I arbejdet med Concerto Grosso (2018-2022), som Allan Gravgaard Madsen har skrevet i tæt samarbejde med den amerikanske Jack Quartet, har komponisten opstillet et par benspænd omkring Concerto Grosso-formatet: Strygekvartetten skulle spille op mod Aarhus Symfoniorkester i »et finmasket net af talsystemer, musikhistoriske hilsner og personlige fortællinger«. Med den for AGM typiske begrænsning til det traditionelle symfoniorkesters instrumenter – om end de bliver brugt i deres yderste potens – lykkes det at fastholde en behageligt pirrende æstetik, der efterlader mig fremadlænet gennem hele værket. 

Benspændene virker ikke begrænsende, men er mere rammer indenfor hvilke, han arbejder frit og legende og med en klanglig finfølelse. Som substitut for harmonisk progression og teleologi fokuserer AGM i stedet på timbre og klang. Dragende er det. Selv har jeg ikke fundet den forvrængede reference til Irving Berlin, som AGM skriver, værket rummer, men til gengæld er der klanglige ligheder med blandt andre Arvo Pärt og Bent Sørensen. Sidstesatsen, »Notturno II«, afslører en komponist, der ikke har travlt med at være udfordrende kompleks; han hviler i det minimale – dropper symfoniorkesterets instrumenter og lader musikerne summe »con bocca chiusa« og gnide sig i hænderne (bogstaveligt talt) som drømmende ambience til JACK Quartets afrunding af concertoen. 

Concerto Grosso er moderne minimalisme (findes online i en lækker videoproduktion), og det er rimeligt at kalde det Allan Gravgaard Madsens æstetiske magnum opus.

Josefine Opsahls cello flyder ind og ud af sig selv i loops, imens den skiftevis harmonerer med og konfronterer elektroniske elementer. Således opstår polyfoni – Opsahl spiller både konkret og i overført betydning op ad flere lag af sig selv. Hendes musikalske ekspressionisme udføres smukt, grotesk, disharmonisk og afbalanceret. 

Albummet spænder fra dyb mol i »Pendul« til »Primse III«, hvis intro nærmest minder om mågers skrig. På »Liquid Entity: Maestoso« afløser hastige strøg på strengene buens flydende bevægelser, imens både »Gaar Ikke Soels og Maanes Vei Ned Under Dybe Hav: Dyret« og det avantgarde »KHGR: Wave« med deres folkemusikalske inspirationer kunne figurere på soundtracket til den næste store fantasyserie på Netflix. 

Talrige klangflader, omhyggeligt akustisk arbejde såvel som de høje toner, der går lige til grænsen for følsomhed og smerte, fordrer, at Atrium opleves på højttalere af høj kvalitet, da headsettets begrænsninger ikke vil udvise den fornødne respekt for det auditive univers. 

Som klassisk og eksperimenterende musiker går Opsahl ikke efter at skabe lette melodier. Atrium er en lydelig sanseoplevelse, en givende rejse ind i Opsahls univers. 

Det siges, at Goethe beskrev kammermusik som »fire fornuftige menneskers samtale«. Erstattes »fornuftige« med »legesyge« opstår freejazz.

Hvor vi lever i en tid af fomo, angst for pauser og tomhed, skaber den københavnske TLF Trio det lydforladte rum, netop hvor vi ikke søgte. Stilheden gør sig bemærket på »Late August Early September«, hvor instrumenterne skiftevis taler, og efter en pause afløses af den næste, der giver sit besyv med. I enkelte passager spiller alle samtidig, dog uden at nogen hævder sig eller hæver stemmen.

Samtidig bryder albummet med en kontemporær musikalsk diskurs indenfor den rytmiske musik, hvor alt kan skemalægges, og hits opstår efter opskrift. Sweet Harmony er ikke en blid og harmonisk oplevelse, hvilket demonstreres på »March-like, Wild«, hvor Cæcilie Trier på sin cello knipser en insisterende rytme, der fletter sig sammen med klaver og guitar, og densiteten i nummeret løbende ændrer sig fra fyldt soundscape til enkel pizzicato. 

Avantgardeprojekter kan stikke af og blive til selvrefererende og smagløs kedsommelighed, men TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale. 

Den Stockholm-baserede komponist Kali Malones musik er indbegrebet af tesen om »less is more«. De altid tilstedeværende, nøjsomme og blødt ringende droner lægger sig som tunge tågebanker nederst i mikset, mens Mats Äleklints trækbasun og Isak Hedtjärns basklarinet spiller få, enkeltstående toner højere i mikset. Men ikke så højt at de nogensinde slipper helt ud af tågen. Jeg higer efter noget at hæfte mig ved, bliver opmærksom på de små ting, som jeg i en mere tætpakket produktion nok ville have overset. Som hvordan man kan høre de to blæseres hvislende udåndinger under instrumenternes klang – og nogle gange endda udelukkende disse vejrtrækninger.

Mens den musikalske tåge i EP’ens første nummer er så tyk, at man kan skære i den, introducerer andet nummer en mere fremtrædende, endda melodisk synth, der meget passende netop synes at skære igennem disen. Således skaber Malone først en rolig, nærmest ophøjet ubevægelig lyd, for derefter selv at bryde den ned med en langt mere sinister afslutning. 

Drone er af natur ofte en uhåndgribelig form for musik, men Malones store styrke er hendes evne til at skabe tekstur, en følelse af rum og nærhed i sine kompositioner. Dette beviste hun med det monumentale orgelværk The Sacrificial Code (2019). Med Living Torch understreger hun blot hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.

Smider man en håndfuld elektroniske elementer, progrock, punk, noise, jazz, industrial, aggressive violiner og mentalt udfordrede saxofoner i en blender og krydrer med nihilistisk mørke, programmerede trommer og distortet spoken word er resultatet Introducing SVIN. 

Hedenske ritualer gør deres indmarch på »Bøn« (feat. Bisse) og »Herbalism«, hvor »Punklort« er en udjazzet allegori over infernal støjpunk og det lofi elektroniske nummer »Dødsensangst« (feat. Marie Eline Hansen) lugter dystert og klaustrofobisk. 

Friedrich Nietzsche beskæftigede sig med der »Wille zur Macht«, og for at realisere menneskets iboende skaberkraft- og trang er det essentielt at frigøre sig fra slavementaliteten. I den danske musikbranche underkaster kunstnere sig alt for ofte snævre genrebegreber og frarøver sig selv friheden til at skabe. SVINs album adskiller sig fra lignende værker på grund af sin insisterende legesyge, imens det unikke består i, at projektet lykkedes. Andre ville drukne i de mange lag og genrer og enten give op eller ende med et mere filosofisk end auditivt velfungerende resultat.  

Det har krævet, mod, udholdenhed, evner og styrke at skabe Introducing SVIN, som tungt kan anbefales til enhver med en forkærlighed for NIN, Swans, Einstürzende Neubauten, Rob Zombie, Coil og Neurosis. Imellem riter, depression, angst, kaos og paranoia anes et humoristisk glimt i øjet, der til dels gør det til en udholdelig oplevelse og til dels viser, at SVIN ikke er et selvhøjtideligt martyrium.

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.