• © Benjamin Tarp
    4/4/2023

    Rokoko-blåt begær

    Nikki Martin & Blue Luminaire: »Terroir«

    Nikki Martin og deres ensemble Blue Luminaire breder sig på tværs af stilarter og århundreder, fra tidlig musik til ambient musik via jazz og mere. Men der er et stærkt lydfingeraftryk på dette, deres første album for Bella Union.

    Det er et album i ordets sandeste betydning. På tværs af ti tracks trækker Terroirs vejret stødt ind og ud, og man mærker smerten ved hver udånding. Det kræver et pund følelsesmæssigt kød fra lytteren: Hverken emnet eller optagelsens intime karakter tillader rent objektiv lytning. Martins rene kontratenorstemme er lige i dit øre.

    Smerte, længsel og en vis følelse af katarsis er hjørnestenene på et album, der med vilje ligger i et slags følelsesmæssigt ingenmandsland – den stramme organisme af stemmer og instrumenter, der sidder fast og svinger mellem to uforpligtende akkorder (»Closeness Sighs«, »Feel Your Skin Against Mine«, »Tangled«), begrænset af febril homofoni (»Held«) eller styret af antydninger af gamle former som passacaglia (»Falling«). Et bagland af detaljer føjer til denne stemning: Rokoko-vrid, ømt gamba-spil, kurren som fra hængende fugle.

    Alt dette tilknappede begær bryder til sidst ud i slutningen af ​​»Worlds«, en pæn kulmination efterfulgt af en rensende epilog »My«. Nogle gange prøver musikken at vride for mange tårer fra et enkelt ord eller gestus. Nogle gange længes man efter udvikling, der vil løsne en sang fra sin faste position (selvom det sandsynligvis ville besejre objektet). Nogle gange er det alt for tæt på at lyde helt slidt. Men med tiden afslører Terroir sig bestemt som et medrivende lyt.


     

     

     

  • © Lis Kasper Bang
    27/3/2025

    The Cello Within the Comfort Zone

    Josefine Opsahl: »Cytropia«

    There are twelve tracks on Josefine Opsahl’s album Cytropia, each with the duration of a rock song. Remarkably, there is a straight line from the first to the last – both in timbre, rhythm, melody, atmosphere, and playing. The ears are embraced by a gentle melancholy created by small cello figures in long sequences, with a slow-moving cello melody on top. Some parts in minor, others more open.

    She is receiving quite a lot of praise these days for her many projects – an opera and a ballet – alongside her work as a cellist-composer, and it must almost be due to the highly accessible, cohesive, and dreamy sound she consistently delivers. I must admit that I have become somewhat skeptical along the way. Both as a musician and as a composer, I wish she would challenge herself with new approaches and new visions for the stories her music should tell. On Cytropia, we approach a constant state of uniform sound, evoking thoughts of the deliberate inertia of New Age composers.

    There are quite beautiful moments along the way. The track »Cyborg« is crystal-clear in its surface. A piece like »Leaverecalls«, in its mechanics, the American minimalism of Philip Glass. But once again, one misses displacements and rhythmic additions that could challenge the static soundscape. The last hundred years of experimentation have expanded the battlefield of cello playing. Opsahl draws on some of these experiences to create her own small mechanical accompaniments for herself. Yet, the setup with a sequencer and a cello seems limiting in allowing Opsahl to explore timbres and ideas where the gravity of melancholy can truly be felt.

     

     

  • © Lis Kasper Bang
    27/3/2025

    Celloen inden for komfortzonen

    Josefine Opsahl: »Cytropia«

    Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent. 

    Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti. 

    Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.

     

     

     

  • © PR
    26/3/2025

    Echoes from a Forgotten Time

    Raed Yassin: »Phantom Orchestra«

    The abstract, collage-like »Movements« on Lebanese artist Raed Yassin's Phantom Orchestra are yet another piece of contemporary art born out of the COVID-19 crisis. Like a distant echo from a time most have already repressed, the experimental artist has assembled a series of recordings performed by a motley group of Berlin musicians – all united by a single premise: improvisation.

    Over nearly an hour, Yassin weaves these recordings into seven progressive suites, ranging from approximately nine to twenty minutes. And while the sonic chaos at times reaches such heights that one struggles to find a common auditory anchor, the result is a creatively stimulating listening experience, as hand-played percussion, Baltic folk singing, and the Japanese koto (harp) seamlessly merge – despite the musicians never having been in the same room together.

    At its core lies an immensely inspiring concept, one that draws equally from sampling aesthetics and contemporary art. This is particularly evident considering that the pieces were reportedly created using no fewer than twelve turntables, introducing an element of chance. One can only assume that this required a remarkable degree of planning – which makes it all the more astonishing when, for instance, the interplay between modular synths and drums on »Movement III« unfolds, or when the almost horror-like contrast between happy jazz trumpet, frantic vocals, and demonically prepared piano emerges on »Movement IV«.

    At times, the idea behind the work is more fascinating than the sound itself, but all in all, Phantom Orchestra is a dazzling, slightly mad experiment, driven by a will to create harmony in chaos. A final echo of the pandemic – of standing together while apart.

    English translation: Andreo Michaelo Mielczarek

     

     

  • © PR
    26/3/2025

    Ekkoer fra en glemt tid 

    Raed Yassin: »Phantom Orchestra«

    De abstrakte, collage-lignende »Movements« på libanesiske Raed Yassins Phantom Orchestra er endnu et stykke samtidskunst født af coronakrisen. Som et fjernt ekko fra en tid, de fleste allerede har fortrængt, har den eksperimenterende kunstner samlet en række optagelser indspillet af en broget skare af Berlin-musikere – alle med ét fælles udgangspunkt: improvisation.

    Over knap en time samler Yassin disse optagelser i syv progressive suiter, der strækker sig fra cirka 9 til 20 minutter. Og selvom det til tider bliver så sonisk kaotisk, at man må lede med lys og lygte efter et fælles lydmæssigt holdepunkt, er det en kreativt pirrende lytteoplevelse, når håndspillet percussion, baltisk folkesang og koto (japansk harpe) smelter sammen – vel at mærke uden, at musikerne nogensinde har været i samme rum.

    Her gemmer sig en enormt inspirerende idé, der trækker lige meget på sampleæstetik og samtidskunst. Især fordi værkerne angiveligt er skabt ved hjælp af intet mindre end 12 pladespillere, hvilket tilfører et strejf af tilfældighed. Man må formode, at dette har krævet en betydelig grad af planlægning – hvilket kun gør det mere vildt, når man eksempelvis hører sammenspillet mellem modularsynth og trommer på »Movement III« eller den næsten gyseragtige kontrast mellem happy jazz-trompet, rablende vokaler og dæmonisk præpareret klaver på »Movement IV«.

    Til tider er idéen bag værket mere fascinerende end selve lyden, men alt i alt er Phantom Orchestra et forrygende, smågalt eksperiment, drevet af en vilje til at skabe sammenspil i kaos. Et sidste ekko af pandemien – om at stå sammen hver for sig.

     

     

     

     

     

  • © PR
    23/3/2025

    New Central American Tales

    Xenia Xamanek: »Germinate [Imprint] Wilt [Stay]«

    There is plenty of space around the many different sounds and voices narrating Central American horror stories on Honduran-Danish artist Xenia Xamanek’s album Germinate. The words »germinate« and »wilt« appear in the title, serving as fitting markers for the blossoming, bubbling, futuristic, and slightly eerie soundscape. A handful of voices fill the ears with mechanical, intense connections, swirling impressions of nature and language into the brain.

    The album is a rare reinvention of the oratorio, the 18th-century religious opera genre featuring sung text fragments and wordless music. A significant departure from the dance floors Xamanek used to curate. Here, singers and an electro-acoustic soundscape tell stories through two simple, word-heavy recitatives, two arias with chanting narration, and electronic soundscapes.

    There’s a calmness in Xenia Xamanek’s approach that can become utterly addictive. The material from her ancestral storytelling – and perhaps even the chanting narrative style – sets a scene that feels both warm and familiar. Yet at the same time, it turns original and alien as the calm of the words is challenged by dense patterns of simple sonic elements interacting with each other.

    Oratorios in the 18th century lasted three hours and can easily feel distant and irrelevant today. But Xamanek’s album, rooted in the cuentos y leyendas de Honduras she heard in childhood, offers three-quarters of an hour of presence – one that unexpectedly points forward.