Siger man jødisk musik, vil mange straks få associationer til klezmer-genren, denne folkemusikalske hybrid, som voksede ud af ashkenaziske jødiske miljøer i Central- og Østeuropa, og som flittigt inddrog elementer af omkringliggende musikkulturer. 

Klezmermusikken lader sig også høre i fragmenter denne aften i Koncertkirken, hvor kammermusikfestivalen Equinox inviterer et talstærkt publikum til at udforske jødiske stemmer i kammermusik fra det 20. århundrede. Faktisk stikker vi lige tåen ind i det 21. århundrede med Osvaldo Golijov, hvis komposition »Lullaby & Doina« er skrevet i 2001. Den bygger dog videre på et tema, som han komponerede til filmen The Man Who Cried fra 2000, en vuggevise, som her udvikles til en fyrig doina, en improviseret form fra Balkan, som man også kender fra klezmer. Golijov, som er vokset op i Argentina, inddrager dog også elementer af tango. På den måde er åbningsværket emblematisk for en rejse gennem det jødiske som en musikalsk identitet, der er både kosmopolitisk og lokal, og som søger at værne om dybe traditioner, samtidig med at den hele tiden indgår i samtale med sine omgivelser. 

Den samtale kan være både diskret og højrøstet, og det velkuraterede program, som samtidig markerer afslutningen på årets festival, kommer i sandheden hele spektret rundt. Fra Erwin Schulhoffs ikonoklastiske, men også frejdigt vitale samtale med strygerkvartettens konventioner over Paul Schoenfields lovligt sentimentale omgang med klezmermusikken til Ernest Blochs mørke melodrama. Aftenens egentlige scoop er dog Yehudi Wyners Kvartet for obo og strygertrio, som tryllebinder over 25 minutter med mystiske og langsomt udfoldede motiver.  

Equinox Chamber Music Festival sætter i år fokus på glemte stemmer og tabte skatte. Helt oplagt var derfor torsdagens kammerkoncert No Man’s Land, fuldt dedikeret til kvindelige komponister, hvilket tiltrak et stort og ualmindeligt ungt og hipt publikum til Musikhusets støvede rammer. Ny musik af Jessie Montgomery og Caroline Shaw gav koncerten særlig relevans og nerve, hvor instrumenternes klange blev sat yderligere i bevægelse af dansere på scenen. Som historisk modspil stod den på ældre værker af de tidlige pionerer Louise Farrenc og Amy Beach.

Den energiske Strum af Jessie Montgomery fungerede perfekt som koncertåbner. Som et ustoppeligt kraftværk spurtede strygerne frem med livlige folkerytmer, dybe strøg og grov pizzicatostrumming, og danserne spejlede hinanden i en koreografi fuld af nydelse og frihed.

Farrencs brusende sekstet bød på intens farvespil og dynamisk variation, hvilket til dels skyldtes den usædvanlige besætning for klaver og fem blæserinstrumenter, hvor den franske klavervirtuos Yannick Rafalimanana var blændende på tangenterne. Hos Beach flød senromantisk nostalgi tykt og overmættet, så det til tider føltes klaustrofobisk, og det havde måske været oplagt at erstatte et af hendes værker med endnu en ny komponist.

Caroline Shaws Entr’acte blev koncertens absolutte højdepunkt. På fineste vis åndede en strygekvartet Shaws cirklende suk, intime pauser og kollapsende harmoniske strukturer. De to dansere forstærkede musikkens varme poesi i Matteo Di Loretos dirrende smukke koreografi, der var umulig at fjerne blikket fra. Jeg hungrede efter mere, og må jo blot vente til næste år.

I arbejdet med Concerto Grosso (2018-2022), som Allan Gravgaard Madsen har skrevet i tæt samarbejde med den amerikanske Jack Quartet, har komponisten opstillet et par benspænd omkring Concerto Grosso-formatet: Strygekvartetten skulle spille op mod Aarhus Symfoniorkester i »et finmasket net af talsystemer, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger«. Med den for AGM typiske begrænsning til det traditionelle symfoniorkesters instrumenter – om end de bliver brugt i deres yderste potens – lykkes det at fastholde en behageligt pirrende æstetik, der efterlader mig fremadlænet gennem hele værket. 

Benspændene virker ikke begrænsende, men er mere rammer indenfor hvilke, han arbejder frit og legende og med en klanglig finfølelse. Som substitut for harmonisk progression og teleologi fokuserer AGM i stedet på timbre og klang. Dragende er det. Selv har jeg ikke fundet den forvrængede reference til Irving Berlin, som AGM skriver, værket rummer, men til gengæld er der klanglige ligheder med blandt andre Arvo Pärt og Bent Sørensen. Sidstesatsen, »Notturno II«, afslører en komponist, der ikke har travlt med at være udfordrende kompleks; han hviler i det minimale – dropper symfoniorkesterets instrumenter og lader musikerne summe »con bocca chiusa« og gnide sig i hænderne (bogstaveligt talt) som drømmende ambience til JACK Quartets afrunding af concertoen. 

Concerto Grosso er moderne minimalisme (findes online i en lækker videoproduktion), og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.

Josefine Opsahls cello flyder ind og ud af sig selv i loops, imens den skiftevis harmonerer med og konfronterer elektroniske elementer. Således opstår polyfoni – Opsahl spiller både konkret og i overført betydning op ad flere lag af sig selv. Hendes musikalske ekspressionisme udføres smukt, grotesk, disharmonisk og afbalanceret. 

Albummet spænder fra dyb mol i »Pendul« til »Primse III«, hvis intro nærmest minder om mågers skrig. På »Liquid Entity: Maestoso« afløser hastige strøg på strengene buens flydende bevægelser, imens både »Gaar Ikke Soels og Maanes Vei Ned Under Dybe Hav: Dyret« og det avantgarde »KHGR: Wave« med deres folkemusikalske inspirationer kunne figurere på soundtracket til den næste store fantasyserie på Netflix. 

Talrige klangflader, omhyggeligt akustisk arbejde såvel som de høje toner, der går lige til grænsen for følsomhed og smerte, fordrer, at Atrium opleves på højttalere af høj kvalitet, da headsettets begrænsninger ikke vil udvise den fornødne respekt for det auditive univers. 

Som klassisk og eksperimenterende musiker går Opsahl ikke efter at skabe lette melodier. Atrium er en lydelig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers. 

Han sagde, det ville blive lidt spacy. Så satte han sig til sit Korg Kronos, og le grand voyage begyndte. Ambient, boblende, free, intet tema endnu. Bassisten og guitaristen gik med ind i det flydende rum. Herbie Hancock på Smukfest en fredag eftermiddag, but how? Men folk lod anti-hverdag og wannabe-rumtøj være dét; her var firstmoveren, der brugte vocoder før andre og rejste væk fra alle stilarter for at definere nye. Hancocks kvartet var forbi Sunlight-albummet fra 1978, Wayne Shorters »Footprints«, »Actual Proof« og »Watermelon Man«. For det meste lukkede Lionel Loueke, den mest afrikanskinspirerede af Hancocks guitarister, lydflader ud. Ikke så mange traditionelle soloer. Men det var helle ikke lounge. Bare spacy. 

Troede trioen Ude af kontrol, at de var flyvende og syrede i Skanderborg og fusionerede noget som helst? 82-årige Hancock stillede sig helt frem på scenen med sin keytar i »Chameleon« – fusionsnummeret over alle og et nummer af ikke nyere dato – og var klar over, at han var eneste jazznavn på Planet Bøgeskov. Han gav et show for masserne. Lyden var lidt blævrende. Pianoet højt. Hører jazz fra rummet hjemme på en festival, der elsker kopier og retromusik? Ja, vel lige så meget som folk med antenner på hovedet. Ikke den bedste af Hancocks koncerter, men underholdende at se fremtidspianomanden i uvante rammer.