Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.

En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.

Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.

While Sofie Birch and Antonina Nowacka’s joint debut album Languoria, with its synth-laden sound, felt like a dream of another world, their second album comes across more as a window into a bygone time. The electronic elements have stepped into the background in favour of acoustic timbres from sitar, guitar and harp, lending the music a warmer, more grounded character. A fine example is the title track, where a gently trickling stream forms a backdrop for a relaxed dialogue between sitar, guitar and voices that shift between singing and humming. There’s a clear connection to the simple melodies of folk music and those little fragments one might find oneself humming in the kitchen while the kettle boils. It is precisely this personal and inviting tone that makes the composition so effective. The track »Nøkken« likewise testifies to the strength of Birch and Nowacka’s songwriting. With its sparse instrumentation, gentle melody and carefully balanced reverb, the piece brings out the best in their voices and appears almost weightless – transparent and ephemeral.

Together, the Danish-Polish duo create music for those who dream of another time and place – not because they necessarily wish to escape their present reality, but because the quiet moments of daydreaming are full of calm, comfort and enchantment. At times, however, the sense of security takes over slightly, and one misses something to challenge the stillness – like the more prominent synths did on their debut. But for those in the mood for unpretentious beauty and quiet reverie, Hiraeth remains a strong release from two continually compelling voices in the ambient genre.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Mens Birch og Nowackas fælles debutalbum Languoria med sin synthprægede lyd lød som en drøm om en anden verden, fremstår deres andet album mere som et vindue til en svunden tid. De elektroniske elementer er trådt i baggrunden til fordel for akustiske klange fra citar, guitar og harpe, og det giver musikken en varmere, mere jordbunden karakter. Et fint eksempel er titelnummeret, hvor en sagte rislende bæk danner bagtæppe for en afslappet dialog mellem citar, guitar og stemmer, der glider mellem sang og nynnen. Der er en tydelig forbindelse til folkemusikkens enkle melodik og de små brudstykker, man selv kunne finde på at nynne i køkkenet, mens elkedlen koger. Det er netop denne personlige og inviterende tone, der gør kompositionen så velfungerende. Også »Nøkken« vidner om styrken i Birch og Nowackas sangskrivning. Med sin enkle instrumentering, blide melodi og velafstemte rumklang bringer nummeret det bedste frem i de to stemmer og fremstår næsten vægtløst – gennemsigtigt og efemerisk.

Sammen skaber den dansk-polske duo musik til folk, der drømmer om en anden tid og et andet sted, ikke fordi de nødvendigvis ønsker at fly deres nuværende eksistens, men fordi dagdrømmeriets stille stunder er fulde af ro, sikkerhed og fortryllelse. Indimellem tager følelsen af sikkerhed dog en smule overhånd, og man savner noget, der kan udfordre roen – sådan som de mere fremtrædende synths gjorde det på debutalbummet. Men er man i humør til ukompliceret skønhed og stille drømme, er Hiraeth stadig et stærkt udspil fra to vedvarende interessante stemmer i ambientgenren.

The contrast is striking when, on the hottest day of the year, you step down from the green lawns of Søndermarken into the underground world of the Cisterns, Copenhagen’s old water reservoir. The humidity is high, the light sparse, and stalactites hang from the vaulted ceilings, casting shadows in the puddles on the floor. And then there is the sound: in the empty columned halls, the reverberation can last up to 17 seconds. Even the slightest scrape echoes down here.

Since 2016, the Cisterns have functioned as an exhibition space, and this year Jakob Kudsk Steensen has transformed the halls into an underwater landscape of video projections, sculptural objects, and a soundscape created by Lugh O’Neill featuring Bjarke Mogensen on accordion. Mogensen, who is performing this evening, has a versatile taste. Perhaps a bit too versatile, I think to myself as I read the evening’s program, which spans from Bach to folk melodies from Bornholm. It turns out to hold together better than one might expect. These are compositions that seem to stretch time itself, where long tones – amplified and extended by the reverberation – form a murky foundation for short, pearling attacks, like marble balls ricocheting off a stone wall.

A shimmering, sorrowful composition by Nick Martin, inspired by Michelangelo’s Pietà – marble again – is followed by a meditation on echo among the cliffs of Bornholm by Frederiksberg-based composer Martin Lohse. Another piece rises slender and sacred like high vaults, while Mogensen’s own Passage crackles, snaps, and crunches like stones being broken. Mogensen’s accordion is in constant dialogue with the space; he calls, and the dark colonnades answer back – or is it the other way around?

The audience sits petrified, completely absorbed in the sound, as Mogensen masterfully makes his instrument sound like everything from a rapid breath to a thunderclap. When we finally emerge, heavy clouds hang over Søndermarken, and the heat is gone. The park feels transformed. The contrast is tangible.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Kontrasten er mærkbar, når man på årets varmeste dag træder fra Søndermarkens grønne plæner ned under jorden i Cisternerne, Københavns gamle vandreservoir. Luftfugtigheden er høj, lyset sparsomt og fra hvælvinger i loftet hænger stalakitter og kaster skygger i vandpytterne på gulvet. Og så er der lyden: I de tomme søjlesale kan rumklangen vare op til 17 sekunder. Selv den mindste skraben runger hernede.

Siden 2016 har Cisternerne fungeret som udstillingsrum, og i år har Jakob Kudsk Steensen omdannet salene til et undervandslandskab af videoprojektioner, skulpturelle objekter og et soundscape skabt af Lugh O’Neill med Bjarke Mogensen på accordion. Mogensen, som giver koncert denne aften, har en alsidig smag. Måske lidt for alsidig, tænker jeg, da jeg læser programmet for aftenens koncert, der spænder fra Bach til bornholmske folkemelodier. Det skal vise sig at hænge bedre sammen, end man skulle tro. Det er kompositioner, der ligesom trækker i tiden, hvor lange toner – forstærket og forlænget af rumklangen – lægger sig som en murrende bund for helt korte, perlende anslag, som marmorkugler, der rikochetterer fra en stenvæg. 

En tindrende smuk, sorgfuld komposition af Nick Martin er inspireret af Michelangelos Pieta – marmor igen – afløses af Frederiksberg-komponisten Martin Lohses meditation over ekko mellem bornholmske klipper. Et andet stykke rejser sig spinkelt og sakralt som høje hvælvinge, mens Mogensens egen Passage knitrer, smælder og knaser som sten, der bliver brudt. Det er Mogensens accordion i konstant dialog med rummet; han kalder og de mørke søjlegange svarer tilbage – eller er det omvendt?

Publikum sidder som forstenet, sunket helt ind i lyden, når Mogensen virtuost får sit instrument til at lyde som alt fra et hastigt åndedræt til et tordenskrald. Da vi kommer op igen, ligger skyerne tungt over Søndermarken, og varmen er væk. Parken er som forandret. Kontrasten er til at føle på.