Det er muligt, at julen er hjerternes fest, men det er bestemt også orglets. Mange støder i løbet af december på kirkeorglets mægtige klang i forbindelse med julens mange kirkekoncerter, men i Koncertkirken på Nørrebro er december blevet en helt særlig slags fest med orglet som hovedperson og med et efter fremmødet at dømme til andendagen af Organ Sound Art Festival ganske dedikeret publikum, fascineret af orglets klang, struktur og mangfoldige muligheder.

Aftenen åbnes af den svenske organist og komponist Hampus Lindwall, der også runder aftenens program af i et trioformat med organist Ellen Arkbro og vokalist Hanne Lippard. Solosættet indledes af værket Unmounted / Muted Noun af amerikanske Phill Niblock, som Lindwall præsenterer som en bad ass-minimalist. En form for bad ass-minimalisme, der egner sig godt til orglets rige væld af klange og overtoner, og med langstrakte droner får Niblocks værk da også hele kirken til at knirke og knage, mens Lindwalls eget Music for Organ & Electronics byder på et kvadrofonisk set-up, hvor publikum opfordres til at sætte sig i midten af kirken for at lade sig omslutte af både orglets klang og de elektroniske toner.

I det hele taget er det en aften, hvor publikum opfordres til at flytte sig meget efter, hvad det enkelte værk kræver. I det efterfølgende bestillingsværk, And Then There Were The Sounds of Birds, af den herboende canadiske komponist Matt Choboter, må publikum trække helt ud til siderne for at give plads til to ekspressive dansere, der sammen med to orgler, et præpareret flygel, percussion og elektroniske collager skaber et både melankolsk, legende og meget fysisk rum, der kredser om fugles stemmer og bevægelser. Orglet indtager her en mere tilbageholdende rolle, men værket synes samtidig at indkredse et paradoks ved netop orglet som et instrument, der med sin klang stræber mod det sfæriske, men som samtidig er ladet med en tyngde, som også kommer til udtryk i danserne, der snart nærmest svæver, snart falder klodsede til jorden, samtidig med at de indgår i symbioser med de instrumenter, der er fordelt ud i hele rummet. 

At udforske orglet er således også at udforske rum for musikken, både for komponist, performer og publikum, og på sin vis bliver det næsten en del af aftenens oplevelse, at vi, mens vi drikker ud og snakker om aftenens koncerter, er vidner til det franske ensemble Pancrace, der omdanner hele salen til en sand orgelbyggeplads for at gøre klar til deres koncert den efterfølgende dag. Nysgerrigheden bliver i hvert fald vakt på mere. 

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der keder mig i kirker, når organister halvdovent taster løs uden at få melodierne til at leve. For på orglet kan musikeren ikke forme tonernes klang med anslaget. Den er givet. 

Eller hvad? De unge lydkunstnere får i disse dage meget mere klangfølsomhed frem med deres hjemmebyggede orgler i Koncertkirken, end mange musikere kan producere med en klavertangent.

Torsdag åbnede de fire dages smuk, smuk festival med fire værker. Her fik vi lov til at zoome helt ind i William Kudahls sindssygt lange orgeltoner optaget i en islandsk kirke og filtreret live til fire højttalere med alle mulige små impulser, interferencer og farvede overtoner som resultat. 

Vi fik også oplevelsen af at sidde rundt om Sandra Boss’ smukke, hjemmelavede orgel af fugleformede lerkander med vand, der peb, fløjtede, piblede, hvinede og trillede, når luftslanger blæste vind igennem dem. Svenske Amina Hocine åbnede endnu en dimension med sin fantastiske opfindelse – en slags akustisk synthesizer. Hun kunne sidde på gulvet og gradvist åbne ventiler til otte lodrette plastrør rundt om sig og langsomt og minutiøst forme pulserende, harmoniske, sfæriske klange med ren, sammenpresset luft. 

Jeg nåede ikke aftenens sidste værk, men fik i stedet Mads Kjeldgaards installation i krypten med i lyttehatten: en mørk kube med to virtuelle orgler, en sofa og fire højttalere, der under hele festivalen genererer musik med de besøgendes bevægelser. Heller ikke den skal man snyde sig for, hvis man kan komme forbi Nørrebro de næste dage. 

Danmarks måske mest produktive musiker Kresten Osgood og hans 20 medlemmer stærke ensemble De Udeboende præsenterer med dette selvbetitlede album en liveoptagelse fra den aarhusianske Spot Festival. Koncerten er helt tilbage fra 2008, men det var øjensynligt en koncert, der – ligesom Osgood selv har ry for – stak i alle retninger.

Først fire covers. En skramlende, percussiontung version af »Voldsom Volvo«, så Gary Bartz’ »Celestial Blues« med Osgood på charmerende danglish-vokal og hvinende saxofoner, der i et spændende midterstykke truer med at få det hele til at falde fra hinanden, indtil en rytmisk elguitar trækker nummeret tilbage fra afgrunden. Bill Fays »I Hear You Calling« sætter tempoet ned, indtil »In the Army Now« skaber fællessangsstemning med kor og akustisk instrumentering.

Herefter begynder de originale kompositioner. En fortælling om Edalf, der på sin løbetur i middelklassedanmark anno 19XX er ved at skide i bukserne, dernæst »Det betyder jo så meget«, en sjov, men i virkeligheden også trist ode til dem i Osgoods omgangskreds, der måske tager en kende for meget coke. Sidst, men på ingen måde mindst, kommer »Deportivo La Coruña« med ultrakiksede synths, trommemaskiner og lyrik, og, som glasuren på kiksekagen, hammondorgelsolo.

Osgood og De Udeboende kommer således virkelig vidt omkring både genrer og stemninger med en sprudlende livs- og spilleglæde. Det er befriende rodet, kaotisk og fuldt af gode vibes. Hvad der mangler af rød tråd, kompenseres der mere end rigeligt for med ubestridt charme.

Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd. 

Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.

Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.

Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.

Dans kan virke abstrakt, men den er ekstraordinært specifik – et ultrapræcist instrument for fysisk poesi. Man behøver ikke engang tænke på at tilføje musik, medmindre forbindelsen er som en navlestreng, utvetydig og klar. Der er passager i Leaning Tree – et møde mellem Dansk Danseteater og Copenhagen Phil – som er fuldstændig hypnotisk inspirerede: Når foreningen af ​​det lydlige og visuelle slet ikke er en forening, men en og samme ting. Desværre er der ikke nok af dem.

Koreograf Fernando Melos signaturstil er langsom, legato, urytmisk. Hans gruppe af sammensvejsede menneskekroppe opfører sig ofte som en klat lava, der bevæger sig med en træg sikkerhed. Det er hypnotisk at se på, men absolut umusikalsk. Måske er det derfor, Signe Lykkes score til Leaning Tree så sjældent kanaliserer det, vi ser.

Eller lytter Melo ikke til Lykke? Hun fremskynder eller skifter gangart; han kan ikke. Hendes dunkende, kurrende rumlige orkesterpartitur kan minde om Bent Sørensen uden de skrøbelige melodier. Stykket får liv, når stivnet dyb messing og blæsere presser sig ind i næsten spektrale harmonier. Spændingen skyder i vejret, men det tæller kun lidt på scenen.

Så er der de »lænende« bevægelser – den fantastisk smukke, anti-tyngdekraftlignende koreografiske indbildskhed, som det hele hviler på. Der går cirka 30 minutter, før vi ser en ægte »leaning«. Men wow, det er udsøgt udført og ventetiden værd, selvom det får meget af det foregående til at fremstå som fyld.

Kulminationen, en forestilling om skæve kroppe som svajende siv, når helt ind i Lykkes partitur. Eller måske omvendt. Det er ikke kun glissandoer, vi hører, men elastiske harmoniske bevægelser – musik komponeret med ekstraordinær delikatesse af tekstur, harmonier bygget ud fra de individuelle instrumenters krævende placering og bevægelser. Leaning Tree har brug for mere af den slags.