Der er slået stort brød op i Lydenskabs nye produktion En Symfoni til Aarhus, hvor klassisk musik og pop møder litteratur og scenografisk film i et portræt af verdens mindste storby. Det er der kommet et ambitiøst projekt ud af, som til tider fremstår ubagt og andre gange klinger smukt igennem.

Den franske filosof Henri Lefebvre påpeger i bogen Éléments de rythmanalyse (1992), at enhver by har en rytme. Trapper, brosten og fliser udgør det underlag, der forplanter sig gennem fødderne til resten af kroppen og videre ud i byrummet. En Symfoni til Aarhus tager udgangspunkt i denne rytme og låner lyd og tempi fra den urbane stoflighed.

Musikken er af Gorm Askjær, tekst af Gerd Laugesen, visuals af Ard Jongsma. Men også Aarhus Jazz Orchestra, Århus Sinfonietta, og Akademisk Kor Aarhus bidrager, og sanger Asbjørn Hvelplund står for den mere poppede del af lydsiden med klar reference til den såkaldte Aarhus-lyd fra 80’erne.

Resultatet er mere kakofoni end symfoni, hvilket er både fint og præcist, men det havde været ønskeligt, hvis Askjærs komposition havde spillet en mere aktiv rolle og ikke, som er tilfældet, primært fungeret som underlægningsmusik til teksten. Samtidig er der masser af lyd i Laugesens linjer, der blandt andet bygger på udsagn fra Værestedets brugere, Aarhus Stadsarkiv og elever fra Århus Statsgymnasium. Ordene, der læses op af byens borgere og Laugesen selv, danner deres egen rytme, mens vi hører, hvorledes den evige pilotering forvandler Aarhus til et kæmpestort klaver og lytter til historier om tandlægen, der spiller på aarhusianernes tænder. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus. 

Det er et ydmygt emne, Simon Steen-Andersen har valgt til sin performance Walk the Walk: emnet er at gå. Følgerigtigt går de fire performere fra schweiziske Ensemble This Ensemble That rundt på scenen både i almindelige og lysende sko, på stedet, på løbebånd, og bare helt normalt. Walk the Walk er en tour de force gennem forskellige vinkler på emnet, og forskellige vinkler at lave teater på. Performerne er del af en nøje timet score, hvor hvert et skridt og til tider enhver stavelse skal leveres pointeret for at gå op i en højere enhed med scenografi, lydplayback og de øvrige medspillere. Instrumenter spiller de ikke på, de spiller på og med rekvisitterne; sko eller mikrofoner for eksempel. Kun helt til sidst får perkussionist Brian Archinal lov til at røre drumsettet, indtil også det bliver taget fra ham når det bliver hevet op i luften. Trommerne spiller videre, dog, ved hjælp af en slags trommeslagsmaskine. Scenografien tager over. 

Tysk teater ser ud til at have inspireret komponisten, der arbejder med kneb som meta-samtaler om værket i værket (som den tyske instruktør René Pollesch), musikalsk nonsense (i stil med noget Christoph Marthaler kunne have fundet på), eller en scenografi der bliver til et selvspillende instrument (som Heiner Goebbels tidligere har gjort). Bedst fungerer værket, når sammenhængen mellem emnet og det sceniske og musikalske bliver tydligt, som når performerne går i takt med et lydsample, der bliver kortere og kortere, og det udsnit af scenen, vi som publikum ser, bliver mindre og mindre. Mindre godt fungerer det, hvor musikerne agerer som skuespillere, eller skal lipsynche til lydklip, hvilket de desværre gør rigtig meget. 

Walk the Walk er en multimediel undersøgelse af et tilsyneladende banalt tema. Men præcis hvorfor vi skal se et stykke om at gå bliver ikke helt klart. Snarere virker emnet som en undskyldning for de forskellige permuteringer af mediale konstellationer, komponisten vil lege med. Live-tale, optaget tale, samples, scenografi, rekvisitter, lys – alt dette er instrumenterne, Steen-Andersen bygger sin komposition af. Imponerende er det, og han finder på originale kombinationer. Æstetisk efterlader det et blandet indtryk. Et eller andet sted mellem sofistikeret koncept, en hjemmelavet virkende scenografi, drenget humor og lecture performance. Steen-Andersen spiller højt risiko når han vælger selv at stå for alt fra musik til scenografi, lys og instruktion. I nogle få øjeblikke bliver publikum belønnet med noget enestående. Men hvorfor ikke have tillid til et dygtigt hold skuespillere, en scenograf, lysdesigner, dramaturg eller en instruktør? Den præcision, værket forlanger, bliver ikke helt forløst. 

Hvordan gentænker man »koncerters, instrumenters og kunstneres roller« i en klimakrise? I min optik bør svaret ikke reduceres til Zero Waste. For den naturfarvede, antiforbrugeristiske bloggerbevægelse feticherer ofte bare en anden form for forbrug: Køb bambusbestik og red verden!

Men det er svært at ændre en kreativ industri underlagt et økonomisk system, der ødelægger verden for profit. Så jeg kan dårligt bebrejde Monika Szpyrka for at starte ved de velkendte r’er (Reduce, Reuse, Recycle m.fl.), der blev et udtalt budskab for hendes debutkoncert Sustainable Music fra Det Jyske Musikkonservatorium. Dette titelemne blev lydkompositorisk kompetent og virkningsfuldt udforsket både med NJYD-kvartettens fløjte, guitar, saxofon og perkussion – og med de musikalske muligheder i metaldåser.

Undervejs blev også oversvømmelser, skovbrandes flammehav og flygtninge i hundredemilliontal eksplicit nævnt. Derfor skurede det, da jeg, fra min publikums-yogamåtte, i sidste værk, så en lyskædeglimtende kollektion af grønvaskede livstilsprodukter.

Så jeg følte budskabet runge hult – men det kan ikke siges om det rige lydbillede, der nu lød fra hvert sit patentglas: Bobler skvulpede fra et stålsugerør, akkompagneret af klar klirren fra tørrede bønner, der hoppede på en glasbund. De fyldige luftstrømme pustet på kanten af et resonerende glas blev skarpt brudt af skramlen fra genbrugeligt bestik. Alt sammen anderledes og aldeles vel sammensat.

Kort sagt: Kontraproduktivt klimaudsagn, men umiskendeligt kyndig komposition.

Marcela Lucatelli forstår at gøre en entré. Stampende med et mandshøjt plakatrør koder hun en rytme i gulvet, mens et ensemble af flossede nerver finder hen bag fløjter, elguitar, slagtøj, Moog, kontrabas og harpe. Tre, to, en, støj – og Ly Trans druknede vokal over digte af Olga Ravn.

Her hersker en helt anden vildskab end i Mette Nielsens mere dramatisk reciterende komposition over Asta Olivia Nordenhofs poesi forinden, hvor Ly Tran aldrig helt fik formidlet den tekst, der egentlig var centrum for værket. I Lucatellis absurde feberdrøm kommer sopranen langt bedre til sin ret som desperat forpustet, monstrøst grinende formidler af et sammenbrud. At teksten også her forsvinder, gør mindre.

Hvor Nielsen, med en vis charme og elegance, tæmmede sit materiale med afbrydelser og små motorer af melodiske fragmenter, lyder Lucatellis tilstandsmusik som et flystyrt uden ende. Musikerne blæser og saver løs, inden de rituelt performer en spasme og griser Ly Trans hvide kjole til med smør og rødvin. Kontroltab, besættelse, forsvarsløshed … og en smule humor.

Endnu en gang er Jorden kortvarigt gået under i selskab med Marcela Lucatelli. Apokalypsen kan kun blive et antiklimaks nu.

Så uhildet klagende har den ny musik ikke lydt i fem hundrede år. Og hvor havde det da været let for Nick Martins 20 minutter lange værk for mezzosopran, akkordeon og marimba at lyde virkelig usmageligt. Men det gør Bittersweet så absolut ikke. Elegancen stråler ud af renæssancepastichen, det samme gør oprigtigheden; det er Niels Rønsholdt uden fiduserne.

De to musikere – Jónas Ásgeirsson på akkordeon, Katerina Anagnostidou på marimba – forstærker indfølt Þórgunnur Anna Örnólfsdóttirs fængslende klagesang. Tilsammen lyder de i Garnisonskirkens rum som meget mere end en trio (skud ud til producer Ragnheiður Jónsdóttir!).

Bittersweet veksler effektivt mellem nænsomme gentagelser, eftertænksom stilhed og pludselige udladninger af smertelig skønhed. Bevægelserne er mådeholdne, fordybelsens ro får akkurat tilpas modspil af marimbaens tremolo og akkordeonets omhyggelige spændingskurver af intensitet.

Det er simpelthen en lille perle, Martin og Kimi-trioen har begået. Lad os endelig få flere af disse korte, men komplet meningsfulde digitaludgivelser fra Dacapo; det slidte portrætalbumformat savnes ikke.