- © Platform Bunker11/4/2022
Poesien i rensdyrets bagben
Tulle Ruth og Elfi Sverdrup: »Tracks« – udstilling/lydinstallationDer må være grænser for, hvor spændende et rensdyrs klikkende bagben kan være. Jeg havde nej-hatten på på vej ned til Tulle Ruths lydinstallation Tracks i Frederiksberg-bunkeren på Rolfsvej, der blev lavet om til galleri sidste år. For indspist, var min umiddelbare tanke.
Men jeg skulle ikke sidde længe på det bløde rensdyrskind i midten af den kolde bunker, før jeg måtte æde min skepsis. Stimulerende var det at lade sig bruse af det kildende ocean af kliklyde. Som en sort sol sværmede lyden rundt i små højttalere langs bunkerens cirkelrunding. Knipsende hvirvelvinde i 360 grader. Dér i vrimlen lød også en besynderlig ordløs korrespondance: den norske strubesanger Elfi Sverdrup i dialog med gryntende rensdyr. Man fornemmede tusinde års visdom klinge i de øffende vokallyde fra dybet i halsen, der lød som en røntgenundersøgelse af stemmens indre.»Som en harpestreng, der bliver slået an,« forklarede Ruth efterfølgende selv kliklyden, der opstår, når rensdyret fører knoglen over en sene i bagbenet. Ingen ved helt hvorfor, de gør det. Måske kommunikerer de? Lyden har været en del af Ruths kunstneriske arbejde i fem år, og man forstår besættelsen, når man selv har lagt øre til.
Ruth skriver sig ind i en soundscape-tradition, som har et særligt magnetfelt i Norge, og det æstetiske greb i Tracks findes mange andre steder. Mediekunstner Gry Bagiøens syngende samtale med nordnorske pukkelhvaler i Instinkt (2017) eller Jana Winderens sprøde muslingeværk Listening with the Mussels (2021), er to nærliggende eksempler. Nyt land vindes der altså ikke. Men når mystiske lyde som rensdyrklikket har så svimlende en dybde, gør det ikke så meget.
- 24/2/2025
Dido og Doom
Vinterjazz: Alice: Slim0Der var lagt op til doom, da Slim0 lørdag aften gik på scenen til et udsolgt Alice. Bandet udgav i oktober det 17 numre lange album FORGIVENESS – et album, der træder et langsomt skridt ind i stonerrockens riff-land. Trioen Slim0 var i aftenens anledning udvidet med en besætning bestående af Agnete Hannibal på cello, Aase Nielsen på saxofon og Johan Polder på bas. Lyden befinder sig et sted imellem den engelske sanger Dido, drone-metal-bandet Earth og Trillegårdens drill-trio Shooter Gang – en abstrakt sammenligning, der ikke gør numrenes unikke lyd retfærdighed, for Slim0’s lange referentielle tentakler rækker langt længere end musikkens skarpe kontraster.
Med et sakralt klingende kor og tunge trommepassager passer singlen »Trenches« virkelig godt ind i en koncert. Mørket og skiftene mellem de tre sangere – fra fælles harmonier til growl – forstærkede det teatralske metaludtryk. På samme måde var det et nostalgisk suk, der meldte sig, da Didos catchy vokallinjer fra hittet »Thank You« begyndte i det dobbelte cover »I Have But One Heart«. Den måske mindre velkendte instrumentale del, bestående af Earths »Coda Maestro in F Flat Minor«, gjorde det nummeret til et præmieeksempel på Slim0s referentielle mosebryg.
Selvom de mange kontraster skabte en ret episk koncert, efterlod de mig også lidt splittet. Splittet, fordi jeg virkelig godt kan lide Slim0's tunge og fragmenterede univers, men manglen på voluminøs tyngde efterlod mig sulten efter en mere knogleruskende lyd, der kunne ridse de skarpe kontraster endnu hårdere op. Sulten efter mere doom er bestemt ikke nogen dårlig fornemmelse, og jeg glæder mig til at høre det episke udtryk blive højere og endnu tungere.
- © Emilia Jasmin20/2/2025
Opmærksomhedens overdåd
Aar & Dag: »A MAJOR CELEBRATION«Det er en strid strøm af musikere, der onsdag aften går ind på Xenon-scenen til Vinterjazz. Hele 33 musikere tager del i den mosaik af instrumenter, som pladeselskabet Aar & Dag har sammensat for at fejre udgivelsen af deres kassettebånd A MAJOR CELEBRATION. En udgivelse bestående af ikke mindre end tre koncerter, spillet efter særlige kompositionskort, derefter mixet oven i hinanden og nu udgivet på kassettebånd. Til en stor udgivelse hører en stor fejring, og sjældent har jeg set en mere ambitiøs og særpræget releasekoncert.
Koncerten foregik i et støt og roligt tempo – afventende og lyttende gav de mange musikere plads til at åbne det brede lydbillede. Kontrabas og elbas, guitarer, saxofoner, synthesizere, percussion, kassettebånd, klaver og cello er blot et udpluk af orkestrets mange stemmer. Som et kalejdoskop ændrede orkestret sig gang på gang og drev rundt mellem skæve, slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.
Ordet »lydbillede« kommer virkelig til sin ret i denne sammenhæng. For ligesom Hieronymus Boschs surrealistiske kæmpemalerier eller Sven Nordqvists Pedersen og Findus-tegninger var koncerten med de mange mennesker på scenen fyldt med en imponerende detaljegrad og et utal af små scener, der udfoldede sig på tværs af hinanden. Hver gang opmærksomheden fokuserede på et særligt punkt i musikken, gik jeg glip af en ny udvikling i en anden del af orkestret. Et opmærksomhedens overdåd og en flot opvisning i et grænseforstyrrende musikalsk udtryk, der forhåbentligt kommer flere af.