i trommer og bas og det slagkraftige spørgsmål: »You don’t own my effiminacy, do you?«

Det hæsblæsende åbningsnummer »Effiminacy«, der også rummer et barmhjertigt og dødlækkert omkvæd i half-time, sætter tårnhøje forventninger til resten af pladen. I den grad overmodigt. Men også befriende, fordi vi slipper for albumformatets tyndslidte berettermodel og går direkte til point of no return. 

Selvfølgelig vil Bodega for meget på én gang. EDM-troper, vrangvendte popformer med fremmedgjorte omkvæd, underkuet dancehall, 2021-trends som hyperpop og UK garage og så naturligvis vokaler i alle regnbuens manipulationer. Arca kigger også forbi på nummeret »Cicada« og dekonstruerer alting i sin vanlige blodrus. På »Naturopathe« bliver vi beriget med Charlotte Gainsbourgs hviskevokal i en herligt simrende mosekonebryg af et listende lounge-track. 

Det er en tidstypisk genrekamikaze, Bodega bedriver. Stilren forvirring. Men der er noget særegent i den rastløse måde, han blander de forskellige klubgenrer på. Ikke hovedløst, tværtimod. Sangskrivningen er det primære, og det er en fryd at høre, hvordan de iltre indfald bliver til nysgerrige sangstrukturer og mageligt beherskede produktioner. 

»Tag et stykke kridt. I er alle i dialog med hinanden!« blev det annonceret i køen til en af Sort/Hvids musikdramatiske satsninger, I Walk I Bleed af Josefine Opsahl. Med kridtet fik vi stukket et publikumspartitur i hånden med tydelige instruktioner: »Gå ind i rummet … Skriv disse ytringer ned … Lad cellisterne afsløre ytringernes musik … Lyt sammen«. I den sorte teaterboks blev vi mødt af en mystisk kapellignende atmosfære, hvor ti hvidklædte cellister tårnede sig op langs væggen som skinnende marmorskulpturer eller en form for elitær broderorden. 

En bred sort tavle midt i rummet fyldtes langsomt op med de oplistede ord som »Walk«, »Run«, »Feed« og »Breathe«, før vi skulle sætte os ned for at blive omringet af celloernes stimulerende lyd. Det var overvældende at blive mødt af de ti vibrerende instrumenter. Først stod den på en kort improvisation med skiftende solistiske indslag over de nedskrevne ord, som cellisterne umuligt kunne læse fra så stor afstand, men det var dramatisk at følge deres blikke og individualitet. Størstedelen af værket var dog gennemkomponeret, og alle celloens muligheder kom i spil fra koreograferede percussive tik og hvallydende glissandi til tunge buestrøg og et genkendeligt tema, der blev udviklet fra sats til sats. 

»Ordene er dine, gulvet er dit«, stod der skrevet i vores lille partitur. Men var det sandheden? Ordene var jo ikke vores, vi kom aldrig i dialog, og interaktionen føltes så stramt iscenesat, at publikum forblev i den traditionel passivt modtagende rolle, som værket egentlig forsøgte at udfordre. Det føltes som et tabt potentiale i en ellers visuelt og musikalsk stærk performance.

»Julen har ingen lyd« er lågen 6. december, og det tiende værk på Hans Sydows julede 25 års-jubilæumsalbum (der både kan opleves fra sofaen og i en live-udgave på Musiktorvet i København hver time helt til jul). Radiovært Ole Corneliussen læser juleevangeliet (Lukasevangeliet, kap 2 vers 8-14) op og i bedste radiostil skal jeg først lige tunes ind på hans kanal. Men han er ikke alene, hviskende stemmer omgiver ham, og giver i brudstykker teksten til »Et barn er født i Betlehem«. Spillet på »Julen har englelyd« leder selvfølgelig straks tankerne hen på de engle, der forkynder os og hyrderne, at frelseren er født. Og ligesom hyrderne mærker jeg mere frygt end tryghed ved de stemmer, der pludselig strømmer ud af højttalerne. Er det sådan det føles at høre engle? Akusmatiske stemmer er åbenbart ikke lige. 

Sydow opstiller en sjov kontrast mellem den tydeligt gammeldags radiodiktion fra Corneliussen og de hviskende, insisterende og meget forvirrende englestemmer. Jeg får klart lyst til at bede englene tage formidlingstimer hos Corneliussen, men pludselig er de væk – nummerets halvandet minut er overstået og efterlader en underlige følelse af… tab. 

Effektivt får Sydow mig til at længes – ikke så meget efter den nostalgiske forkyndelse af det glade budskab op til jul, men mest efter de engle jeg før var frygtsom over for, for de tvang mig til at lytte efter, hvad de sagde. Fremover vil jeg foretrække hviskende besøg af engle, der forkynder julesalmer over ethvert pænt og fromt kirkekor. I hvert fald nu, hvor Sydow har åbnet mine øre for det og bragt lidt gudfrygtighed tilbage.