Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance. 

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig. 

Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.

»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte. 

På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion. 

På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt. 

Midt i Carl Nielsens »Solen er så rød mor« rammer tusmørket salen. Så følger højskolesange og vuggeviser, kørt gennem et elektronisk filter og gerne i mol. Marie Højlund og Den Sorte Skoles bearbejdninger af sange om natten udspiller sig i et elegant twilight/chiaroscuro-univers a la Floria Sigismondis Christina Aguelira-video »Fighter« eller The Fifth Element. Her er vemodets røst. Sunget solo eller i kor, sakralt, forvrænget, spøgelsesagtigt og på en baggrund af noise. Som afdøde stemmer, der er kommet tilbage for at sidde ved sengen og hjælpe den endnu vågne videre. Musik har altid assisteret i overgangsriter og endda fungeret som vidundermiddel til søvnløse grever. 

Dramaturgien i Natten er inspireret af søvnstadier: Let søvn, REM, drøm, mareridt, opvågning – alt er flydende, cyklisk som døgnet, og det vibrerende soundscape efterligner nattens lov, hvor fornuften er itu og giver plads til erotisk gnubbende performere på en hestekarusel, K-pop-energi, mega goth og en uskyldig rytmeboks. 30 stykker musik, akkurat som i Goldberg Variationerne, er ret mange. Ofte er de dog ordnet i medleyer, og denne teaterkoncert er mere en stemningsrapport fra et ulogisk rum, natten, et privat sted, som vi alle genoplever hver dag, men som det er svært at rapportere fra. Derfor har vi alle dage poetiseret det manglende lys. Den ældste sang er i øvrigt fra 1642.

Når Natten er bedst, favnes og italesættes mørkets hemmelige rum med en elektrisk nerve og fornemmelsen af, at nogen synger direkte ind i dit øre. Varme synths ledsager disse sange om somre uden sol, ikke for mange eksperimenter men med masser af melodi – og i momenter er det som at lytte til natsværmere. I det gamle teaterrum bliver vi bevidste om at huske at lytte til verden, eller når nogen synger for os, også i halvslumrende tilstand.

Klarinetbegavelsen Jonas Frølund viser hvor stærk meget forskellige komponister fra de sidste små 100 år spiller sammen. Solo Alone and More er båret af en generøs glæde over instrumentet – men også af en længsel. Carl Nielsens solokadence fra klarinetkoncerten længes mod humor. Bent Sørensens smukke, let tågede klange længes mod en folketone, og herfra tager Frølund os umærkeligt til Mette Nielsens meget fine Alone fra 2021, der som et stille råb fra mørket søger efter mening. Med dobbelttoner udforsker hun grænserne i instrumentet (her en basset-klarinet). 

Først herefter giver Frølund os klassiske mesterværker som klarinetsolosatsen fra Messiaens Kvartet til Tidens ende – og den melankolske skalmeje fra 3. akt af Wagners Tristan & Isolde (arrangeret for klarinet). Den ene med længsel mod den endelige befrielse, den anden en dødelig såret Tristans længsel efter at Isoldes skib skal vise sig i det fjerne. Hvorfor spiller de så utrolig godt op ad Gunnar Bergs soloklarinetstykke (der dog er for lang), Poul Ruders’ Tattoo for One og ikke mindst Simon Steen-Andersens tyve år gamle De profundis? Fordi Jonas Frølund er en musiker, der ser et dybere lag eller to ned, og får fat i musikkens kerne gennem sit instrument. Hernede taler mange komponister med hinanden – selvom de er adskilt af mange år eller af døden selv. Sammensætningen giver mening.

Frølund har ikke så meget luft på sin tone, der ikke er lige så varm som fx hos klarinetgeniet Martin Fröst. Men han får inderlighed og musikfilosofisk mening ud af toner, der ikke i sig selv lægger op til den store sammenhæng. Jonas Frølund har en længsel mod at formidle stor musik gennem sit enkle rørinstrument, og det lykkes med den særlige samling af værker her. 

Komponisten og den eksperimenterende musiker Karen Juhl har bedrevet et album, der på mange måder følger en folk- eller visetradition, hvor teksten får lov til at diktere musikkens forløb. Men det er viser fra internettets tidsalder, hvor man finder sine samples på YouTube, som »Mother’s Garden«, der har samplet den ægyptiske kunstner Nadah El Shazly. Her er en legesyg tilgang til at manipulere lydkilder, og så er der en underliggende fornemmelse af den kolde ensomhed, som findes i at opholde sig for meget på internettet.

»Bloodlines« er et godt eksempel på en digital vise. En umenneskelig stemme fordoblet af pitch-modulation synger en uforståelig linje efterfulgt af en digital pause – der er intet signal. Pauser er naturligvis ikke en ny opfindelse, men hvor de traditionelt giver plads til, at stemmer og instrumenter kan klinge ud i deres rum, så er en digital pause en total tomhed, der er kold og klaustrofobisk. I resten af nummeret glider Juhls stemme ind og ud af det forståelige. Det kan virke farligt at gøre dele af en tekst om vold, der går i arv uforståelig, men følelserne bliver aldrig uforståelige. Følelserne får bare nye udtryksformer, og det er næsten mere hjerteskærende, når man hører en stemme helt tæt på sit øre blive revet itu af distortion og stemme-effekter.