• © Mateusz Szota
    25/5/2024

    Fantasierne under overfladen 

    Spor Festival: Between Music

     

    Hvad var det for mytiske skabninger, der gemte sig lige under vandspejlet i totalinstallationen Breaking the Surface? Kunstnerkompagniet Between Music havde på Spor Festival omdannet Musikhusets sal til et diset grænseland. Den gådefulde tærskel til det undersøiske. Som besøgende drev vi rundt på overfladen, men mærkede, hvor fascinerende dybt fantasierne om livet under vand rækker. 

    Der var low arousel – tenderende til det behagesyge – i det lysdæmpede udstillingsrum. Pirrende klange som i værket Sirenes, hvor små vandfaste højttalere hængt op i wire, blev sænket og hævet i glaslanterner med vand. Som en kølhalende parafrase af Janet Cardiffs Forty Part Motet, hørte man sirenernes toner drukne og stemmerne gispe efter ilt. Lydkunstgrebet var næsten for tydeligt: de akusmatiske stemmer i materiel transformation, ringene i vandet fra højttalermembranernes vibrationer, den besøgendes frihed til selv at søge ind i klangen. Men værkets lavmælte poesi var alligevel nok til at vække en interesse for lydens overgange.

    Men det var de skabninger, der befolkede installationens loopede videoer, som jeg var mest betaget af. Hvem var den nedsunkne brud i værket The Neck, der spillede på sin klangkvalte violin blandt døde fisk og ålegræs? Havde hun været der hele tiden, dømt til at spille, eller gik noget forud for denne bizarre scene? Det mystiske videoværk inviterede til videredigtning, og en hel sagnverden åbnede sig for mit indre. Fortryllende. 

     

     

     

  • © Rumle Tornhøj Skafte
    23/5/2024

    En sorg der ikke kan spejles i verden

    Faun Vium, Amanda Drew, Freja Højland Høj, Hávard Magnussen, Amanda Drew, Karoline Banke, SORT/HVID Teater, Noisy Beehive m.fl.: »Dronning Annabel«

    »Jeg er ikke slettet«, oplæste kunstneren Faun Vium. Et brev fra hendes søster indledte operaperformancen Dronning Annabel, der tager afsæt i søsterens indlæggelse. Vi stod foran Brønshøj Vandtårn. Med champagne i hånden, sang vi sammen en mol-dunkel sang, som havde startet hele processen. »Vi forsøger at forvandle psykosens poesi fra en ensom til en delt oplevelse«, stod der i programmet. En champagneprop sprang på vej ind i tårnet. Stemningen var premiere-let og tungsindig på samme tid. 

    Brønshøj Vandtårn er med sine svimlende betonsøjler nærmest et værk i sig selv. De mest uskadelige lyde bider fra sig i tårnets kolossale rumklang. Mellem søjlerne blev vi bænket og oplevede, hvordan værket byttede en båndet samtale mellem Vium og søsteren med performance i rummet. Tre sangere – to af dem spillede også cello og kontrabas – bevægede sig rundt i det kølige rum med skulpturelle skaller, som de udklækkede fra og forpuppede sig i. Men på grund af den anti-sceniske arkitektur, var det frustrerende svært at tage deres energi ind. Alting foregik i øjenkrogen, delvist hengemt bag en søjle. Derfor fik jeg – til trods for det inkluderende oplæg – en ærgerlig følelse af en halv oplevelse. 

    Måske var det pointen: Som publikum var man, ligesom den tvangsindlagte, låst i sin stol. I stedet gav jeg mig hen til klangen. Det var betagende at høre, hvordan samtalerne om »en sorg, der ikke kan spejles i verden« og sprogets utilstrækkelighed blev forlænget i sangernes fraser, hvor ordene blev opløst i den umådelige klang. Nogle gange sang sopranen, så det hvinede i ørene. Til sidst voksede en optagelse af de to søskendes fælles sang fra den personlige relation og ud i rummets sfære. Poesien forplantede sig i tårnets potentiale og satte et smukt klingende punktum for værket.

     

     

     

  • © PR
    22/5/2024

    Hvad nu hvis Schuberts vandrer mødte en cyborg?

    EKKI MINNA og Sebastian Vinther Olsen: »NO MORE NO LESS«

    Franz Schuberts Täuschung, altså »bedrag-delen« fra Winterreise, hvor et dansende lys forfører en nedslået vandrer, der savner distraktion, får en eksklusiv tur i ny musik-transformatoren af den københavnske duo EKKI MINNA og tonemesteren Sebastian Vinther Christensen. Deres humoristiske og stilsikre arrangementer lader Schuberts forførende lys danse lige ind i vores tid. 

    EKKI MINNA har skiftet klaveret ud med accordeon, mens Christian Winther Christensen går mere radikalt til værks med sit karakteristiske og uforudsigelige mix af slag, knibs og mikromelodier fra cello, accordion eller er det et lille orgel? Et veltilrettelagt fysisk statement om, at klassiske instrumenter i vores tid kan frembringe noget radikalt anderledes. Det indledende, fjantende og dansende lys leder os videre til Mads Emil Dreyers smukke, rolige, langt mere alvorlige, ambiente lydlandskab – et blødt og indadvendt sted, der giver mulighed for at meditere over livets bølgende dissonans og konsonans. Lykkes værket i at finde samklang til sidst, selvom tonerne igen og igen søger spænding i yderområderne?

    Til sidst hilser det antropocæne temmelig foruroligende på os med sin ambiente uhygge og en cyborgs stemme, Mia Ghabarous autotunede vokal i »A lot of Angels.« Ja, Schuberts vandrer findes også i vores tid, og afslutningen på turen er ildevarslende i en grad, så man får lidt lyst til at gå hjem og preppe. 

    NO MORE NO LESS er en vellykket collage af humor, spænding og melankoli, hvis dansende lys sætter både livets vaklen og vores musikarv i et tankevækkende perspektiv.

     

     

     

     

     

  • © PR
    23/4/2024

    Hvad en ventetone fortæller om livet

    Beachers: »Off the Hook«

    Vild med telefoner? Så lyt med. For britiske Beachers har siddet en dag på sit kontor i London og, med sin smartphone, optaget lyden af en fastnettelefon, der venter på, at du taster et nummer, efter du har løftet røret. En uskyldig, men jo også lidt påtrængende lyd: Brug mig, bip-bip-bip-duuuut, nu!

    Optagelsen har han klippet op, panoreret rundt, skiftet toneleje på og dyppet i forsinkelse hist og her. Gjort til musikalsk materiale, altså. Og ud af anstrengelsen vokser på Off the Hook små klange og harmonier som fra et selvbygget orgel. Men støjlyde fra kontoret følger med, og det gør det lille album til noget ret hjemsøgt.

    Der er hvide knirkelyde, måske fra en stol. Diskante skrig som fra fjerne, undslupne undulater. Korte tasteklik, mystisk stilhed. Efter den harmoniske orgelåbning lader Beachers en dyb bas rumle under opklippede bip. Lægger lag på lag eller gør bratte skift. Det er ikke meningen, det skal være enormt formfuldendt; man skal ligesom mærke, at det er et menneske, der leger med det digitale.

    Tålmodigt opbygges små pulseringer, måske endda et beat. Hør hverdagens skjulte fester og drifter, siger musikken, men også: Se, hvad vi kan få ventetid til at gå med, mens vi glemmer, hvad vi egentlig venter på – at nogen tager telefonen, at chefen giver os fri, døden, der indhenter os.

    Til sidst høres bare den rå optagelse. Et minuts bip, dut og tilfældig støj. Som om hvert motiv bukker for sit publikum. Hvor sær en udgivelse, hvor nostalgisk på sin vis. Og hvor kreativ.

     

     

     

  • © Cecillie Klausen
    19/4/2024

    Komponisternes nye go-to-pianist

    Nikolaus von Bemberg: Debutkoncert

    Jeg tog chancen og fulgte den tyske pianist Nikolaus von Bembergs DKDM-debutkoncert online, lokket af ikke blot et program med Messiaen-uddrag, men en uropførelse af pianistens eget projekt A Day in the Life og en gentagelse af Connor McLeans timelange Fragments (2020-22), som tidligere er opført på Minu Festival.

    Og hvilket held: Koncerten understregede, at det københavnske musikliv i Bemberg har fostret en pianist, der ikke kun har styr på temperamenterne i Messiaen, men også har ambitiøse ideer, når det gælder iscenesættelse og medvirken i unge komponisters udsyrede frembringelser.

    A Day in the Life begyndte som musikpædagogik. Skuespilleren Bless Amada fortalte begejstret om sin første klassiske koncert; denne musik var anderledes, gjorde ham bevidst om sig selv: »Jeg var den eneste sorte.« Bemberg spillede langsomme, spredte toner, men Amada sank ind i en kaotisk verden af sinustoner og stress. Hørte Jürg Frey på lp og læste Rilkes breve om ensomhed.

    Det lignede et portræt af pianisten, og pludselig dukkede en krumrygget Bemberg op i en hjemmevideo, hvor han spillede skrøbeligt på et faldefærdigt pianette. Til sidst: video af et kystlandskab, lyden af fuglefløjt. Fred efter små tre kvarter. Lidt langt? Tjo. Men fint og personligt.

    McLeans fragmenterede coronaværk var endnu længere – alt for langt, ja, ligesom pandemien – men komponistens monologer undervejs nåede desværre ikke ud til os onlinelyttere. Jeg noterede mig dog en parodi på nordisk krimi-tv med et mord på James Black og med Bemberg, der på flygel og Juno-60 spillede klynger og gysermotiver. Det var da værd at tage med.

    Men værket gik på flere måder altså lost in translation på sin vej ud til mig, så det må blive til revanche, når McLean selv debuterer fra DKDM 12. juni.