
Mit navn er Morten Jessen – vil du se min playliste?
»Musik er for mig et sprog, der har en særlig evne til at åbne sindet og løfte sig op over det talte sprog. Hvis du er tålmodig – eller måske bare heldig – kan musik en sjælden gang bringe dig i en tilstand, hvor tid og sted må overgive sig til det guddommelige.«
Morten Jessen er komponist, multiinstrumentalist og stifter af Nordisk Kirkeensemble. Det genreløse møde med kirkerummet er omdrejningspunktet for Jessens kompositoriske arbejde. Rummet danner ramme om et drømmende og tidsløst udtryk, hvor reminiscenser af impressionisme og nordisk melankoli blandes med kirkerummets klangfarver. Jessen er aktuel med flere værker, heriblandt Kyiv, som i 2024 blev opført ved Kyiv National Philharmonic og på Christiansborg i forbindelse med FN's Internationale Fredsdag. Denne sommer uropføres hans European Solidarity March af Den Kongelige Danske Livgarde og The Presidential Orchestra of Ukraine i forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet i 2025. Jessen har spillet og arrangeret for kunstnere som The Savage Rose, Nikolaj Nørlund, Quadron, Phlake, Lukas Graham, Vinnie Who, Iceage, Bisse, Calby og Ulige Numre.
Seismografs playliste er skabt af kunstnere, musikere, kokke, forfattere og cykelryttere. Hver person anbefaler fem musikstykker, som verden skal høre. Stafetten sendes videre.
En playliste er en liste med video- eller lydfiler, som kan spilles på en radiokanal eller i et program til afspilning af lydfiler. Nogle mennesker mener, deres bedste venner er playlister. Playlister siges at være noget af det mest intime, man kan dele.