Klarinetbegavelsen Jonas Frølund viser hvor stærk meget forskellige komponister fra de sidste små 100 år spiller sammen. Solo Alone and More er båret af en generøs glæde over instrumentet – men også af en længsel. Carl Nielsens solokadence fra klarinetkoncerten længes mod humor. Bent Sørensens smukke, let tågede klange længes mod en folketone, og herfra tager Frølund os umærkeligt til Mette Nielsens meget fine Alone fra 2021, der som et stille råb fra mørket søger efter mening. Med dobbelttoner udforsker hun grænserne i instrumentet (her en basset-klarinet). 

Først herefter giver Frølund os klassiske mesterværker som klarinetsolosatsen fra Messiaens Kvartet til Tidens ende – og den melankolske skalmeje fra 3. akt af Wagners Tristan & Isolde (arrangeret for klarinet). Den ene med længsel mod den endelige befrielse, den anden en dødelig såret Tristans længsel efter at Isoldes skib skal vise sig i det fjerne. Hvorfor spiller de så utrolig godt op ad Gunnar Bergs soloklarinetstykke (der dog er for lang), Poul Ruders’ Tattoo for One og ikke mindst Simon Steen-Andersens tyve år gamle De profundis? Fordi Jonas Frølund er en musiker, der ser et dybere lag eller to ned, og får fat i musikkens kerne gennem sit instrument. Hernede taler mange komponister med hinanden – selvom de er adskilt af mange år eller af døden selv. Sammensætningen giver mening.

Frølund har ikke så meget luft på sin tone, der ikke er lige så varm som fx hos klarinetgeniet Martin Fröst. Men han får inderlighed og musikfilosofisk mening ud af toner, der ikke i sig selv lægger op til den store sammenhæng. Jonas Frølund har en længsel mod at formidle stor musik gennem sit enkle rørinstrument, og det lykkes med den særlige samling af værker her. 

Komponisten og den eksperimenterende musiker Karen Juhl har bedrevet et album, der på mange måder følger en folk- eller visetradition, hvor teksten får lov til at diktere musikkens forløb. Men det er viser fra internettets tidsalder, hvor man finder sine samples på YouTube, som »Mother’s Garden«, der har samplet den ægyptiske kunstner Nadah El Shazly. Her er en legesyg tilgang til at manipulere lydkilder, og så er der en underliggende fornemmelse af den kolde ensomhed, som findes i at opholde sig for meget på internettet.

»Bloodlines« er et godt eksempel på en digital vise. En umenneskelig stemme fordoblet af pitch-modulation synger en uforståelig linje efterfulgt af en digital pause – der er intet signal. Pauser er naturligvis ikke en ny opfindelse, men hvor de traditionelt giver plads til, at stemmer og instrumenter kan klinge ud i deres rum, så er en digital pause en total tomhed, der er kold og klaustrofobisk. I resten af nummeret glider Juhls stemme ind og ud af det forståelige. Det kan virke farligt at gøre dele af en tekst om vold, der går i arv uforståelig, men følelserne bliver aldrig uforståelige. Følelserne får bare nye udtryksformer, og det er næsten mere hjerteskærende, når man hører en stemme helt tæt på sit øre blive revet itu af distortion og stemme-effekter. 

Two solitary instruments – viola and cello – are heard on separate soundtracks by separate video screens showing footage from the former concentration camp Theresienstadt: peeling walls, cobwebs, a lifeless gym hall. The composition they play was created here; the Czech-Jewish composer Pavel Haas (1899-1944) wrote an orchestral piece that the Nazis used as the soundtrack to a propaganda film about Theresienstadt. We don't hear any orchestra. This is why the two instruments sound so abandoned. Although they also talk together; tones are repeated many times, as if they are trying to breathe life into the empty spaces. The melodic lines are detached from the context they should be in, but cannot be in, because the composer was taken to Auschwitz and murdered shortly after he performed the piece.

Like other Holocaust representations, Turner Prize-winning Scottish artist Susan Philipsz lets us see that the visible traces of the atrocities have disappeared. The camera makes an effort. In that resounding emptiness, ghostly garlands of mismatched tones resound. They are full of holes – there should have been more musicians to make this piece of music sound right. In the speakers, the cello and viola sound almost electric, eerie, it's all so slow, the tones are stretched until they can't do it anymore. In his book Images in Spite of All the art theorist Georges Didi-Huberman defended using all images that exist from the atrocities. The same here: Haas' music calls to be heard, not forgotten. They are sounds, after all. Amputated, seeking for beauty, or remnants of something seeking for beauty. For no composer – even under the worst conceivable conditions – makes music that is deliberately evil.

På Naldjorlak tager den franske komponist Éliane Radigue os med på en rejse af mikroskopiske proportioner, når en tilsyneladende simpel musikalsk situation – ikke ulig hendes tidligere værk for synthesizere – udfolder sig. Naldjorlak er et værk for uledsaget cello og Radigues første komposition for akustiske instrumenter, og det bygger på en mundtlig kommunikation mellem komponist og performer. Cellist Charles Curtis finpudser kun én tone i hele stykkets varighed, men denne præmis, der i starten kan slå lytteren som værende enkelt, er alt andet end det.

Hvad 91-årige Radigue beder sin lytter om er at være til stede (ikke overraskende har hun været praktiserende buddhist siden 1970'erne). For at opleve Radigues musik skal man kunne følge lyden til dens stilhed, og det er en mental tilstand. Naldjorlak er en invitation til deep listening. Hvad hører man, når man stopper op og begynder virkelig at lytte, mens Charles Curtis droner løs? Curtis føler sig hjemme i Radigues undersøgelser af lyd, og hans spil minder os om, at et stort lydkunstværk ikke eksisterer uden en stor performer. Havde der været et partitur, kunne vi have talt om at værket eksisterede alene i kraft af dette, og at det kunne opleves ved at blive læst. Men eftersom komponist og solist beskæftiger sig med mundtlig overlevering, er det sværere at forestille sig dette værk uden dets performer, og netop derfor er det svært at vide fuldt ud, hvornår vi hører Radigue, og hvornår vi hører Curtis.

Curtis bringer Naldjorlak til live så subtilt, at det er let at tro, at han ikke gør noget. Det lyder vildledende simpelt i starten, men hvis man tager sig tid til rent faktisk at opleve dronespillets mikrokosmos, vil man bemærke, at de to versioner, der præsenteres på denne udgivelse, ikke kun er vidt forskellige i karakter og udtryksevne. De er egentlig ikke droner med deres implicitte monotoni, de er snarere mikroskopiske verdener af konstant skiftende lydteksturer. Det er måden, Curtis så mesterligt formidler Radigues ideer på, der gør disse optagelser fra Los Angeles og Paris så fængslende.

To ensomme instrumenter – bratsch og cello – høres på hvert sit lydspor ved hver sin videoskærm, som viser optagelser fra den tidligere kz-lejr Theresienstadt: afskallede mure, spindelvæv, en gymnastiksal uden liv. Kompositionen, de spiller, er skabt hér; den tjekkisk-jødiske komponist Pavel Haas (1899-1944) skrev et orkesterværk, som nazisterne brugte som lydspor til en propagandafilm om Theresienstadt. Vi hører ikke noget orkester. Det er derfor, de to instrumenter lyder så forladte. Selv om de også taler sammen; toner gentages mange gange, som prøver de at puste liv i de tomme rum. Melodilinjerne er løsrevet ud af den sammenhæng, de burde være i, men ikke kan være i, fordi komponisten blev myrdet kort efter, han opførte værket.

Som andre Holocaust-repræsentationer lader den Turner Prize-vindende skotske kunstner Susan Philipsz os se, at de synlige spor af uhyrlighederne er forsvundet. Kameraet gør sig umage. I dén rungende tomhed runger de spøgelsesagtige guirlander af toner, som ikke passer sammen. De er fyldt med huller – der burde have været flere musikere til at få dette musikstykke til at lyde rigtigt. I højttalerne lyder celloen og bratschen næsten elektriske, uhyggelige, det er så langsomt det hele, tonerne strækkes, til de ikke kan mere. I sin bog Images malgré tout (Billeder trods alt) forsvarede kunstteoretikeren Georges Didi-Huberman brugen af alle billeder, som eksisterer fra grusomhederne. Det samme her: Haas’ musik påkalder sig at blive hørt, ikke glemt. De er lyde, trods alt. Amputerede, skønhedssøgende, eller rester af noget skønhedssøgende. For ingen komponist – selv under de værst tænkelige forhold – laver musik, som er bevidst ond.