- © PR14/4/2023
Hjemløs hjerteregn
Arooj Aftab, Vijay Iyer & Shahzad Ismaily: »Love in Exile«Graver man i kulturformidlerens sædvanlige repertoire af tillægsmærkater, ville »svævende« nok være det første, man kunne klistre på Love in Exile. Men denne pakistanske trios første album går hinsides det statisk løftede. Æterismen hænger ikke blot i luften som noget, der er. Den sker.
Fusionsdronning Arooj Aftab, komponist og professor Vijay Iyer og multiinstrumentalist og producer Shahzad Ismaily er en trio af talent, ja, og den etablerede pondus tager de hver især med sig ind i dette værk. Ismaily styrer fleksible rytmer med organisk dronebund og lejlighedsvise Moog; som en hånd på sine medmusikanters skuldre. Synthesizere og klaverer fletter sig løbende ind og ud af hinanden, mens Iyer bevæger sig fra inderlig hindustani til intens minimalisme og jazzede improvisationer. Overgangene er givetvis et resultat af en hvirvelvind af kolliderende indflydelser, men sammensmeltningen føles naturlig i hænderne på de tre temperamenter.
»Jeg tror, der i de seneste år er sket en kollektiv bevægelse ind i et bedre rum, hvor musik kan forstås som ikke-binær. Folk fokuserer på, om det, de hører, bevæger dem eller ej,« forklarer Aftab i et interview. Hendes genfortolkede ghazal er rensende som altid, men nu endnu mere sart og umiddelbar end på hendes roste Vulture Prince. På Love in Exile udforskes og manifesteres et fælles indflydelses- og ophavsmæssigt grundlag, som unægteligt er eklektisk. Selvfølgelig. Følelsen af eksil – eller kunstnerisk hjemløshed – er rigtigt nok markant på dette album, men det er det ægte, følte og levende i den grad også.
- © Caroline Bittencourt25/1/2025
Addictive elegance
Rune Glerup: »Perhaps Thus the End«A string quartet consists of four players, and a clarinet quintet five, though the Danish composer Rune Glerup (b. 1981)’s newly recorded works for both ensembles would have you believe their ranks are vastly undercounted. The recipient of last year’s Nordic Council Music Prize for his violin concerto Om lys og lethed (About Light and Lightness), Glerup writes pieces for chamber and orchestra that are often characterized by their multidimensionality: a sonic idea will persistently recur in altered guises, for a sense that one is feeling around different facets of a physical form. Yet the two works on Perhaps Thus the End – brought to life by the impeccable Quatour Diotima and clarinetist Jonas Frølund – are just as potent a demonstration of expansive interiority as they are of surface area.
In the titular string quartet, whose seven movements are named for lines from Beckett’s late prose work Stirrings Still, long tones and galloping motives are seamlessly shuffled amongst the ensemble, generating such a sonority that the group seems to have doubled in size. The language is sometimes mechanical but never automatic, bending rather into balletic shapes. Glerup is a careful manager of texture, finding grace in unintuitive sounds through skillful layering – to speak merely of how, in a later movement, a harmonic pizzicato punctuates the string equivalent of vocal fry before the group pivots suddenly into stillness.
On the unexpectedly addictive »Still Leaning Towards this Machine«, which is surely among the few times a contemporary clarinet quintet has received that distinction, electronics magnify the ensemble through a subtle stuttering resonance. As a result, across three spunky movements, the group is occasionally transmuted into a sort of paranormal accordion. It’s a wonderfully weird effect that, just as weirdly, the score seems to deliver with a straight face – just one more satisfying surprise among many others on this excellent record.
- 25/1/2025
Vanedannende elegance
Rune Glerup: »Perhaps Thus the End«En strygekvartet består af fire musikere, og en klarinetkvintet af fem, men den danske komponist Rune Glerups (f. 1981) nyindspillede værker for begge ensembler får en til at tro, at deres antal er talt forkert, for lidt. Glerup, som sidste år modtog Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Om lys og lethed, skriver kammer- og orkesterværker, der ofte er præget af flerdimensionalitet: En klangidé gentages vedholdende i ændrede fremtoninger, hvilket giver fornemmelsen af, at komponisten udforsker forskellige facetter af en fysisk form. De to værker på Perhaps Thus the End – fremført af den fremragende Quatuor Diotima og klarinettisten Jonas Frølund – er dog lige så meget en demonstration af det ekspansive indre som af overfladens udstrækning.
De syv satser i strygekvartetten (som har givet navn til albummet) er opkaldt efter linjer fra Samuel Becketts sene prosaværk Stirrings Still. Lange toner og galopperende motiver skifter gnidningsfrit mellem ensemblets medlemmer og skaber en klang, så gruppen synes fordoblet i størrelse. Tonesproget er til tider mekanisk, men aldrig automatisk, og ligner snarere ballettens former. Glerup er en omhyggelig mester i tekstur, der finder elegance i utraditionelle lyde gennem ferm lagdeling – eksempelvis, når en harmonisk pizzicato i en senere sats bryder strygernes knirkelignende klang, inden ensemblet pludselig bevæger sig ind i stilheden.
På den overraskende vanedannende »Still Leaning Towards this Machine« – sandsynligvis en af de få gange, en nutidig klarinetkvintet har opnået denne betegnelse – forstærkes ensemblet af elektronik gennem en subtil, hakkende resonans. Hvilket resulterer i, at orkesteret i tre lystige satser lejlighedsvis forvandles til en slags paranormal harmonika. Det er en vidunderligt sær effekt, som partituret, på en lige så sær måde, leverer med en næsten alvorsfuld mine – endnu én af mange givende overraskelser på denne fremragende udgivelse.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
- »An Invitation to Disappear« - Bengkulu, 2018. Copyright The Artist, VG Bild Kunst Bonn Germany13/1/2025
Welcome to the Afterlife
Julian Charrière: »Solarstalgia«We wander through a garden: it's dark, with palms and ferns everywhere, illuminated by infrared light and equipped with sensors, causing the plants to create crackling noise. Red blinking lights above resemble drones. Welcome to the end of the world. And the beginning of the world. We’re not entirely sure. Perhaps it’s a serious rave party that has come to a halt. Just like the techno in the film An Invitation to Disappear, set in a Southeast Asian oil plantation, blurring night and day – making the senses lulled, vulnerable, and compliant.
In the '90s, Erik Satie’s sad piano music always played in broadcasts about climate disasters. Here – at the beginning of a new chaotic year – you can disappear into the exhibition Solarstalgia created by the French-Swiss artist (and Olafur Eliasson student) Julian Charrière. Experience life in an apocalyptic afterworld with all its ominous sounds, in a fully immersive and enveloping way – as this might be how we can learn a bit about the geological forces and changes in nature around us today.
At the end of Arken's long exhibition space, the eye is drawn to an onyx boulder emitting light (the work Vertigo). When approaching something with light, one becomes greedy. The pig-like sounds you hear come from volcanoes in Ethiopia and Iceland. A devouring sound. Just like the entire exhibition, it elegantly addresses both the eyes and techno-loving ears.
- © Flemming Bo Jensen11/1/2025
The Art of Decay
August Rosenbaum: »Opløsninger«It's seriously clammy as you step down into the Cisterns beneath Søndermarken – humid, with brick columns dripping with condensation and chalk stalactites hanging down. A piano has been left down here for five months, slowly deteriorating. I was skeptical about Opløsninger: yet another Annea Lockwood-inspired work, simply inflicting violence on a poor instrument? And if not, is a composer like August Rosenbaum, who works with short, vibe-friendly piano pieces, the right person to elevate the idea into something greater? Yes, as it turns out, fortunately.
Together with visual artist Ea Verdoner, Rosenbaum has created an installation piece that spans three chambers, and in the first, you indeed see the decayed piano with centimeter-thick mold patches on the keys. As you shuffle along to the second chamber, Rosenbaum sits in the dark in front of a better-preserved grand piano. His playing is both minimalist and grandiose, but it’s the breaks in the composition that truly captivate me. Half motifs, repeated triplets, tritone-like intervals. Rosenbaum loops a captured sound from the decayed piano on a sequencer, gets up, and walks away briskly. He returns and turns up the industrial rumble of a gong, as if he were Trent Reznor in the studio. Combined with choreography about duality, a voice-over about life and birth, and a video about the body and decay, it becomes an exciting and reasonably new depiction of the raw, cold, and arbitrary nature of decomposition.
- © Flemming Bo Jensen11/1/2025
Nedbrydelsens kunst
August Rosenbaum: »Opløsning«Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis.
Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.