Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt. 

Byens mest luksuriøse lydrum akkurat nu? Nemt: Ryoji Ikedas enorme videotriptykon Data-Verse 1/2/3 gør ikke kun verden til et stramt mønster af ubegribelige datastrømme – fra landkort, solstorme, hjernescanninger, overvågningskameraer – men forvandler også Copenhagen Contemporarys tømte svejsehal til en fortryllet lydmaskine af digital diagnosticeringslyst.

Øverst i det spændte akkompagnement til billedstormen tikker et konstant lykkehjul, i bunden changerer dyb bas som en dystopisk anelse: Flyver vi for tæt på solen? Ubønhørligt faste sinusintervaller nagler den visuelle hast fast i nøgterne grids, men trods klinisk coolness står værket aldrig stille, takket være hule synthdroners actionjagende springmodulationer.

Lyden i det store, tomme rum er eminent. Sinusbølgerne skærer præcist, men fyldigt igennem med deres oplistning og rensning af data. En pige med rottehaler løber grinende forbi i det blinkende mørke; hvis dette portræt af en verden skrevet i binær talkode er en dystopi, er den til at leve med.

Anderledes organisk, men lige så fascinerende, er Tongues of Verglas, Jakob Kudsk Steensens 3D-visualisering af en kollapset gletsjer i rummet ved siden af: erindringen om det tabte bestøvet af isknitren, new age-fragmenter og et ordløst herrekors tomme intervaller. En rørende besyngelse af natur og forgængelighed.

Fortænkt virker til gengæld Jenna Sutelas installation Pond Brain, hvor sammenhængen mellem et antropomorft vandkar med drypmikrofon og den brummende kvadrofoni af AI-behandlet mælkevejsstøj omkring det er til at overse. Heldigvis skal man tilbage til Ikedas megalomane verdensportræt for at komme ud igen.

Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på. 

De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.

Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag. 

Lydkollektivet XYZ Sound Collective og kulturhuset KU.BE inviterede på en musikalsk cykeltur på Frederiksberg med intet mindre end fem koncerter. Vi kom vidt omkring – ikke kun fysisk. 

Lydkunstneren Julie Østengaard bød på trafikal musique concrète under Bispeengsbuen, mens Lola Ajima hypnotiserede med engleagtige vokalloops, fuglesang og græsslåmaskine i Landbohøjskolens have. Performancekunstnerne Absurdum Temporary Art bød et absurd-komisk retssalsdrama tilsat techno og pantomime foran retsbygningen på Skyggens plads, og musikerne Ingvild Skandsen og Arash Pandi tegnede en arabesk af små cirkulære melodier med pibeorgel og persisk daf i Frederiksberg Hospitalskirke. Under en gylden aftensol afsluttede lydkunstnerne LuN/A og Tanja Schlander turen med en nærmest ASMR-lignende forstørrelse af de mikroskopiske lyde, der gemmer sig i alt fra en spand vand til en bunke spillekort til træernes grene på en bakketop bag KU.BE. 

Særligt begejstret var jeg for Julie Østengaards koncert, der på støjende og storslået vis gjorde Bispeengsbuen til en brutal, stærkt trafikeret, sekssporet katedral, og som fremstod som en kærkommen kærlighedserklæring til en berusende storbyfølelse, der nok er på vej væk: I 2027 begynder nedrivningen af Bispeengsbuen; bilerne, larmen, forureningen og kaosset skal ud af byen; beton og asfalt skal erstattes af lysegrønne områder, og idealet er en kompulsivt behagelig forstadsidyl. Man kan jo ikke stritte imod udviklingen, men Østengaards koncert var en destilleret påmindelse om den energi, den sanselighed og den skønhed, der er til stede i alle de ting, vi ihærdigt forsøger at rense byen for.