Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.

I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.

Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.

Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.

Mellem støjen og musikken er musikerens hånd, citerer Jean-Michel Jarre Pierre Schaeffer i Lisa Rovners dokumentarfilm. Og den hånd har sjældent været kvinders. Wrong! Via sjældne fotografier og optagelser – bundet sammen af Laurie Andersons speak – fortælles en fascinerende historie om kvinder, der hørte radikale lyde i deres hoveder, indfangede lyden af en elektrificeret verden og så teknologien som en befrier.

Disse kvindelige komponister mærkede the sweet mystery of noise, lyden af fremtiden og ville skabe dialoger med elektroniske lyde. Kærlighed til Tolana-båndoptagere og en ARP 2500-synth kender ikke til køn. Kig bare på thereminmesteren Clara Rockmore og Maryanne Amacher, som ville spille med lytterens fysikalitet og fik sit ramponerede hus, stoppet med maskiner fra et fysiklab, til at vibrere. Eller Laurie Spiegel, der med sit projekt »Music Mouse« omdannede den menneskevenlige Macintosh fra 1984 til et rungende, pulserende musikinstrument. Og alle de andre elektroniske søstre, som ikke ville trækkes rundt af døde, hvide mænds næser, men aktivere nye indsigter og tænke uden for kompositioner, som vi kender dem. Bum. 

Samtidige kunstnere som Holly Herndon og Ramona Gonzalez (Nite Jewel) kommenterer bedrifterne. I dag siger én af de elektroniske pionerer, at de ikke revolutionerede, men blot ønskede at sætte musikken i kontakt med sig selv. Ja, men de så moderne magi i computerne – der i starten tilhørte bankerne, militæret, forsikringsselskaberne – og var med til at gøre magien til en kunstform. Og selvfølgelig har Pauline Oliveros ret: Hvordan du lytter, har betydning for, hvordan du udvikler en kultur. Look and learn – og lyt, lyt igen, Lydfar.

»There is the art of memory and there is the memory of art,« skriver den franske filosof Jacques Derrida. Og mindet som kunst, får jeg lyst til at tilføje efter at have lyttet til det nye album med konkretistiske lydkollager af argentinske Beatriz Ferreyra og britiske Natasha Barrett.

‘Souvenirs cachés’ betyder direkte oversat ‘skjulte minder’, og hele albummet lyder rent faktisk som en samling erindringer, der i korte glimt træder frem fra underbevidsthedens slør. Jeg hører fuglesang og summende insekter i det væld af hviskende stemmer og langstrakte droner, der udgør Ferreyras Souvenirs cachés, jeg mærker den varme, kildende fornemmelse af en solstråle, der langsomt bevæger sig ned ad min ryg. Et sepiatonet minde om den perfekte sommerdags flygtige sødme.

Barretts Innermost lyder knap så idyllisk. Et marchorkesters insisterende rytme, klapsalver og hujende tilråb fra en forsamling er gentagne motiver, der uhjælpeligt leder mine tanker mod romantiserede idéer om revolution. Gennem hele værket sidder jeg og venter på, at marchtrommerne kulminerer i et storslået crescendo, men det sker aldrig. I stedet er det – et minut inden værket slutter – som om nogen kaster et vattæppe over lyden, som om dens kanter slibes af med sandpapir. Som om Barretts ultradetaljerede lydunivers med et – for igen at låne en formulering fra Derrida – »sinks into an abyss from which no memory […] can save it«.

Caktus’ to altsaxofoner, kontrabas, cello og trommer vidner om en kvintet, der har placeret sig et sted imellem jazzen og kammermusikkens verdener. Dette kan umiddelbart lyde som en svær balancegang, men orkestret er heldigvis fortrolige med blandingsforholdene.

Fra indledningen med kun en enkelt saxofon og bas, inklusive en ultrakort (intentionel?) reference til John Coltranes »Welcome«, føres jeg gennem introspektive, opbyggende passager og udfarende, eksplosive forløsninger. Saxofonerne både hvisker og hviner, strygerne stryges og plukkes, trommerne tier og larmer. Fra storbyidyl til højhastighedstrafikinferno og alt derimellem.

Det er kompetent og selvsikkert, men indimellem savner jeg lidt mere usikkerhed i balancegangen, at orkestret trækker musikken lidt længere ud i begge retninger.

Mens Caktus spiller på vekselvirkningen mellem to traditioner, så gør Selvhenter brug af en helt anderledes tilgang. Med en besætning på altsaxofon, basun og trommer kunne man forvente en jazztrio, men Selvhenter er meget mere – eller måske noget helt andet – end det.

Begge blæsere er næsten konstant underlagt en række pedaleffekter, og det er sjældent, at de to instrumenter rent faktisk lyder som sig selv. Saxofonisten får til tider sit horn til at lyde som en Fisher-Price-plasticmelodica, mens basunisten blandt andet producerer en lyd, der bedst kan beskrives via referencer til Black Sabbath-riffs. Trommerne er til sammenligning mere konventionelle i deres lyd og funktion, og de forankrer dermed på fornemste vis de ellers højtragende idéer.

Selvhenter udviser en larmende, søgende legesyghed, og som det er kutymen i den søgende musik, så er der nogle momenter, der fanger min opmærksomhed mere end andre. Men den allestedsnærværende legesyge smitter.

Der er en meditativ kvalitet over Chimera, udgivelsens første nummer ud af to. Kongstads insisterende, monotone recitation og surrealistiske lyrik sat til langsommelige droner bestående af mundharmonikasamples – nogle mere letgenkendelige som sådan end andre. Lavt miksede field recordings, der tilføjer en følelse af sted med deres udefinerbare summen. Det vækker mindelser om guidet meditation, og det fungerer på sin egen sparsomme vis. Jeg føler mig draget af det interessante, uncanny valley-agtige spil mellem forventningerne til meditationsmusikkens konventioner og digtets i virkeligheden lidt foruroligende lyrik.

Homeostasis er i sammenligning med det foregående nummer et endda endnu mere sparsomt stykke. Repetitive samples og droner, hvis næsten eneste bevægelse er ind og ud af hørbar lydstyrke. De er der, og så er de væk. De er til stede, og så alligevel ikke. Til tider frustreres jeg over manglen på udvikling, men ved andre gennemlytninger er det netop det, der fænger mig.

Ligesom med den guidede meditation, hvis formål ofte er at berolige eller endda søvndysse, så er Chimera/Homeostasis beroligende i sin nær ikketilstedeværelse, og mon ikke netop dette er pointen? På disse præmisser er musikken ganske vellykket. Dette album har meget lidt at byde på, og nogle gange kan det resultere i kedsomhed. Men i det rette humør eller med den rette indstilling kan selv meget lidt sagtens være tilstrækkeligt.