• © GAS
    3/1/2022

    Techno i tyske skove

    GAS: »Der Lange Marsch«

    Denne vinter er den tyske technoproducer Wolfgang Voigts stedsegrønne diskografi vokset – igen med repetitiv, dronende ambient techno. Men Der Lange Marsch er også besynderligt selvreferentielt. Det er et album, der i høj grad gør brug af musik samplet fra egne tidligere udgivelser, som Voigt har remixet og her præsenterer i nye sammenhænge. 

    Har man, som jeg, lyttet uendeligt meget til GAS’ ældre udspil, vil man bemærke lånene. Hvis ikke, så gør det rent musikalsk ikke den store forskel. Voigts styrke er at skabe noget langsommeligt majestætisk ud af meget få virkemidler. Stryger- og blæsersamples strakt til nær uigenkendelighed. En blød, tung 4/4 stortromme, der lyder som hjerteslag. En konstant knitren som ild i tørt græs. Projektet GAS har altid haft de vældige tyske skove som tematisk omdrejningspunkt, og i de øjeblikke, hvor din hjerne og musikken synkroniserer, kan du virkelig høre det. Visheden om, at alt omkring dig er levende og i konstant bevægelse, også selvom du ikke kan se det.

    Men noget har alligevel ændret sig. Dette album indeholder mere dramatik end dets forgængere. Der sker mere. Alting bevæger sig mærkbart hurtigere. Omkring halvvejs igennem spilletiden bliver det tiltagende trippet, endda uhyggeligt. Lyden presser sig ind fra begge sider, føles klaustrofobisk. Og stilner så af igen.

    Voigt lader til at foretrække nidkære udviklinger frem for konstante nybegyndelser. I den forstand er Der Lange Marsch intet nyt, men en uhyre interessant rekontekstualisering af en af ambient technos stærkeste diskografier.

     


     

  • 26/9/2022

    Blendermusik til blenderhjerner

    Vanessa Amara: »Fonetica Amara«

    Vanessa Amara har overrasket mig. Jeg troede, at jeg havde rimelig godt styr på den danske gruppes lyd, men så ændrer de den radikalt. Fra rolige, afmålte kompositioner til dette nye udtryk – hektisk, rutsjebaneagtig musik.

    En sand hydra af genrer og lyde bliver skødesløst klippet itu, halshugget og limet sammen på nye, forunderlige måder. Alt fra sørgmodig klagesang, kirkeorgel og mørke synthflader til popbrudstykker, håndklap og overdådige kor bliver på næsten ingen spilletid kontrasteret med hinanden. Det skaber upoleret dramatik, en punktilgang til musikken. Det lyder godt, at det ikke lyder alt for godt. 

    Fonetica Amara er en overvældende rus af lydindtryk, som jeg simpelthen, som en af Pavlovs hunde, responderer ufatteligt positivt på. Jeg elsker den hastighed, alting sker i, den rastløshed, jeg kan genkende og finder mig så tilpas i. Hundredvis af følelser på en halv time. Fyldt til bristepunktet med øjeblikke, men stadig med en skarp sans for komposition, udvikling og forløsning. Blendermusik til blenderhjerner.

    Selvom denne nye udgivelse på ingen måde var, hvad jeg havde forventet, så er den ikke desto mindre bemærkelsesværdig – endda netop det modsatte. Faktisk er det noget af det bedste, mest interessante musik, Vanessa Amara nogensinde har skabt.

     

  • © Lovely Spaces
    19/9/2022

    Vores stue

    Lovely Spaces 1.0

    Teaterrøg og elektronisk ambient svævede omkring os. Små, organiske lyde klikkede og klirrede fra alle sider i den grottelignende rumklang. Højttalerne var placeret hele vejen rundt om publikum, og over os rejste farvede lys gennem et LED-træ, der forgrenede sig ud i Radars mørke. Den rumlige oplevelse af Sophia Sagaradzes performance var sanseligt sitrende – men også trygt omsluttende. For målet var at skabe et rum »where you are you, with all your happiness, pain, and confusion«.

    Der burde være flere steder som Lovely Spaces. Med plads til at græde eller danse lige så grimt og legende, som man har lyst til. I løbet af aftenen skabte den helt nye transmediale festival vidt forskellige rum under de lysende grene: Ewoud Van Eetveldes smukke exploring ROOM lod os give slip og rejse med vokaltrioens stemmer, der flød ud og sammen over blidt strengespil. Rummet skiftede til samme jordnære stemning som en stue i venners selskab, da fire bordrollespillere – her som komisk kaotiske karakterer – improviserede et skønt, kogt karnevalseventyr i Tanis »Silke« Nielsens Dungeons & Dragons-session, hvor vi fik del i den helt særlige evne, bordrollespil har til at tage os med ind i nye verdener. Anderledes tungt åbnede Andreas Brink Pedersen eksplicit plads til tårer i sin emo-ambient sorgmusik. Og til sidst blev gulvet plads for fri leg og dans, da zabutom gav os chancen for at gå rave-amok til Gameboy-musik under det legende lys i loftet. Lovely.

     

    I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

  • © Caroline Bittencourt
    18/9/2022

    En nær fortids nu fjerne fremtid

    Rune Glerup: »Om lys og lethed«

    Sidst vi hørte fra Rune Glerup i en stor koncertsal, var i 2016. Da var han fremtidens mand blandt de unge komponister, men meget er sket i mellemtiden. Det danske komponistmiljø har fået en helt anden gejst, og da DR Symfoniorkestret uropførte hans nye violinkoncert, Om lys og lethed, virkede musikken pludselig lettere altmodisch.

    En hektisk jagtsekvens omkransede værket. Dæmpede trompeter satte snigende udråbstegn, og lyse træblæsere standsede igen og igen krydsilden med udstrakte heller. Det lød autobiografisk: som en ørkesløs musik, der hele tiden blev krøllet sammen og smidt væk, indtil solisten Isabelle Faust omsider brød stilstanden med en solokadence.

    Imellem de to ydersatser hørtes metodiske forsøg på at forme uvante melodiske forløb med langsomme triller. Det klingede mere af nøgtern kontemplation end nyvunden eventyrlyst, og linjerne endte da også med et karakteristisk knæk: måske en accept af det ufuldendte, for derfra flød musikken mere frit.

    Først med en sprælsk scherzo, hvor orkestret lod sig drive fremad af herligt egensindige, langstrakte linjer fyldt med markeringer. Siden med en ekstremt sørgmodig soloviolin, hvis hvislende søgen indrammedes af stille, metallisk tuden i blæserne.

    Her hørte man potentialet i Glerups distinkte, indadvendte tænkning, men den let sentimentale modernisme, man fornemmede i værket, havde en bismag af fortidig fremtid. Af noget, vi egentlig har lagt bag os. Violinkoncerten overbeviste ikke for alvor om, at det spor skal genopdyrkes.