kortkritik
16.02.2022

Liv i røret

Copenhagen Contemporary: Lars Greve, lydinstallation/performance
© Copenhagen Contemporary
© Copenhagen Contemporary

Den danske lydkunstner Lars Greve opfører i øjeblikket en række improviserede lydinstallationer i Copenhagen Contemporarys Hal 6, hvor han har monteret transducere til ventilationsanlægget for således at gøre det til ét stort instrument. 

Som publikum til Greves opførsel 15. februar blev vi opfordret til at bevæge os rundt i rummet, mens vi hørte ham spille på sine træblæseinstrumenter og selv berørte ventilationsanlæggets store rør, der flugter sig på tværs af rummets vægge. Mine bevægelser i rummet, min lytning og hænder på anlægget påvirkede ikke bare min oplevelse af Greves performance, men tilføjede også en ekstra dimension til selve lyden. Lydens rungen resulterede nemlig i, at anlægget i varierende grad vibrerede, og det efterlod mig med en nærmest fysisk oplevelse af hans lydinstallation. Mine hænders kontakt med det vibrerende anlæg var som at mærke lyden materialisere sig mellem fingrene på én. På den måde var der en rød tråd mellem Greves værk og kunstneren James Turrells installation After Shock, placeret kort inden hallen, hvor Lars Greve befandt sig. Her var det lyset, der nærmest materialiserede sig i Turrells installation, hvor det hos Greve som sagt var musikken, der fremstod i en form for fysisk karakter – stærkt kurateret af Copenhagen Contemporary. 

Musikkens intensitet varierede i løbet af de 40 minutter, som opførelsen varede, og når den var mest afdæmpet, var det som at høre en hvisken eller et stille åndedræt blive udstødt fra anlægget. Når den var mest intens, lød det derimod som et vildt dyr, der raserede i fangenskab i ventilationssystemets rør, når man lagde sine ører mod dem – en vild og utæmmet lyd som efterlod mig med en følelse af, at Lars Greve ikke kun satte lyd til rummet, men også liv.

© Carsten Seidel
»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«
 
Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.
 

 
© Linnea Syversen

»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«

Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.

Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.

Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.

Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva

»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«

Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.

 

© PR

»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«

Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.

© PR

»Musik er som et sort hul, der suger dig til sig og skyder dig ud på den anden side af universet.« 

Francesco Rista er guitarist og arbejder både med klassisk og elektrisk guitar. Hans indspilninger er blevet anmeldt i internationale musikmagasiner og spillet på BBC og RAI Radio 3. Efter studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Lunds Universitet har han fokuseret på studieindspilninger, hvor han har udforsket guitarrepertoiret – fra barokken og romantikken til samtidsmusikken – samt instrumentets mangeartede klangmuligheder. Rista er i dag bosat på Island, hvor han underviser i guitar, komponerer musik og samarbejder med nulevende komponister.