Back in the day, people watched Beverly Hills 90210 simply because it filled the flow-TV schedule. Artist Niels Lyhne Løkkegaard, too, spent his youth wandering through those virtual Californian landscapes. In the project Fata Morgana, Løkkegaard and American composer Michael Pisaro-Liu explore this strange experience between place and fiction. With the alto recorder as their weapon, they invite us both home and away. And, as a nostalgic homage to bygone media realities, the project comes with an A-side and a B-side. It begins with Visit: the crackle of forest floor near Løkkegaard’s childhood home in western Jutland, recorded in 2021. The microphone is placed somewhere, a few steps are taken – and then silence... Far away, the alto recorder begins a melody surrounded by birdsong. This homely soundscape is woven into the listener’s own sense of place. Was that a car driving by – here? Or there?

On the B-side, »Visitation«, Pisaro-Liu repositions the flute piece in California in 2024. The tension rises; the melody is visited and haunted from the other side of the globe. It is disturbed and distorted by electric signals, siren tones, interfering noise, and fragments of American voices murmuring things about »fever dream« and »not anything in particular.«

For indeed, there isn’t really anything. It’s classic Løkkegaard: an imagined world unfolding in the listener’s mind. It could have been done in less than 2x22 minutes, but the idea is strong, simple, and well executed. Like the sonic version of a cartoon mirage shimmering falsely in the sharp Californian sunlight.

Engang så man Beverly Hills 90210, fordi den fyldte flow-TV-sendefladen. Også kunstner Niels Lyhne Løkkegaard har hele sin ungdom slentret gennem de virtuelle californiske landskaber. I projektet Fata Morgana udforsker Løkkegaard og den amerikanske komponist Michael Pisaro-Liu denne oplevelse mellem sted og fiktion. Med altblokfløjten som våben inviterer de os hjem og ud. Og som en nostalgisk hyldest til hedengangne medievirkeligheder har projektet en A- og en B-side. Det starter med »Visit«: En knitren i skovbunden nær Løkkegaards barndomshjem i Vestjylland i 2021. Mikrofonen placeres et sted, der tages et par skridt og så. Stilhed … Langt væk begynder altblokfløjten en melodi omgivet af fuglekvidder. Dette hjemlige soundscape væves ind i lytterens sted. Kørte der lige en bil forbi her? Eller dér?

På B-siden, »Visitation«, genplacerer Pisaro-Liu i 2024 fløjtestykket i Californien. Spændingen stiger, melodien besøges og hjemsøges fra den anden side af jorden. Den forstyrres og forvrænges af elektriske signaler, hyletoner, intervenerende støj og brudstykker af amerikanske stemmer, som mumler noget om »fever dream« og »not anything in particular«. 

For der er ikke rigtigt noget. Det er klassisk Løkkegaard: En forestillet verden i lytterens sind. Det kunne være gjort kortere end 2x22 minutter, men ideen er stærk, enkel og veludført. Som lydversionen af et tegnefilmsfatamorgana, der står og flimrer uægte i skarpt californisk sollys. 

Denmark is lacking opera houses, a recent call in Politiken declared. And indeed: with only a single major, rather conservative opera house, we don’t quite make our mark on the grand stage. On the other hand, we can boast a flourishing opera life on the stages outside the established institutions. And with the Copenhagen music collective OperaHole, a new player has now entered the field.

Last week, the two singers and artistic directors Litha Ashforth and Daniel Rosenberg, both raised in the United States, presented OperaHole’s first production: a kind of surprise egg consisting of Rosenberg’s own character study recursion for two actors, the mad scene from Donizetti’s Lucia di Lammermoor, and Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King – all three performed in one continuous flow in a white commercial film studio.

What was interesting, of course, was the juxtaposition of a short play, a classical scene, and one of the most abrasive monodramas of the last 60 years. The thematic common denominator was madness: Rosenberg, a so-called spieltenor with a wide range and comic talent, first skewered devilish variations of latte-drinking Copenhageners in his play, before coloratura soprano Ashforth slipped in wearing a white chemise soaked in blood and sang Donizetti with nimble desperation and a soft sweetness, accompanied by flute and piano.

Finally came the monodrama with Rosenberg as the mad king, staged as a social-media workshop in which the performance was commented on in a livestream (LeaHan1997: »Not this again«!) and screenshots were pasted together into memes in real time. It was spirited – musically as well – but insular, and the work itself disappeared in the process.

Once the collective’s youthful enthusiasm for new media has settled, OperaHole nevertheless looks like a strong contender to carry on our tradition of playful underground opera.

English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.

Veroníque Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek