• © Kongehuset
    2/6/2025

    Not the Royal Rock Star We Might Have Wished For

    David M. A. P. Palmquist: »King Frederik X’s Honour March«

    Surely, I can’t be the only one who nearly choked on my oyster on New Year’s Eve, when King Frederik X delivered his first New Year’s speech. What a modern take on the old tradition! Instead of sitting solemnly at a desk, he calmly walked into the room – a room demanding attention, where a futuristic mural stole the show. I could barely focus on the speech itself, distracted by the psychedelic imagery behind him: a visual nod to Yellow Submarine by The Beatles. Was this a sign of a rock star ascending the throne?

    Wishful thinking, as it turned out. The speech turned into a parade of predictable platitudes. The same can be said about the King’s new Honour March, composed by David M. A. P. Palmquist, former conductor of the Royal Danish Life Guards Music Corps. A traditional and sluggish piece that plays it entirely by the book.

    Since H.C. Lumbye gifted a march to Frederik VII in 1861, it has been a tradition for members of the royal family to be granted personal marches. Take the lively and self-ironic Parade March for Queen Margrethe, which includes quotes from both »I Danmark er jeg født« and »Daisy Bell«. Or Crown Prince Frederik’s brisk and quirky Honour March in 6/8 time – written by Fuzzy for the now-King’s 30th birthday – tipping its hat to Carl Nielsen’s »Som en rejselysten flåde«.

    But where is the personal character in Palmquist’s march? The composer approaches the task far too conceptually, attempting to give the piece a musical signature with a kind of rebus at the beginning. The first note is an F, followed by one ten steps higher – thus spelling »Frederik the 10th« in musical code. The many references to other military music are just as internal. What’s missing is something that breaks with protocol – just like King Frederik himself has done in his most memorable and beloved moments. In the end, it sounds like a march that has forgotten who it was written for.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek. Proofreading: Seb Doubinsky

     

  • © Gianluca Grasselli
    28/8/2025

    When Synthesizers Sprout: Filip Leyman’s Organic Debut

    Filip Leyman: »Soft Light«

    The forest lake is a cradle of life in more than one sense. The forest’s myriad forms of life depend on its waters, but its trickling branches, intense stillness, and soft reflections also hold powerful musical potential. It is precisely this life-giving energy that forms the basis of Swedish composer Filip Leyman’s solo debut album, Soft Light. From the very first track, »Beyond the Sea«, one senses how Leyman manages to create an organic universe where every sound nourishes the soil for the next. It is difficult to find either beginning or end as the many synthesizers and strings grow into and out of one another – you simply have to surrender and sink into this spherical universe of reverberations and deep, steady bass.

    Filip Leyman’s work cannot be described without mentioning Swedish artist Anna von Hausswolff. Her music is like a force of nature, carried by long, sacred organ passages – and what is Hausswolff and what is Leyman is never entirely possible to determine. Soft Light gathers together compositions written over decades and appears as a natural extension of the many albums and soundtracks the two have created together. The album contains a strong cinematic dimension: in a track like »Shapes«, the layered sounds culminate in a dazzling climax that feels like slow motion in sound.

    Here, Leyman appears as a musical botanist, patiently letting his synthesizers grow, sprout, and bloom. Although Soft Light has developed over many years, it sounds remarkably cohesive – like one long breath. The album seems more cultivated than composed. Let us hope that Soft Light is only the beginning, and that Leyman will allow more solo albums to grow in the same light.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
     

     

     

     

  • © Gianluca Grasselli
    28/8/2025

    Når synthesizere spirer: Filip Leymans organiske debut

    Filip Leyman: »Soft Light«

    Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

    Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

    Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

     

     

     

     

  • © PR
    22/8/2025

    Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos

    Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

    Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

    Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til. 

    Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.