• Yanling. © Christian Neuenschwander
    6/1/2025

    The Perfect Storm

    Yanling: »Cymatic«

    It is rare for an album to be complimented for lulling someone to sleep. But after a month with the album Cymatic by the Swiss-resident, Hong Kong-born Natalja Romine, I have often found myself slipping into dreamland – something I rarely consider a good thing. In the case of Cymatic, however, it is a clear strength. Yanling comes from the world of art music, and the work has already been presented in that context. Still, it stands strong as a piece of cinematic sci-fi ambient. Names like Jean-Michel Jarre, Brian Eno, and Hans Zimmer haunt the album, as modular noise clouds, female vocals, and mysterious electronic pulses and sine waves blend together to create a harmonious tapestry. It is not groundbreaking, and the tracks can be difficult to distinguish from one another. Nevertheless, the captivating piano riffs on »Transmuted« and the gurgling bass synths on »Nebula« stand out. On »Fallen Tempest«, choirs, chords, and reverb coalesce into a higher unity, and on the album's pinnacle, »Aura Nova«, sudden synth stabs threaten to wake one from the dream.

    Cymatic is not a masterpiece and can appear on gray days as disposable ambient for a Hollywood blockbuster no one wants to watch. But over time, it grows into a brilliant piece of contemporary art, only suffering from slightly too perfect production and somewhat grandiose gestures. Why get upset over the storm in your teacup if it storms in the right way?

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

  • © PR
    27/5/2025

    When Orpheus Turns His Head

    O Future: Enter Afterlife

    Thorvaldsens Museum is a fitting place to unfold a narrative about the soul’s journey to the underworld. Not only are the halls filled with depictions of Greek mythology, the museum itself is a kind of mausoleum, with Bertel Thorvaldsen’s grave situated at the heart of an inner courtyard. Everything should align perfectly when the multimedia duo O Future stages the descent into Hades through sound and animated video projections. But it doesn’t.

    Through eight rooms and five sound works, we move from the banks of the River Styx, through the underworld, and finally to Elysium, where the blissful afterlife awaits. Along the way, we are confronted with judgment, choice, and struggle – existential themes played out on the grandest scale. The electronic soundscape, delivered through headphones, begins with a simmering, oppressive digital lament and accelerates through the rooms to a heavy electronic beat layered with symphonic undertones. We hear jazzy saxophones, looped synths, and white noise, before safely arriving in a spherical, almost sacred, digital choir.

    There’s an intriguing theme in the collision between digital voices and the idea of death, but it is drowned out by the many loose ends of the exhibition. Why, for instance, is there no synchronicity between sound and visuals? Why are videos consistently projected onto sculptures that bear no relation to Greek mythology? And why the oddly synthetic color palette that evokes 1990s MTV more than it does the vast drama the story seeks to evoke? I hurriedly close my eyes and try to focus on the beat – but it’s too late. Orpheus has turned his head, and Eurydice is lost. So is this exhibition.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

  • © PR
    27/5/2025

    Når Orfeus vender hovedet

    O Future: »Enter Afterlife«

    Thorvaldsens Museum er et oplagt sted at udfolde en fortælling om sjælens rejse mod dødsriget. Ikke alene er salene fyldt med skildringer af græsk mytologi, museet er også i sig selv et mausolæum med Bertel Thorvaldsens grav i midten af en indre gårdhave. Alt burde altså spille, når multimedieduoen O Future iscenesætter rejsen mod Hades gennem lyd og animerede videoprojektioner. Det gør det bare ikke.

    Gennem otte rum og fem lydværker bevæger vi os fra bredden af floden Styx gennem underverdenen og ender i Elysion, hvor det lykkelige efterliv venter. Undervejs konfronteres vi med dommen, valget og kampen – eksistentielle grundtemaer på den helt store klinge. Den elektroniske lydside, som afspilles i høretelefoner, åbner ulmende og murende med en slags digital klagesang og accelererer gennem rummene til et tungt elektronisk beat med symfoniske undertoner. Her er jazzede saxofoner, loopet synth og hvid støj, før vi ender trygt i et sfærisk, nærmest sakralt, digitalt kor. 

    Der ligger et interessant tema i mødet mellem de digitale stemmer og forestillingen om døden, men det drukner i udstillingens mange løse ender. Hvorfor følges lyd- og billedside eksempelvis ikke ad? Hvorfor projiceres videoerne konsekvent op på statuer, der ikke hører til den i græske mytologi? Og hvorfor den underligt syntetiske farveholdning, der mere minder om 90’ernes MTV, end om det kæmpe drama, fortællingen slår an? Jeg skynder mig at lukke øjnene og koncentrerer mig om beatet – men det er for sent. Orfeus har drejet hovedet, og Eurydike står ikke til at redde. Det gør denne udstilling heller ikke.


     

     

     

  • © PR
    24/5/2025

    Det elektroniske alter

     Fascia, Soli City, Nagaver

    Bordet er en praktisk rekvisit ved de fleste koncerter med elektronisk musik. Det er nærmest et symbol på, hvordan elektronisk musik ikke er forundt den samme ekspressive, fysiske gestik som akustisk musik. En rigid symbolik blev heldigvis brudt, da koncertnetværket Up Node afholdt showcaseaften på Alice med tre nyere eksperimenterende elektroniske kunstnere fra Norge, Sverige og Danmark.

    MacBook’en tronede som på et alter, da svenske Fascia indledte med en blinkende lommelygte over hovedet – hvert blink udløste brutale støjstik. Da hun stak et webcam i munden og projicerede bordets mystiske genstande op bag sig, forsvandt grænsen mellem scene og publikum med enkel, snedig teknologi.

    Ved siden af sit MIDI-keyboard havde danske Soli City sin sædvanlige moving-head-lampe. Som et robothoved lyste og drejede lampen i takt med de episke crescendoer og computerstemmer. Soli Citys musik er bygget op omkring feltoptagelser og klassisk instrumentering med strygere og klaver – et univers, der udstiller kontrasten mellem menneske og teknologi. Den levende lampe og det dramatiske lysshow spillede hovedrollen på scenen, hvor komponisten Harald Bjørn stod som en gemt dukkefører, der nænsomt ledte den futuristiske historie frem.

    Bordet foran norske Nagaver var lagt ned på scenegulvet som en lav mur. Bag det lave bord knælede Ilavenil Vasuky Jayapalan, og fra en DJ-mixer spillede han hårdtslående, dunkle rytmer, som indhyllede Alice i et transcenderende slør. Koncerten udviklede sig fra pumpende trance til en form for karaokeshow, hvor Jayapalan sang oven på de støvede sange – og desværre føltes musikken mere som en afvikling end som en koncert.

    Bag bordet gemmer der sig uanede potentialer for auditiv innovation, men praktikaliteterne sætter ofte en grænse for de performative udfoldelser. Koncerterne med Fascia og Soli City formåede at bryde grænsen mellem afvikling og koncert, for heldigvis skal al musik ikke fremføres med samme gestik – og nogle gange skal der ikke mere end et webcam og en laserlampe til for at minde os om netop det.