Celloen er overalt på årets Roskilde Festival. Nogle bruger den som alt muligt andet – hov, så var den en elbas, eller hvad med et keyboard druknet i effekter – men i amerikanske Jasper Marsalis’ Marcela Lucatelli-værdige bomberprojekt Slauson Malone 1 blev celloen faktisk brugt som, ja, cello.

Marsalis stod selv for vokal og elguitar på den åbne Platform-scene, mens Nicholas Wetherell åbnede koncerten med et motorløb på sin forstærkede cello, men så slog over i knipsede meditationer, som Marsalis bidrog til med overtonespil på guitaren. Følsomme jazzfyre? Niks, pludselig: synkrone støjløb, intimiteten splintret, og inden længe kastede Marsalis sig ud i det siddende publikum med et rullefald – og et skrig.

Imens spillede Wetherell følsomme vibratoer. For kontraster lever på Roskilde og driver jo nærmest verden fremad i disse år. Så det var den, verden, der tonede frem i musikken: gennem voldsomme omslag mellem 8-bittet smølfevokal, ambient gnavende solocello, intim indie oven i ét sekunds sample af Cher – kulminerende i en vemodig vuggevise med slør af digitaltheremin.

Det var på mange måder peak hipsteræra. Men det var også intenst rørende, omtrent som at følge Mahler ude på kanten af afgrunden, mens han prøvede at tegne hele verden op i sine partiturer. Eneste forskel: Staffeliet ser lidt anderledes ud i dag.

Det er ikke første gang, Selvhenter viser Roskilde, hvordan en saxofon kan skråle. Selv de mest avantgardeparate lyttere hev efter vejret. Ja, det var svært ikke at lade sine egne lunger leve sig ind i de lange forløb og den balstyriske energi, som det eksperimenterende københavnske firkløver excellerede i med en instrumentpark bestående af to trommesæt, synth, basun, sax og diverse. Og jo mere bandet – placeret i midten af Avalon-teltet med publikum omkring sig – vævede på deres kollektive patchworktæppe, jo mere blev disse instrumenters egenart udvisket. Selvhenter kunne ligeså vel have spillet på helt andre instrumenter. Man så Sonja LaBianca stå og trykke tonerne ud af et blæseinstrument, men det lød mere som en harpe fra rummet. Det var forunderligt, hvordan hendes saxofonfanfarer lød som nødsignaler til outer space. Og imens kørte trommerne meget jordbundne rytmer: Steve Reich-agtig puls mødte mere free forløb. 

Selvhenter pustede fuldfed punket og jazzet noise op i det telt. Uden pauser (selv ikke da en lilletromme gik kold og skulle udskiftes undervejs) og uden vand til de fremmødte. Det var et plus, at vi kunne være så tæt på musikerne, som på deres lille scene i midten lignede kæmpere i en battle-arena, Det var ny musik, der i høj grad var kropslig. I en times tid trak vi vejret (og måske endda svedte?) synkront. Og det er vældig godt at gøre noget sammen på en festival. Selvhenter på Orange Scene næste år. Kom nu!

Det historiske symfoniorkesters akustiske vellyd bliver radikalt udfordret af synth og glitch på Øyvind Torvunds nye udgivelse. De første »Sweet Pieces« er en blanding af parodisk følelsesladet symfoniorkester og elektronisk ambiens, som tilsammen danner et temmelig syret og komplekst lydlandskab. Umiddelbart sødmefyldt og let tilgængeligt, næsten som stumfilm-akkompagnement eller en ballet – men noget foruroligende og komplekst er under opsejling, hvilket i den grad konsolideres af »Archaic Jam«. Her udsættes Oslo Philharmonic for både glitch, electronica og noise, som orkestrets akustiske instrumenter på bedste vis forsøger at akkompagnere, fx når en elektronisk melodi fra outer space i ny og næ titter frem.

Et taktfast og muntert tambourkorps slutter udgivelsen. Endelig lader det til, at nogen har tænkt sig at gå i samme retning, og Lettelsen melder sig. Men bip og knips afbryder illusionen, og pludselig laver det store orkester en samlet mørk melodisk bevægelse, som et akkompagnement til den mest tragiske del af en ballet. Så en række morsekoder, så tambourkorpset igen, nu en sagte melodi... Lytteren bliver kastet frem og tilbage mellem diverse musiktraditioner, som blander sig med hinanden.

A Walk Into the Future omfavner kaos og uforudsigelighed i et komplekst værk, der humoristisk og ubesværet leger med et væld af musiktraditioner. Torvund har skabt en musikalsk sci-fi om verdens vaklen mellem tradition og innovation. Samtidig er det også et klassisk symfoniorkesters spæde udforskning af scenarierne for sin egen fremtid.

Jeg må indrømme, at det var ren koncept-liderlighed, der dragede mig til komponist og spil-designer Aske Zidores debutværk Lark Animations. Her er tale om en ubeskrevet modernist, der tør arbejde tværfagligt med sit CV i sit kompositoriske værk og samtidig lader sig inspirere af noget så klassisk som fuglefløjt. Specifikt fra alle kunstnertypers yndlingsskjald: Lærken, der kulturhistorisk udkonkurrerer den dybt overvurderede nattergal som alles yndlingspiphans. Når Zidore samtidig blander æstetik fra videospillets verden ind i konceptet og lader solisten, violinisten Bettina Mare Ezaki, bevæge sig i en spilmekanisk setup af et systematisk 12-partiturs system, så råber den postmoderne konceptnørd »hurra«.

Der er masser at råbe hurra for. For selvom tanken bag er maskinel og matematisk, tager de varme forløb i de ni »motions« eller bevægelser netop udgangspunkt i pipperens varme sangforløb, og den ensomme violin imiterer til fuldt held lærkens berømte triller. Som på »Motion A: no. 3: Sangflugt«, hvor trioliserende triller minder en om en forårskåd skov, mens »Motion A, no 4: Den vemodige sang« minder en om fuglens vemodige toner ved skumringstid. Er man, som nærværende anmelder, opvokset halvt i nærheden af natur og skov, er der masser af melankoli, genkendelsesglæde og eskapisme at hente på Zidores debut. Det er smukt og inspirerende på trods af den højkonceptuelle systemtænkning. Og heldigvis bærer nærmest alle buestrøg på Ezakis violin en stor poesi og en højtidelig varme med sig!  

Den finskfødte sanger og komponist Johanna Sulkunen giver på albummet Coexistence mange andre udover hende selv muligheden for at få deres stemme hørt. Hun har stillet en række mennesker spørgsmålet: »Hvad ville du sige, hvis hele verden lyttede?« og har derefter samplet deres forskelligartede svar for så at bruge dem som en narrativ kerne på alnbummet. Resultatet er et sandt polyfonisk værk, hvor et væld af stemmer dukker frem uden umiddelbar kontekst, iblandet overvejende elektroniske kompositioner. Stemmerne fortæller, nynner, beklager sig, de transformeres, manipuleres til uigenkendelighed. Til tider lyder det næsten sakralt, som i indledningen til nummeret »XVIII Corporeal«, hvor synths med masser af rumklang tager sig kirkeligt ud. Andre gange hjemsøgt: I »XIX Coexisting« lyder vaklende stemmer som klagesange. Eller præget af en bittersød fredfyldthed, som i »XXIV How Dreams«, hvor en roligt udflydende lydside modsættes med stemmebidder om at blive udvist. 

Sommetider lyder de mange stemmer som fortrolige samtaler, andre gange som ensomme råb ud i intetheden. Små dele af et amorft hele – menneskehedens håb og frygt samlet.

Som helhed virker albummet mere som en collageværk end en samling af diskrete numre. De ikke-vokalbaserede dele af musikken fremstår ofte som stemningsskabende flader, der har til formål at give de mange anonyme udsagn pondus. Og det virker, mestendels. Det er ikke hver gang, at albummets flertallige fortællinger rammer en nerve, men når de gør, er det et spændende lyt.